Af Dorte Toft
Min mand og andre svenskere, der har valgt at bo i Danmark, burde ligne pindsvin af alle de stikkerier, men alligevel lader de sig ikke gå på. De elsker nemlig den danske "hygge" og danskerne.
De har imidlertid heller ikke noget mod, at danskerne gerne vil følge svenskere til færgen. Der skal jo være nogen hjemme i fosterlandet, der sikrer at Sverige præsterer endnu større succeser på IT-fronten.
Jeg kender dog også svenskere, som forbitres over den uigengældte kærlighed til danskerne. En af dem bor i Malmø-området og raser indimellem ud ved at råbe "Danskjävler" hen over Sundet på bedste Riget-vis. Hver gang drager han så hjem igen fyldt med energi til endnu nogle timers overarbejde i et Internet-firma, som han er medstifter af.
Vores vens idoler er de unge svenskere som har stiftet web-bureauerne Framfab, Icon Medialab, Cell og Spray (i dag Spray/Razorfish). Hver især er firmaerne mange milliarder kroner værd udtrykt i aktieværdi.
? Når jeg bliver dobbelt så rig som dem tilsammen, køber jeg Danmark og asfalterer det hele med undtagelse af dejlige Samsø, siger den forsmåede Danmarks-elsker til mig.
Alt dette randt mig i hu, da jeg i sidste uge overværede uddelingen af den nyinstiftede e-handelspris i Falkoner-centret. Den ferme ceremonimester, multimediabranche-formanden Birger Hauge, ledte på saglig vis de 400 tilhørere gennem seancen, og der blev da også tid til et par svenskervitser, som på behørig vis blev honoreret med latter.
Og mens danskerne griner over svenskerne, har svenskerne travlt med at blive store nok til at blive børsnoterede. I dag er der godt 100 IT-relaterede virksomheder noteret på den svenske børs. I Danmark er der knap 10.
Svenskerne har også travlt med at erobre Europa. På web-fronten er Cell Network (efter fusionen med IT-konsulenthuset Mandator) Europas største konsulenthus på området, fulgt af Framfab.
Svenske Letsbuyit.com har etableret sig i 13 europæiske lande. Firmaet, der sælger en vare billigere jo flere forbrugere, der går sammen om et køb, vil sandsynligvis gøre det sværere for amerikanske Mercata.com at krydse Atlanten. Svenske Boxman, musikbutikken på nettet, har foreløbig etableret sig i otte lande.
Teleselskabet Ericsson har fået sit andet liv ved at sprøjte mobiltelefoner ud til hele verden, og ved at føre an i udviklingen af WAP-teknologi (Wireless Application Protocol) sammen med Nokia.
Vi har også set IT-firmaer som WM-data og TietoEnator satse her i landet, men der er ingen invasion i den modsatte retning.
Endelig har jeg en uhyggelig fornemmelse af, at Sverige også ligger bedre til, når det gælder tidssvarende uddannelser på de højere læreanstalter.
Spørgsmålet er, hvad der driver svenskerne, ikke alene på IT-området, men også inden for områder som popmusik, sport, møbler og modetøj til en overkommelig pris.
Vi burde nok selv følges til Sveriges-færgen og få lært noget af dem på den anden side af vandet.
Jeg er overbevist om, at de ville tage vel imod os. Det skulle dog ikke undre mig, om vi kommer til at savne den "hygge", som svenskerne jo netop elsker os for.
Men kan en del af vores problem netop ligge i hyggen? Måske er det blandingen af "Nu skal vi rigtig hygge os", mens vi janter på livet løs, som er giftig.
Hvem ved?
Men min mand vil ikke bytte København ud med Malmø, uanset hvor mange penge, vi kan spare på det.
? Aldrig i livet, siger han. Där är det ju ännu fler fulla svenskar.