Af Claus Thorhauge og Magnus Bredsdorff
Rapporten Det Digitale Danmark, som bliver færdig i starten af december, er intet værd, hvis ikke regeringen går i gang med at føre initiativerne ud i livet. Det vil den nye forskningsminister, Birte Weiss, sikre med en ny IT-strategi. Strategien kommer til at bygge både på konklusionerne i Det Digitale Danmark og på ideer, som ministeren selv og Forskningsministeriet har. Endnu vil Birte Weiss ikke uddybe, hvilke konkrete punkter IT-strategien kommer til at rumme. Men hun lover, at den bliver konkret, og at hun vil have den klar til at blive fremlagt for Folketinget allerede i december.
Det eneste punkt, hvor Birte Weiss vil røbe noget om indholdet, er det offentliges brug af IT. Strategien vil indeholde nye målsætninger på det område, der styrker det offentliges brug af IT. Samtidig vil hun ikke afvise, at hun vil bede Finansministeriet om flere penge til at føre nogle af initiativerne ud i livet. Men hun lover, at der allerede i Finansloven for næste år kan findes plads til IT-initiativer. -Jeg regner med at kunne finde nogle penge hist og pist til nogle af de spændende ting, der er på vej allerede i år 2000, siger Birte Weiss.
Samarbejde med erhvervslivet
Mens den nye IT-strategi skal sikre, at Danmark ikke drukner i pæne ord om IT, så har regeringen nedsat et ministerudvalg, som skal sparke nyt liv i samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet. I udvalget sidder Birte Weiss sammen med undervisningsministeren, erhvervsministeren, landbrugsministeren og sundhedsministeren.
Sammen er deres opgave at fremme innovationen i Danmark. -Vi mangler stadig en del i naturligheden omkring samarbejdet mellem det private erhvervsliv og universitetsmiljøet, mener ministeren. Hun nævner som eksempel, at når danske fremstillingsvirksomheder skal købe forskning, så sker det i tre fjerdedele af tilfældene på udenlandske universiteter. Det forhold skal ministerudvalget ændre på. -Udvalgsarbejdet skal resultere i en mere innovativ erhvervspolitik, lyder forskningsministerens ambition. Hun forventer, at ministerudvalget er klar med en første melding til februar, mens det endelige resultat skal foreligge til sommer.
Samtidig med, at forskningsministeren lægger op til samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter, har hun valgt at beskære Center for IT-forskning, der netop i de sidste fire år har dokumenteret stor succes med at koble offentlig forskning og det private erhvervsliv. Center for IT-forskning skal afvikles over de næste tre år, og aktiviteterne flyttes til en af de to nye IT-højskoler.