Piratkopiering af computerprogrammer, film og musik hører til dagens orden på flere danske kollegier. Det mener fire brancheorganisationer, som nu har forelagt fire kollegier ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) et erstatningskrav på i alt 57 millioner kroner.
? Vi har registreret, at der er blevet kopieret kolossale datamængder på kollegierne. Fra disse mængder har vi så skønsmæssigt beregnet værdien, og derfor er beløbet stadig kun et arbejdstal, siger Claus Due, der er formand for Multimedieforeningen.
Syv kollegier i København er knyttet sammen af et kraftigt computernetværk, hvor de fleste beboere ifølge de fire brancheorganisationer kan hente store mængder af ulovligt kopieret software, musik og film på centrale servere.
Tavse kollegier
Multimedieforeningen overvejer ifølge Computerworlds oplysninger sammen med softwarebranchen (BSA), Danske Videogram Distributører og pladebranchen (IFPI) snarest at indgive en politianmeldelse mod kollegierne, hvis de ikke øjeblikkeligt går i dialog med brancheforeningerne. Derudover er der også planer om civile retssager mod enkelte beboere.
? Vi har forsøgt at få kollegierne i tale, men i stedet har de bare sat advokater på sagen. Derfor skrider vi nu til disse mere drastiske skridt, og vi vil ikke tøve med at indgive politianmeldelsen, siger Claus Due, der mener, at kollegierne skyder sig selv i foden ved at behandle sagen så lukket.
Mængden af software og datatrafik er ifølge Claus Due blevet indberettet af anonyme ?konsulenter? på kollegierne ? en metode, som pladebranchen tidligere er blevet kritiseret for at benytte sig af. Politiet har endnu ikke været indblandet i sagen.
Polyteknisk Byggeselskab, der står for administrationen af de implicerede kollegier, var fredag eftermiddag særdeles fåmælt omkring sagen.
? Vi må tage afstand fra, at der foregår ulovligheder på kollegierne. Beboerne vil snarest muligt blive informeret om sagen, siger Jens Ole Lyngby, der er formand for Polyteknisk Byggeselskab. Han vil ikke kommentere erstatningskravet.
De fire kollegier er Kampsax Kollegiet, Professor Ostenfeld Kollegiet, Bergsøe Kollegiet og P. O. Pedersen Kollegiet.