Af Torben R. Simonsen *, Computerworld
Hovederne ruller i Arbejdsmarkedsstyrelsen efter Amanda-skandalen. I alt 21 medarbejdere bliver fyret eller får anden beskæftigelse i enten styrelsen eller ministeriet. Heriblandt Arbejdsmarkedsstyrelsens mangeårige informatikchef Bent Christensen, der var med til at beslutte købet af Amanda-systemet helt tilbage i 1994.
Bent Christensen er ofret som konsekvens af den ekspertundersøgelse, der sidste år blev sat i værk for at se på, hvad der skulle til for at afslutte Amanda-projektet. Eksperterne foreslog blandt andet en reorganisering af IT-funktionen i Arbejdsmarkedsstyrelsen og en bevilling på 120 millioner kroner. Pengene er bevilliget på Finansloven for 2001 og stillingen som informatikchef nedlægges og erstattes af en IT-direktør.
Arbejdsmarkedsstyrelsens direktør Lars Goldschmidt oplyser, at Bent Christensen ikke er fyret fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, og at styrelsen vil finde anden beskæftigelse inden for koncernen, men det er endnu ikke afklaret, om Bent Christensen vil tage imod en sådan stilling.
Erstattes af IT-direktør
Bent Christensen har været med i Arbejdsmarkedsstyrelsen siden dannelsen i 1990 og været kraftigt involveret i anskaffelsen af det skandaleramte Amanda-system til arbejdsformidlingerne. Projektet er både tidsmæssigt og økonomisk løbet løbsk, og det ender med at koste skatteborgerne over en halv milliard kroner.
Lars Goldschmidt vil kun indirekte erkende, at nedlæggelsen af Bent Christensens stilling har noget med Amanda-skandalen at gøre.
Han henviser til ekspertgruppens vurdering af IT-funktionens manglende forankring i topledelsen og nødvendigheden af en IT-direktør, der både kan se på IT-anvendelsen i Arbejdsministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen.
? I forbindelse med oprettelsen af IT-direktør-stillingen i Arbejdsmarkedsstyrelsen nedlægges kontorchefstillingen for IT-kontoret, og når IT-direktøren er tiltrådt, skal kontoret organiseres på en anden måde, som aftales med ham eller hende, siger Lars Goldschmidt, og afviser, at beslutningen har noget med den nu forhenværende IT-chefs person at gøre, men understreger i stedet betydningen af posten som IT-direktør.
? IT er væsentlig for hele vores forretningsudvikling. Både de nuværende systemer, næste generation samt hele selvbetjeningsområdet. Det er helt åbenbart den form for kundestøtte, vi skal lave. Så det bliver en helt central post for vores forretningsudvikling, fortsætter Lars Goldschmidt.
To nye kontorer
Fyringen af de 21 medarbejdere fik de ansatte i Arbejdsmarkedsstyrelsen til at nedlægge arbejdet tirsdag, men allerede onsdag var de i gang igen. Medarbejderne har dog skrevet til ledelsen og stillet en række krav om blandt andet klarere udmeldinger om, hvilke kompetencer ledelsen lægger vægt på, og indflydelse på kommende reorganiseringer af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Reorganiseringen af Arbejdsmarkedsstyrelsen betyder blandt andet oprettelsen af to nye kontorer. Et projektkontor der skal være tovholder for de større udviklingsprojekter, samt et ?politik kontor? der blandt andet skal koordinere betjeningen af ministeren og andre politiske aktører.
Desuden samler man Arbejdsmarkedsuddannelserne og Arbejdsformidlingen i et kontor.