Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Få fuld kontrol over musikken

Kaos i musiksamlingen? Kryptiske filnavne og bort­komne kataloger? Rolling Stones og Ravel side om side? Så har du brug for at kategorisere dine sange bedre.
Vi fortæller hvordan og med hvilke programmer.

Få fuld kontrol over musikken

Du er ikke ene om at sidde med en MP3-samling, som optager en halv harddisk, og som breder sig ud over det hele. Det er et noget nær et fuldtidsjob at rydde op og holde styr på musikfilerne.

Derimod går det fantastisk hurtigt med at få uorden i dem. Det eneste, der kræves, er nogle sange, som en af dine venner sender, hvor navngivningen af dem ikke er helt efter bogen, eller at online-databasen var nede, da du rippede din nye cd.

Men redningen er nær, dels i selve sangene og dels i smarte programmer, der hjælper dig med at skabe orden i kaos. I næsten alle typer mediefiler – eller i hvert fald de mest populære af de komprimerede lydformater – findes der små informationsbidder, som kaldes tags.

Ved hjælp af disse tags kan der lagres informationer om sangtitel, kunstner, udgivelsesår og så videre. Forskellige filformater understøtter forskellige tag-standarder. I MP3-filer findes der formater som ID3 v1 og ID3 v2, hvoraf den sidstnævnte til og med kan lagre sangtekster og henvisninger til coveret.

Afspiller du for eksempel en sang i Winamp, ser du tag-oplysningerne køre forbi i musiklistevinduet. Med det rette tagging-program får du hurtigt gjort mærkningen ensartet, og du behøver aldrig at lede hektisk efter Richard Ragnvald eller Sepultura igen.

Redigering af tags kan klares i en del medieafspilningsprogrammer, men hvis du vil have rigtig kontrol over processen, bør du se dig om efter andre alternativer. Vi har testet otte programmer, der kan hjælpe dig med at få orden i dit musikalske kaos.

AudioShell 1.0

Karakter: 2 ud af 6
Opgivet pris med moms: Gratis

Dette program har ikke sin egen brugergrænseflade, men gemmer sig blandt andre funktioner i Windows Stifinder.

Ved hjælp af et menuvindue har du adgang til et hav af nye egenskaber, der er hentet fra filens tags. En del egenskaber er allerede angivet fra starten, afhængig af hvilken version af Windows, du bruger.

Med Audioshell er du imidlertid garanteret adgang til alle egenskaber. Dog er der smuttere rundt omkring – feltet Artist i AudioShell er for eksempel stavet Atrist.

Trist eller ej – det er ikke så svært at redigere tags med dette program. Højreklik på en fil og vælg Egenskaber. Nu ser du to faner: AudioShell Information og AudioShell Tag Editor.

Du kan derudover vælge at markere flere filer og foretage generelle ændringer på enkelte tags.

Programmet skaber ikke ligefrem mirakler – du kan kun indtaste de mest grundlæggende oplysninger. Men hvis du har tilpas mange filer og et nogenlunde overblik over, hvad de indeholder, er det et fuldt fungerende og gratis alternativ.

Audio Tags Editor 1.9

Karakter: 3 ud af 6
Opgivet pris med moms: 190 kr.

På overfladen virker dette program meget omfangsrigt, men det indeholder forholdsvis få funktioner og finesser. Audio Tags Editor har ingen automatisk søgefunktion, ingen avanceret omdøbning af filnavne eller andet sjovt.

I stedet er kun de mest grundlæggende funktioner taget med. Disse er dog så gode, som de kan blive. Grænsefladen er superenkel og indeholder en reel filstruktur, filsøgning og en filliste med tag-oplysninger, der kan redigeres direkte i listen.

Når det gælder bekvemmelighed, er der ingen af de andre programmer, som når det til sokkeholderne. Det fedeste ved programmet er dets søgninger i Freedb til automatisk tagging.

Er din pladesamling rippet i snesevis af kataloger, kan du markere hver enkelt og få dem tagget i en og samme kæmpesøgning.

Karakteren trækkes desværre ned af et par fejl, som virkelig er generende. Den ene fejl opstår, hvis vi laver en fejl under automatisk tagging, her fryser programmet på en irriterende måde.

Den anden kommer igen hele tiden – når vi gemmer en fil under almindelig redigering, mister programmet alle vores markeringer i filoversigten. Det kan lyde som en petitesse, men efter den hundredeogsyttende gang har vi bare lyst til at kaste computeren ud af vinduet.

Kommer der en opdatering, der løser problemet, er programmet trods den begrænsede funktionalitet en vinder.

Mediatagger 1.3.5

Karakter: 5 ud af 6
Opgivet pris med moms: Gratis

Mediatagger er gratis (det vil sige freeware), men udvikleren vil gerne have donationer via Paypal til at kunne fortsætte udviklingen af programmet.

Og når man tænker på, hvad der er præsteret indtil videre, kan det godt være pengene værd. Mediatagger er fyldt med dejlige funktioner, uden at programmet af den grund virker rodet.

Programmet udfører hurtigsøgninger efter medier, der kan tagges. Det håndterer ID3 v2 og APE v2-tags, matcher tags og filnavne og foretager simpel tagging af flere filer på én gang og har automatisk nummerering og formatering af tag-tekst.

Derudover kan vi tilføje musiklister i formaterne MPU, PLS og b4s, eksportere til Excel, HTML og ASCHII-filer samt søge i Freedb.

Desværre finder vi også funktioner, der føles temmelig underudviklede. Programmet påstås at have en intern mediespiller til MP3-filer, men denne er afhængig af, om Winamp er installeret på din computer.

Det lykkedes os heller aldrig at markere et coverbillede til et album, men vi blev derimod nødt til at arbejde os igennem sang for sang. Alt i alt er dette et velfungerende program, hvis du kan holde disse tre forstyrrende mangler ud.

XMp3 Collector Pro 2.2

Karakter: 2 ud af 6
Opgivet pris med moms: 315 kr.

Den vigtigste funktion i MP3 Collector er egentlig databaseadministrationen i forbindelse med katalogisering af mediefiler. Der er blevet tilføjet en tag-administrator, og i denne kan du enten redigere tags separat, eller du kan vælge først at få styr på alle dine sange, referencer og albumsamlinger i databasen.

Du kan desuden oprette interne musiklister og anvende programmet som jukebox. Mp3 Collector har gode funktioner til udskrivning af sangtekster samt mulighed for at gemme dem som XML- eller HTML-filer.

Du kan også indtaste dine egne tag-oplysninger i databasen, men her lader programmet til at have et problem med at få alle felter med.

Tag-administratoren har ingen funktion til søgning i onlinedatabaser, hvilket virker gammeldags for et program, som koster over 300 kroner. Programmet er flot og let at håndtere, takket være den hurtige søgning i en separat database, og det gælder også, selv om du har umenneskeligt mange filer at holde rede på.

Til almindeligt behov er programmet dog ikke pengene værd, eftersom der findes mange gode programmer, der er gratis.

Tag&Rename 3.1.7

Karakter: 5 ud af 6
Opgivet pris med moms: 200 kr.

Det her er et program, der kan ... tja, det hele. Der er naturligvis mulighed for almindelig redigering og batchredigering af tags i de fleste tilgængelige formater.

Men programmet redigerer også filnavne og katalognavne og kan oprette filnavne, der er baseret på sangtags og omvendt. Tag&Rename opretter flotte musiklister til Winamp og kan uden større problemer eksportere sanglister til XML, tekstfiler, CSV og HTML-filer.

Men det mest interessante er alligevel den automatisk udfyldelse af tags. Har du en mappe med alle sange fra et album i den rigtige rækkefølge, kan du søge i Freedb og finde sangnavn, kunstnernavn og andre simple oplysninger.

Og så begynder det at blive rigtig interessant, eftersom du så kan foretage en søgning på Amazon (.com, .co.uk, eller .de) og snuppe oplysninger som genre, anmeldelser og cd-cover.

Problemet med mængden af funktioner er, at grænsefladen bliver rodet og kan virke forvirrende, hvilket kan ende med hovedpine. Især, hvis du bare ville foretage dig noget simpelt.

Men hvis du har råd til at spendere 200 dask på Tag&Rename, har du også råd til en Ipren.

Ultra Tag Editor 2.16

Karakter: 4 ud af 6
Opgivet pris med moms: 125 kr.

Ultra Tag Editor er det enkleste af de kommercielle programmer i testen. Det indeholder hverken billedhåndtering eller mulighed for databasesøgninger på nettet.

Understøttelse af mere usædvanlige formater som Flac og Monkeys vel er nok for de fleste. Den funktionalitet, som programmet tilbyder, styrer det ganske godt.

Det er ikke svært at finde rundt blandt kataloger og filer, da programmet automatisk finder frem til alle de filer i underkataloget, som kan spilles. Så egentlig kan man bare stille sig på C: i filstrukturen og lade computeren finde alle MP3-filer, som gemmer sig derunder.

Tag-administrationen er hurtig og nem at forstå. Ultra Tag Editor er, overraskende nok, det eneste program i testen, der har sin egen indbyggede afspiller, og den fungerer rigtig godt.

Kort sagt er dette et program, som med sin enkelhed og bekvemme grænseflade ville have været fantastisk, hvis det havde haft et par ekstra funktioner under overfladen. Nu er det bare godt nok.

Mp3 Tag 4.9

Karakter: 4 ud af 6
Opgivet pris med moms: 200 kr.

Hvis noget er større indvendigt end udvendigt, vil man normalt sige, at det er en fysisk umulighed, men når det gælder computerprogrammer, kan dette til tider være fuldt muligt. Det gælder for eksempel for Mp3Tag.

Ved første øjekast ser det bemærkelsesværdigt funktionsfattigt og sølle ud. Simpel redigering af tags og manuel installation af oplysninger i et kedeligt lille vindue.

Men det gælder om at grave – og grave dybt. Under det fattige ydre og godt gemt bag menuer og diskrete knapper gemmer sig en overflod af automatik, hvor alt fra sangtitler til billeder og sangtekster kan downloades fra forskellige kilder på nettet.

Freedb og Amazon står for en del af oplysningerne, men du finder endnu mere ved hjælp af websøgningen i baggrunden. Grænsefladen forbliver dog stadig utrolig sølle og stiv.

Vil du foretage manuelle ændringer, skal du holde tungen lige i munden. Desværre mangler der også en søgefunktion i filadministratoren. Halvdelen af arbejdet med at tagge filer plejer at være at finde dem på harddisken. Det får du ikke hjælp til, hvis du vælger Mp3Tag.

Vi giver dog et lille plus, fordi programmets udseende kan tilpasses efter smag og behag med ikke-færdiggjorte skins. Mp3Tag fås på en række sprog, dog ikke dansk. Foretrækker man skandinavisk frem for engelsk, er det oversat til både svensk og norsk. Menuerne er lidt tarveligt oversat, men udviklerne står til guld for ambitionsniveauet.

Quick Editor 4.0

Karakter: 1 ud af 6
Opgivet pris med moms: Gratis

Tyske Codevisions lider af storhedsvanvid. Det er den eneste forklaring, vi kan finde på, at de overhovedet har kastet sig over udviklingen af dette program, når der findes tag-editorer, der er sådan cirka halvtreds gange bedre.

Programmet kan stort set intet andet end at redigere ID3 v1-tags i MP3-filer. En til en. Der er mulighed for at markere mere end én fil, men så beholder programmet ikke de tags, der eventuelt er entydige. I stedet bliver du nødt til at indtaste alt igen. Filsøgning? Niks. Musiklister? Glem det. Onlinesøgning? Vi tror ikke, at Codevisions ved, hvad det er.

Men vi skulle vel trods alt mene, at programmet i det mindste lever op til navnet Quick Editor ved at være hurtigt. Ak, også her tog vi fejl.

Der udspiller sig et evigt slagsmål med at åbne filer i dialogbokse og svare ”Ja” eller ”Nein” på diverse spørgsmål. Programmet er på engelsk, men knapperne på tysk. Det er værre på den sjove måde! Lad dig ikke narre af det forfængelige navn.

Det her er et hjemmestrikket program, begået af en amatørprogrammør ved navn Hans-Joerg, som skrev programmet i år 2000.

Søgning i Freedb og Cddb

Flere af programmerne i testen nævner søgning i Freedb, en database på nettet, der indeholder oplysninger om albumtitel, sangenes varighed, sangtitler, kunstner og andre godbidder.

En anden lignende database er Cddb, som var den første store server af denne slags. Cddb er en kommerciel tjeneste, mens Freedb er gratis og bruger åbne kildekoder. Der findes et par andre mindre anvendte konkurrenter. Microsoft har for eksempel sin egen tjeneste til Windows Media Player.

Freedb og Cddb støttes direkte eller indirekte af sine brugere. Mange af de programmer, som udnytter en database, har også mulighed for at sende oplysninger til denne.

Dette har sine for- og bagdele. Nye plader bliver hurtig lagt ind i systemet – hvis din nyindkøbte cd mangler, indtaster du sangtitlerne manuelt og trykker på Upload. Men dette indebærer også, at hvem som helst kan oploade oplysninger om en plade og skrive en masse bras.

Det er sjældent, at sådan noget som titel eller kunstnernavn er forkert, men databaserne indeholder også oplysninger om for eksempel genre.

Er Alice Cooper dødsmetal eller pop? Er Björk etno? Og hvad er egentlig Acid Punk, Booty-Bass, Jpop og Slow Jam? I Freedb kan du finde flere svar på dine søgninger, hvilket ofte er udtryk for forskellige tolkninger af, hvilken genre der helt præcis er tale om, da forskellige brugere har uploadet forskellige definitioner på en kunstner.

Demokratisk og åbent, men husk lige at tjekke efter, hvad det, du henter hjem, er tagget som.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere