FWA-vinder forlader Danmark
Bare tre måneder efter, at Formus Communications fik en af de eftertragtede licenser til det trådløse bredbåndsnet, FWA (Fixed Wireless Access) i Danmark, forlader virksomheden nu landet, skriver tidsskriftet Telekommunikation. Formus Communications fik to licenser og var dermed den store vinder ved skønhedskonkurrencen om FWA-licenserne. Siden er Formus Communications kommet i voldsomme problemer. I december måtte selskabet opgive en børsintroduktion, og derfor har selskabet nu besluttet at trække sig ud af de fleste europæiske lande, heriblandt Danmark.
Ericsson sælger Juniper Networks
Ericsson sælger sine sidste aktier i den amerikanske netværksvirksomhed, Juniper Networks. Salget giver Ericsson en indtægt på 4,4 milliarder kroner. Juniper producerer routers til omstilling af datatrafik, som Ericsson har markedsført under navnet AXI 520
Digianswer i Bluetooth samarbejde med Nokia
Digianswer meddeler i dag, tirsdag, at selskabet har underskrevet en aftale med Nokia. Ifølge aftalen skal Nokia benytte Digianswers Bluetooth software i teleselskabets første Bluetooth løsning, Nokia Connectivity Pack. Teknologien fra Digianswer skal gøre det lettere at flytte data mellem mobiltelefoner og pc´er.
Riskær helt ude af Cybercity
Finansmanden Klaus Riskær Pedersen er nu helt ude af internet-virksomheden Cybercity, som han selv opbyggede og siden solgte til amerikanske Advent for en halv milliard kroner, skriver Ritzau. Efter salget var Klaus Riskær tilknyttet Cybercity som ekstern konsulent, men dette samarbejde er nu slut. Henrik Clausen, der er administrerende direktør i Cybercity, siger, at som person er Klaus Riskær sådan skruet sammen, at han enten skal være i virksomheden 100 procent eller nul procent. Og det er så blevet nul procent, fordi den nye ledelse godt kan klare tingene selv.
Nokia fyrer 3-400 ansatte
Den finske mobilproducent Nokia fyrer mellem 300 og 400 ansatte indenfor virksomhedens netværksdel. Nokia motiverer nedskæringerne med en effektivisering af produktionen.
Bush: EU ødelægger e-handlen
Præsident George W. Bush er kritisk overfor EU-Kommissionens forslag om fælles europæiske regler til beskyttelse af private oplysninger på internet. Reglerne på området er strengere i EU end i USA, og nu har EU-Kommissionen fremsat et forslag, som kan betyde, at reglerne også gælder for amerikanske virksomheder, som vil sælge til det europæiske marked. Ifølge Wall Street Journal har Bush-administrationen sendt et brev til EU-Kommissionen, hvori den skriver, at reglerne ?vil påføre urimelige, tunge krav, der er uforenlige med den virkelige verdens operationer?.
Valtech ekspanderer i Danmark
Internet-konsulenthuset, Valtech - tidligere Ahead - fortsætter sin ekspansion på det danske marked. Selskabet åbner nu sin egen kursus-afdeling, som selskabet regner med vil undervise mellem 800 og 1.000 kursister i udvikling og håndtering af IT i løbet af det første år. I sidste uge opkøbte Valtech Århus-firmaet IQS og fik dermed etableret et Jyllands-kontor.
500.000 fulgte a-ha koncert online
En halv million mennesker fulgte lørdag aften en koncert med den legendariske 80'er-popgruppe a-ha over internettet. Koncerten blev vist på MSN.com og på lokale portaler i 15 af de i alt 21 lande, hvor MSN er repræsenteret. 30 kameraer sørgede for billeder fra koncerten, og de mange online koncertgængere fulgte den i gennemsnit i 20 minutter.