Dansk erhvervsliv bombarderes lige nu med tilbud om store besparelser på indkøb, hvis de anskaffer software til såkaldt e-procurement, altså til elektronisk formidlede indkøb på virtuelle markedspladser eller direkte hos leverandørerne. Men spørger man virksomheder som Unibank og Novo Nordisk om konkrete besparelser, får man intet svar.
- Jeg vil tro, at virksomhederne nødigt vil have blæst deres projekter op, da det kan give leverandører indtryk af, at de bliver tabere, og så falder indkøbsprojektet fra hinanden. Alle parter skal vinde på e-procurement, for at det kan realiseres, siger civilingeniør Morten Boas, medstifter af og administrerende direktør for Officient.com.
Selskabet er blot et blandt en lille håndfuld danske softwareleverandører med speciale i software til elektroniske indkøb. Officent.com driver også sin egen virtuelle markedsplads med leverandører af blandt andet kontorartikler og ?møbler, rengøringsartikler og edb-tilbehør. Konkurrenter uden for landets grænser er giganterne Commerce One og Ariba, men også en softwareleverandør som SAP markerer sig på markedet.
Unibanks e-indkøb
I Unibank er den elektroniske indkøbsproces ved at falde på plads. I denne måned gælder det EDI-opkoblingen (Electronic Data Interchange) udadtil til udveksling af handelsdokumenter med leverandørerne.
Ifølge Unibanks indkøbschef Torben Petersen får omkring 10.000 til 15.000 ansatte dermed adgang til selv at ?lægge varer? i den virtuelle indkøbskurv. Betalingen bliver også elektronisk, så papirfakturaen og hele håndteringsarbejdet med denne forsvinder.
- Men der er selvfølgelig stadig indkøbsansvarlige, der skal ind og sige god for, hvad der er lagt i indkøbskurven og for betalingen, siger Torben Petersen.
På spørgsmålet om, hvor meget der spares, lyder svaret blot, at det er svært at sige. Men ifølge Torben Petersen er det først og fremmest papirhåndteringen internt, der spares på.
- Prisen betyder meget, men processen omkring indkøbene betyder endnu mere ? og især hvad angår betalingen, siger han.
Besparelser på tre områder
Hos Officent.com mener man, at besparelsen ligger på omkring 15-18 procent, når prisreduktioner, tidsbesparelse og bedre central prioritering af indkøb regnes sammen. Tallet stammer fra et konsulentfirma, OMG (Operations Management Group), der har lagt 35 e-indkøbsprojekter til grund for udregningen.
Officient.com har foreløbig leveret 10 løsninger, og heriblandt nogle til danske børsnoterede selskaber. Hvilke kan Morten Boas ikke oplyse, idet disse virksomheder ønsker ro til forhandlinger med leverandører.
- IT-mæssigt er e-procurement ikke tungt, men der skal koordineres med mange leverandører, og det er tungt, siger Boas.
Sen start
Om årsagen til, at indkøbsfunktionerne først nu får gang i de elektroniske procedurer, selv om de har været bebudet lige siden EDI-området blev modent, siger Boas, at de praktiske problemer med et virvar af elektroniske formularformater tidligere skræmte mange virksomheder væk fra e-indkøb.
- Men nu er der tredjeparter - selskaber som os - der står for koordinering af de elektroniske standarder, leverandører og kunder imellem, og det letter opgaven for indkøbsfunktionen, siger Boas.
Mange små løsninger
I Novo Nordisk har indkøbschef Michael Hellemann som mål, at 80 procent af alle ikke-produktions-relaterede indkøb skal ske via e-procurement.
Han har besøgt virksomheder over hele verden for at finde frem til både den optimale måde at drive e-indkøb på og det optimale software.
En af de store opgaver for en stor global koncern ligger i at få skåret ned på antallet af leverandører, og i den sammenhæng tæller især pris, IT-parathed og logistik, oplyser Michael Hellemann.
- Desuden vil man typisk kunne reducere priserne betydeligt ved at samle indkøbene hos færre leverandører. Og fordelen heri ligger ikke kun hos indkøberne, men også i de muligheder den enkelte leverandør får for at optimere sine interne processer, siger Hellemann, der betegner situationen som "Win Win".
Koncernen bruger allerede e-indkøb i stort omfang og har gjort det i mange år. Ifølge Michael Hellemann går der omkring 1.000 bestillinger igennem systemet hver uge.
Konsensus forsinker
Om status for e-procurement i Skandinavien siger Hellemann:
- Alle troede, at det ville gå hurtigere i Skandinavien, men det er ikke gået hurtigt nok. Det er jo ikke som i USA. Der kan der være ét menneske, der ser lyset, og siger ?den vej går vi?. Her i Skandinavien er vi mere for konsensusbeslutninger.
Hellemann har netop deltaget i den årlige konference for medlemmerne af Dansk Indkøbs- og Logistik Forum sammen med omkring 100 indkøbschefer .
- Godt nok var der mange små systemer i brug, men det var ikke nær så omfattende, som man skulle tro efter den megen omtale e-procurement får, siger Hellemann.
Denne såkaldte ?hype? kommenteres også af Morten Boas.
- Der er megen varm luft i det her. Folk leder efter løsninger, der rent faktisk virker. De vil se konkrete systemer i drift.
Plads til små software-leverandører
Han er overbevist om, at der er plads til regionale softwareleverandører ved siden af de store giganter.
-De vil jo typisk kun gå efter de fem største virksomheder i Danmark. Vores egen målgruppe har 5.000 ansatte, men vi går også længere ned via forhandlere, siger Boas. Han tilføjer, at den første store forhandler er i hus, men vil endnu ikke oplyse navnet.
Ny markedsplads for IT-udstyr
Indkøbschef Michael Hellemann fra Novo Nordisk er i øvrigt overbevist om, at de virtuelle markedspladser får en stor betydning på indkøbssiden - også på IT-fronten, og han synes ikke at være ene om det. I hvert fald skulle adskillige af landets største virksomheder på forhånd have afgivet IT-ordrer for godt en milliard kroner hos en ny e-markedsplads. Denne vil dog først offentliggøre navn, varer, samarbejdspartnere og kunder på en konference den 19. September.