Test: Gratis styresystem med overblik og charme

Gisper din gamle pc efter luft, når den ser Windows Vista? Så læg OpenSUSE 10.2 på i stedet. Det vil du ikke fortryde.

Test: Gratis styresystem med overblik og charme

Eftersom der ligger Windows på praktisk taget alle hjemme- og kontorcomputere i Danmark, glemmer man let, at der findes glimrende, alternative operativsystemer. For det meste er de endda gratis.

Der findes mere end hundrede forskellige operativsystemer baseret på den såkaldte Linux-kode, og nogle af dem kan i deres grundform det samme - eller mere - end selv de mest pumpede udgaver af Windows Vista.

Ligeledes distribueres de for det meste med en meget omfattende softwaresamling.

Skyttegravskrig på it-fronten

Så hvorfor har Windows stadig gigantisk succes? Og er det overhovedet rimeligt? Svaret drukner let i drønet fra en regulær skyttegravskrig på it-fronten.

Eksempelvis befolkes et hvilket som helst it-relateret chatforum af en eller flere Linux-elskere - og fanatiske Microsoft-hadere - der lykkeligt tilskriver softwaregiganten alt fra globale virusepidemier til lallende inkompetence og klumper i gårdsdagens sovs.

Microsoft er ikke meget bedre og hævder på sin side, at Linux er en gang halvstuderet hippie-kode, der (til nød!) kun kan betjenes af DTU-studerende med tape på sygekassebrillerne. Gør andre alligevel forsøget, ender det med gråd og tænders gnidsel.

Begge påstande har støvkorn af sandhed i sig. Men indeholder også propagandaelementer, som Goebbels & Co. ville have klappet hælene sammen over.

Et er dog stensikkert: Skænderierne mellem de frelste gør ikke den almindelige bruger klogere på, om Linux er et gangbart alternativ eller ej.

Linux på egen krop

Derfor besluttede PC World at afprøve en Linux-distribution på egen krop i en måneds tid.

Undertegnede blev udpeget som offer, da min Linux-erfaring i store træk begrænser sig til en viden om, at den oprindelige Linux-kode er udviklet af en finne med forkærlighed for korpulente pingviner.

Da softwarevirksomheden Novell ydermere stillede en notebook til rådighed for projektet, kvitterede vi med at teste OpenSUSE 10.2, der kan hentes kvit og frit på www.opensuse.org.

OpenSUSE udvikles og udgives nemlig i halvdefineret fælleskab mellem entusiastprogrammører og Novell, der til gengæld for betalte supportaftaler stiller en let modificeret udgave til rådighed for virksomheder og offentlige institutioner.

Masser af hjælp på nettet

En af fordelene ved OpenSUSE 10.2 er dets - efter Linux-standard - store udbredelse og høje grad af brugervenlighed.

Støder du på problemer, er det let at finde ligesindede på nettet, der kan hjælpe dig videre. Ganske praktisk, eftersom Novell ikke yder support til private. Dertil er privatmarkedet simpelthen for småt.

Desuden er OpenSUSE 10.2 et stykke hen ad vejen oversat til vort modersmål. Nogle oversættelser er udmærkede, andre er komplet uforståelige for ikke-teknikere.

Mange af brokkerne er under alle omstændigheder af så tvivlsom grammatisk beskaffenhed, at undertegnedes gamle dansklærer ville sluge sin tunge i ren desperation.

Men her er i det mindste gjort et behjertet forsøg på at gøre systemet mere tilgængeligt, og det er trods alt sympatisk.

Ret enkel installation

Endelig indeholder den samlede distribution stort set alle de værktøjer, du i almindelighed har brug for. Her er OpenOffice til kontorbrug, Firefox 2.0 til webbrowsing samt naturligvis software til billedredigering, musikafspilning og så videre.

Vi lagde ud med at installere OpenSUSE 10.2 på en relativt beskeden IBM ThinkPad med integreret Intel grafikkort og en gigabyte hukommelse. Installationen blev kun afbrudt af en enkelt, komplet uforståelig fejlmeddelelse. Men efter vi bad dialogboksen om at skrubbe af, forløb resten i god ro og orden.

Samlet tog installationen en lille times tid, og undervejs blev der blot trykket på "Næste"-knappen i stort set alle de situationer, hvor man kan træffe et valg. Det bliver ikke meget nemmere.

Skræddersy dit eget system

Men selv om OpenSUSE er lettere at arbejde med end mange andre Linux-distributioner, er meget også anderledes i forhold til Windows.

Næsten alle de tjenester og funktioner, vi normalt opfatter som en del af styresystemet, er særskilte programmer i Linux. Derfor kan du skræddersy – eller lade være.

Selv det basale design er valgfrit. Vi valgte "GNOME", en grafisk brugergrænseflade, der bestemt ikke står tilbage for Windows Vistas "Aero".

For eksempel vibrerer GNOMEs let transparente vinduer som et stykke gelé, når du trækker i dem. Du kan også løfte vinduernes hjørne op og se, hvad der ligger bagved. For eksempel hvis du skal referere til informationer i et andet dokument.

Flottere end Vista?

Mindst lige så opsigtsvækkende er muligheden for at udvide dit skrivebord ved at placere vinduer og programmer på alle fire sider af en "terning", som du drejer ved at rykke rundt med musen.

Det er smart, hvis du for eksempel arbejder i et tekstbehandlingsprogram, men gerne vil kontrollere din mail uden at flytte eller formindske vinduer.

GNOME har endda endnu flere funktioner, der gør det lettere at overskue skrivebordet. Men det vil tage for meget plads at komme ind på dem alle her.

Vi vil blot nøjes med at konstatere, at brugergrænsefladens funktionalitet er selv Windows Vistas og dets flip-funktion overlegen.

Det bedste er imidlertid, at hvor Windows Vista alene let suger halve gigabytes ud af sin værtsmaskine, kører OpenSUSEs grafiske overdådighed fuldstændig gnidningsløst på en relativt beskeden notebook.

Det er dybt imponerende. Navnlig taget i betragtning, at systemet fungerer klippestabilt og ikke en eneste gang er frosset eller gået ned i den måned, PC World testede det.

Fødes med mange programmer

OpenSUSE "leveres" som sagt med en lang række applikationer, der kan behandle lyd, billeder og videoklip med mere. Det sætter man pris på, eftersom de færreste programmer, vi kender fra Windows, virker sammen med Linux. Herunder praktisk taget alle kommercielle spil.

Med mindre du foretager nogle tilpasninger, må du også undvære eksempelvis DR Netradio, der som bekendt baserer sig på Windows Media Player. Heldigvis er der mange andre netradiostationer, der fungerer fint uden videre sammen med den medfølgende Linux-udgave af RealPlayer.

Som sådan er der fra tid til anden visse afsavn forbundet med arbejde i Linux. Du kommer dog næppe til at mangle funktionalitet, for det er let at installere den myriade af programmer, der allerede ligger på den dvd, du brænder på grundlag af den downloadede ISO-fil fra OpenSUSE 10.2 fra opensuse.org.

Ligeledes kan du med fordel brænde en cd med gratis, mærkevarebeskyttet software fra samme sted.

Allerede fra dag et vil dit softwarebibliotek bugne med flere hundrede programmer. Det er godt, for du skal være indstillet på at bruge en smule kræfter, hvis du vil installere programmer, du selv finder på nettet.

Lidt kringlet tilpasning

Det er nemlig ikke nok, at du får fingrene i et hvilket som helst Linux-program. Det skal også være tilgængeligt i en form, OpenSUSE 10.2 forstår.

Prøver du alligevel at installere et hvilket som helst Linux-program ud af det blå, kan du se frem til to-tre timers frustrerende tastaturakrobatik. Hvorefter du formentlig - som undertegnede - giver op og søger hjælp på nettet eller hos den Linux-kyndige bekendte.

Her vil du så hurtigt finde ud af, at den rigtige metode er at oprette (gratis) "abonnement" på programlister fra bestemte websites, der har specialiseret sig i pakker til netop denne Linux-distribution.

Det er en overskuelig og relativt simpel løsning, der tillige sørger for, at dine programmer automatisk opdateres, når der kommer nye versioner.

Hvilket dog ikke ændrer på, at programinstallation stadig er en smule mere kringlet, end hvis du henter et helt almindeligt freeware-program til Windows fra Tucows eller Pcworld.dk.

Ligeledes skal du vænne dig til nye arbejdsgange, hvis du vil pille ved netværksindstillinger og hardwareopsætning med videre.

Langt det meste basale hardware såsom bundkort, processorer, skærmkort med videre fungerer uden videre sammen med OpenSUSE 10.2, andet gør ikke. Navnlig mere perifært ekstraudstyr som printere, lydkort etc.

Dette er dog ikke Linux-systemernes skyld, men grunder i, at mange hardwareleverandører udelukkende udgiver drivers til Windows.

http://en.opensuse.org/Hardware kan du finde masser af gode råd, der hjælper dig videre, hvis du skulle få problemer.

Ligeledes vil du sandsynligvis lynhurtigt få svar på spørgsmål, du stiller på det velfungerende www.suseforum.dk. For selv om Linux-folk generelt er temmelig nørdede – hvilket de nok vil være de første til at medgive – så er de sædvanligvis også meget hjælpsomme..

Suveræn til det basale brug

Bortset fra Microsofts "eksklusivaftaler" med alle større hardwareproducenter er den lidt kringlede tilgang til selv basale installationer og justeringer nok den bedste forklaring på, hvorfor Linux ikke har fået sit folkelige gennembrud.

For Windows er måske nok både ressourcekrævende, ustabilt og - sammenlignet med Linux - mere usikkert at anvende for privatbrugere.

Det kan omvendt ikke nægtes, at Microsoft har gjort et meget stort stykke arbejde med at lette betjeningen, så stort set alle kan være med.

I OpenSUSE 10.2 og andre Linux-udgaver gør man tingene på en basalt anderledes facon, og det skræmmer mange væk fra systemet.

Men vi skal heller ikke gøre det sværere, end det er. For skal du blot arbejde i kontorprogrammer, på nettet, med billeder og musik, så ligger det hele på computeren fra det øjeblik, du har installeret OpenSUSE 10.2. Og så er OpenSUSE 10.2 slet, slet ikke noget dårligt alternativ til Microsofts dyre og ressourcekrævende Windows-versioner.

Du kan endda snildt gemme dine dokumenter, billeder og andre data i en form, som både Windows og Office forstår uden videre.

Oplagt til den gamle pc

På den led er OpenSUSE 10.2 en helt igennem oplagt og gratis løsning, der både vil give dig arbejdsglæde og stabilitet. Også selv om du - eller den, der skal anvende computeren – er helt almindelig Windows-bruger uden særlig teknisk fingerspitzgefühl.

Som sidebevinst går du med en Linux-distribution fri for de lejlighedsvise masseangreb fra virus, trojanere og andre gustne fyre, der næsten udelukkende går efter de langt mere homogene Windows-maskiner.

Omvendt vil du undertiden støde på problemer, du ikke kan løse uden videre.

Hvilket heller ikke gør noget, så længe du blot forsøger dig frem med Linux på en aflagt computer og kører Windows på en anden maskine. Faktisk kunne din gamle pc få en langt værre alderdom, hvis den nu alligevel skulle give plads til en ny og smartere Vista-model.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere