Seks LCD-tv i til under 15.000
Der er sket ting og sager, siden vi sidste efterår testede LCD-fjernsyn i den store stil. Først og fremmest er bundniveauet hævet en del, ligesom du nu får langt mere for dine penge.
Ikke blot fordi apparaterne reelt prissættes mere aggressivt på grund af den aktuelle priskrig forretningerne imellem, men også i forhold til fjernsynenes panelkvalitet og –opløsning.
Der er ganske enkelt længere mellem de decideret ringe eller udstyrsmæssigt underfrankerede tv i mellemprisklassen.
Det er blandt konklusionerne i den stortest, du kan læse på de følgende sider.
Nu med digital tuner
Eksempelvis er indbygget digital DVB-T tuner endelig ved at blive en selvfølge. Hvilket naturligvis kun har betydning, hvis du har egen antenne og ikke først kører signalet over en harddiskoptager.
Et enkelt af de testede apparater havde endda indbygget digital kabeltuner - hvilket dog næppe bliver standard lige med det første. Desværre.
Godt nyt for High Definition-fans
For High Definition-fans er der sket det endnu mere spændende, at stadig flere LCD-apparater i mellemprisklassen kan gengive den ”store” High Definition standard, 1080p, der som bekendt kræver en skærmopløsning på 1.920 x 1.080 pixels.
Den slags var for et år siden forbeholdt apparater til mindst 20.000 kroner og op – i dag koster muligheden godt og vel det halve.
Man kan indvende, at 1080p kun betyder noget, hvis du har en eller flere enheder, der faktisk kan sende i denne opløsning. Såsom en HD-DVD- eller Blu-ray afspiller eller måske en PlayStation 3. Men hvor den slags for et år siden var udenfor rækkevidde, er enhederne i dag til stede – om end en smule kostbare – og så vil man naturligvis også gerne kunne udnytte dem til det yderste.
Har du derimod ikke en decideret HD-afspiller eller planer om at købe det, kan du være fløjtende ligeglad med, om dit HD-ready tv kan vise 1080p eller ej. For i det øjeblik signaludbyderne for alvor begynder at sende de nye superskarpe signaler, bliver der tale om enten 720p eller 1080i, der begge kan gengives i fuldt mål på de mange hundredtusinde apparater, der er langet over disken de senere år – og som ”kun” har en opløsning på 1366 x 768.
Men tilbage til testen. Vi indbød en lang række LCD-tv producenter til at sende os deres bedste apparat til maksimalt 15.000 kroner i størrelsesklassen 37 til 42 tommer. Det gjorde både Sony, Hitachi, Mirai, Samsung, JVC og Philips. Desuden indbød vi Medion og Toshiba, men uden held.
På næste side kan du læse lidt om, hvordan vi testede enhederne, og så går det ellers løs med testen. God jagt på dit næste tv!
Baggrund: Sådan testede vi
For at teste apparaternes billedkvalitet blev de tilsluttet en HDMI-splitter med højkvalitets HDMI-kabler samt en Panasonic Blu-ray afspiller af typen DMP-BD10A. Det gjorde os i stand til at distribuere et identisk 720p HD-signal til alle apparater på en gang og vurdere apparaternes billedmæssige styrker og svagheder direkte i forhold til hinanden.
Ligeledes afprøvede vi 1080p-afspilning på de LCD-tv, der kunne vise signalet rent, det vil sige uden nedskalering.
Apparaterne blev testet i et lokale med sparsomt naturligt lysindfald og uden kunstigt lys - svarende til lysniveauet i en almindelig dagligstue først på aftenen.
Det anvendte billedmateriale var en Blu-ray testskive fra Pioneer, Blu-ray udgaven af Casino Royale samt en standard definition udgave af Star Wars V - Return of the Empire (her blev udgangssignalet sat til almindelig progressiv standard definition, det vil sige uden kunstig signalopskalering).
Desuden testede vi både digitale og analoge tunere på alle apparater hver for sig med et ganske almindeligt antennesignal.
Vi afprøvede tillige apparaternes højttalere med lyden fra Star Wars V og gennemprøvede endelig menuer, indstillingsfunktioner og fjernbetjeninger grundigt.
Inden sammenligning af billedkvaliteten blev alle billedindstillinger sat til standard, hvorefter vi foretog en basal kalibrering af lysstyrke og kontrastniveau på hvert enkelt tv ved hjælp af en række testbilleder sendt via Blu-ray signal fra Pioneer-testskiven.
Tak til AV-Connection - www.avconnection.dk - for fremskaffelse af HDMI-splitter og kabler, samt til
Pioneer Danmark og Panasonic Danmark for udlån af testmateriale og Blu-ray afspiller.
Sony KDL-40D3000 (1)
Betjening
Med sin enkle fjernbetjening og gennemtænkte, danske menustruktur er Sony-fjernsynet nemt at betjene og indstille. Den basale menunavigation er logisk, og selv avancerede funktioner er lette at tilgå og justere.
Rosinen i pølseenden kunne have været en hjælpefunktion i menuen, der forklarer de enkelte funktioners basale virkemåde. Så vil du for eksempel vide noget om, hvad ”sort-korrigering” er for en størrelse, er der altså ingen vej uden om at frekventere den trykte manual (hvor vi kan læse, at det er en kontrastfunktion, der fremhæver detaljer i mørke billedpartier).
Manualen er – i sin danske udgave – en smule kortfattet, men til gengæld skrevet i et forståeligt sprog og illustreret med relevante menubilleder og diagrammer.
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Tilslutningsmæssigt er Sony godt med. Her er ikke blot digital tuner – hvilket burde være en selvfølge i denne prisklasse – men også tre HDMI-indgange samt optisk, digital lyd-udgang til for eksempel surround-anlæg. Billedfolket savner måske kortlæser, USB-indgang eller lignende finurligheder.
Men man kan jo alligevel lige så godt tilslutte den bærbare via VGA-indgangen, hvis man vil underholde familien med de seneste børnebilleder fra BonBon-Land, så det oplever vi ikke som en mangel.
Både de digitale og analoge tunere på tv-apparatet reagerer hurtigt. Gengivelsesmæssigt gør navnlig den digitale (DVB-T) tuner tillige et rigtig flot stykke arbejde og modtager selv det – langt fra imponerende – signal, vi har på redaktionen, rigtig flot. Helt enestående har Sony-apparatet også indbygget digital kabeltuner (DVB-C), så apparatet med rette dekoderkort kan modtage samtlige udsendelser fra Stofas- og TDC kabelnet. Dette afprøvede vi dog ikke.
Skift mellem forskellige inputs fra eksempelvis digital tuner til HDMI-signal – foregår uden unødig ventetid.
Apparatet kan modtage og gengive alle HD-signaler, 1080p dog kun i nedskaleret form. Modsat eksempelvis Hitachis deltager har Sony-apparatet nemlig kun et panel med opløsningen 1.366 x 768, hvilket jo ikke er nok til at vise 1080p (1.920 x 1.080 pixels) i al sin magt og vælde. Men om du kan se forskel mellem 720p og 1080p på tre meters afstand i denne skærmstørrelse, er dog mere tvivlsomt.
Sony KDL-40D3000 (2)
Billedkvalitet
Skærmen har testens bedste gengivelse af detaljer i mørke billedpartier, endda uden at skærmens står højere end de bedste konkurrenter. Hitachi og JVC kommer dog snært efter og til dels også Philips. Det giver et stort plus i karakterbogen.
Samtidig skal Sony-skærmen have ros for en fin gengivelse af motiver i bevægelse. Her er den – sammen med JVC – nærmest suveræn, og selv helskærmspanorering gengives stort set uden hak. Det er ret imponerende.
Farvegengivelsen er også rigtig pæn. Kulører gengives korrekt og med god dybde, endda uden der går farvelade i den Også på dette punkt ligger skærmen side om side med Hitachi og JVC, der også gør det rigtig godt, mens Philips og Samsung – efter undertegnedes mening – fremstår lige lovlig ferske.
Lydkvalitet
Der er udmærket bund i lyden fra fjernsynets indbyggede højttalere. Deres surroundsimulering – der danner en illusion om, at lyden kommer fra flere kilder end blot stereo – er acceptabel. Dog må man leve med, at dialog bliver en smule mudret i forhold til, hvis den ordinære stereoindstilling var slået til i stedet.
Overordnet vurdering
Det nydelige Sony KDL-40D3000 er et gennemført sympatisk produkt. Den lette betjening, de mange tilslutningsmuligheder, den gode digitale tuner og – navnlig – en særdeles fin billedgengivelse får dette apparat til at hæve sig over gennemsnittet. Til testens højeste vejledende udsalgspris på 15.000 kroner kunne vi dog godt have ønsket en opløsning på 1.920 x 1.080 ligesom den, vi finder hos både Hitachi, Mirai og Philips. Bare rent principielt.
Hitachi L37V01 (1)
Betjening
Fjernsynet har dansk menu og indeholder de basale indstillinger til justering af lyd- og billedkvalitet etc. Menuerne er nemme at finde rundt i og reagerer tilstrækkelig hurtigt til, at man ikke irriteres. Ligesom på Sony-apparatet savnes imidlertid miniforklaring på de enkelte menupunkter. Men eftersom der ikke er så mange af dem, går det nok endda.
Fjernbetjeningen er af ”multitypen”, der også indeholder kontrol af DVD og satellit-modtager (ligesom fjernbetjeningerne fra Samsung og JVC). Den er derfor også en smule mere forvirrende end rendyrkede tv-modeller, men man vænner sig hurtigt til de mange knapper.
Fjernbetjeningen har desuden genveje til samtlige videoindgange, og det er rart. Så slipper man nemlig for at skulle gennemløbe en hel menurække for eksempelvis at skifte fra tv til DVD-afspilning eller satellit.
Manualen er temmelig kortfattet og komprimeret i både indhold og layout, og det kunne være gjort bedre. Men den er i det mindste på dansk, og så er basis trods alt i orden.
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Hitachi L37V01 har en panelopløsning på 1.920 x 1.080 og kan vise den største HD-standard, 1080p (dette er ingen selvfølge; eksempelvis havde 37”-udgaven af Philips topmodel fra sidste år samme høje panelopløsning, men kunne mærkeligt nok ikke vise 1080p rent).
At apparatet ”kun” koster knap 13.000 kroner – og kan findes et par tusind kroner billigere, hvis man kigger sig for – er i og for sig ret imponerende.
Nu er Hitachi-apparatet ikke eneste deltager i denne test, der kan vise 1080p. Faktisk er denne massive opgradering af panelopløsningen blandt de mest bemærkelsesværdige udviklinger siden sidste års storttest af LCD-tv. Dengang kunne kun et enkelt apparat blandt de testede vise 1080p for fuld udblæsning – og det kostede endda det dobbelte.
Ligeledes finder vi digital tuner, hvilket heldigvis efterhånden er en selvfølge i prisklassen. Den er dog langt mere kræsen med signalkvaliteten end for eksempel Sony-apparatet. Så bor du ikke lige op og ned af tv-senderen, skal du regne med at måtte investere i en signalforstærker for at få en fornuftig modtagelse af digitale signaler med dette apparat. I øvrigt finder vi indbygget Common Interface-port til dekoderkort, hvilket kan blive relevant, når det jordbaserede digitale sendenet udbygges med betalingskanaler i større stil.
De kablede forbindelser i form af komponent og pc-indgang samt to gange HDMI er også på plads. Så du vil ikke mangle tilslutninger, med mindre du i fremtiden både skal tilslutte harddiskoptager, PlayStation 3 og – når den tid kommer – HD-modtageboks, der efter alt at dømme også vil gøre brug af HDMI-forbindelsen.
Hitachi L37V01 (2)
Billedkvalitet
Farverne står flot, og der er en god dybde i billedet. Apparatet har et fint sortniveau og gengiver detaljer i mørke billedpartier næsten lige så godt som konkurrenterne fra Sony og omtrent på samme niveau som JVC-skærmen.
Apparatet har også et velfungerende 3D-kam filter, der fjerner en acceptabel del af det flimmer, der opstår når man ser billeder med tætte, parallelle linjer (som for eksempel en stribet skjorte). Navnlig JVC klarer dén sag bedre, men helt skeløjet er Hitachi altså heller ikke.
Panorering og motiver i bevægelse gengives fint, men ikke lige så flot som på Sony KDL-40D3000. Der er en smule mere flimmer, når apparaterne sammenlignes side om side med identisk signal, men står apparatet alene, vil det på ingen måde blive bemærket som en svaghed.
Rent billedmæssigt er Hitachi-apparatet således et sympatisk bekendtskab, og eneste svaghed er en betragtningsvinkel en smule under middel. Dog skal man helt ud i 15-20 graders vinkel, før farverne blegner en anelse, og selv ved 50-60 grader kan billedet sagtens ses uden at få ondt i øjnene. Så i en almindelig stue vil du ikke bemærke problemet, selv hvis du sidder en lille smule skævt for.
Lydkvalitet
Højttalerne spiller rigeligt en stue op og mere til. Ligesom på Sony-apparatet er den virtuelle surroundfunktion velfungerende, men uden samme kedelige tendens til, at stemmer bliver en smule utydelige, når funktionen slås til.
Desværre mangler de gammelkendte justeringer af bas og diskant – dem skal man indstille indirekte ved for eksempel at slå subwoofer eller dynamisk bas til og fra, og det vil nok forekomme nogle en smule bøvlet. Til gengæld er her rigtig mange andre indstillingsmuligheder, og gør du dig de nødvendige anstrengelser, får du et rigtig hæderligt resultat ud af anstrengelserne.
Overordnet vurdering
Det er imponerende, at Hitachi kan levere et tv med både Full HD-panel og så gode billedvisningsegenskaber, som L37V01 trods alt har, til en vejledende udsalgspris på knap 13.000 kroner (og formentlig i disse dage betydeligt lavere).
Apparaterne fra både Sony og til dels JVC slår i større eller mindre grad Hitachi på billedkvaliteten. Men her må man i begge tilfælde dels undvære både den høje opløsning og – i JVCs tilfælde – også den digitale tuner. Men eftersom Hitachis tuner ikke er i verdensklasse, så er den fordel nok til at overse.
Som eneste apparat leveres Hitachi-tv’et også med vægbeslag, og det er jo en behagelig bonus.
Kan du i disse priskrigstider finde Hitachi L37V01 til under 10.000 kroner, så køb det. Det er alle pengene værd. Men finder du i disse priskrigstider Sony KDL-40D3000 til samme pris – og skal du ikke partout have Full HD – så kast dig over det i stedet..
Mirai DTL-642E500 (1)
Betjening
Mirai er et relativt nyt mærke på det danske marked for discountskærme til tv- og pc-brug, og denne model bærer da også præg af, at prisrouletten stopper ved de 10.000 kroner. Fjernbetjeningen er da også en temmelig anonym standardsag med små gummiknapper og et design, der næppe inspirerer til hyldestserenader.
Menusystemet er tillige meget basalt, og man har knap brug for den kortfattede, danske manual for at lade sig guide rundt.
Men hvor menusystemet trods alt reagerer relativt kvikt, tager det mellem syv og otte sekunder at skifte fra tuner til HDMI-indgang. Det er ganske enkelt for sløvt og ville – i en hverdagssituation – give undertegnede grønne knopper af irritation. Denne mærkværdighed kan skyldes, at vores testmodel ifølge importøren var udstyret med gammel firmware. Så falder du for Mirai-skærmen, bør du kontrollere om skiftetiden er kommet ned i et mere menneskeligt leje, før du svinger dankortet.
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Forbindelsesmæssigt er Mirai DTL-642E500 også en smule underfrankeret. Her er for eksempel ikke digital tuner, hvilket er snart sagt utilgiveligt, to år før det analoge sendenet udsender sit sidste kvæk. Til gengæld er den analoge tuner – nåja – måske ikke i verdensklasse, men dog acceptabel.
Ligeledes spejder vi forgæves efter den komponentforbindelse, der ellers sikrer en næsten lige så god overførsel af videosignaler som HDMI.
Her er dog både to HDMI-stik samt de obligatoriske SCART- og VGA-indgange.
Til gengæld har fjernsynet et panel med en opløsning på hele 1.920 x 1.080 og skulle kunne håndtere et råt 1080p-signal. Så når vores testmodel IKKE kunne vise 1080p, skyldes det ifølge importøren altså førnævnte forældede firmware på testenheden.
Så har du et apparat af denne type, er denne mærkværdighed altså endnu en grund til at kontrollere, at firmwaren er nyeste udgave (og er det ikke tilfældet, påtager importøren sig at afhente apparatet på din bopæl, opdatere det og returnere enheden igen uden beregning).
Det ændrer alt sammen ikke på, at man i bogstaveligste forstand får meget HDTV for sine penge. Helt præcis en tomme diagonalmål pr. 238 betalte krone. Og det er jo ikke til at kimse af, hvis ambitionen er et stort billede på stuevæggen til en overkommelig pris.
Mirai DTL-642E500 (2)
Billedkvalitet
Apparatet har en kedelig tendens til at brænde detaljer af i de mørke dele af et billede. Samtidig står billedet – selv når det er optimalt indstillet – meget lyst i forhold til de andre skærme, hvor nævnte detaljer ER synlige. Endelig brændes farver af i vidt mål og fremstår for lyse og unaturlige.
For at gøre ondt værre, har Mirai-skærmen testens ringeste gengivelse af motiver i bevægelse. Et af vores testsekvenser var panorering hen over en bogside, og her faldt skærmen fuldstændig igennem. For hvor bogstaverne var fuldstændig læselige på skærmene fra både Sony og JVC, let gnidrede på Hitachi, Philips og Samsung, var de fuldstændig ulæselige på Mirai-skærmen.
Lydkvalitet
Indstillingsmulighederne begrænser sig til balance, diskant, bas og SRS Wow (virtuel surround). Hvilket i og for sig ikke er noget problem. Tale gengives acceptabelt, mens musik og eksplosioner lyder decideret rædderligt.
Dels mangler her fuldstændig mellemtone, dels virker det, som om kraftig bas reflekteres uhensigtsmæssigt i kabinettet, så der dannes en slags skinger resonans. Resultatet er eksempelvis, at selveste Darth Vader lyder, som om han har en tudse i halsen. Mirais chefingeniør skal nok prise sig lykkelig for, at han ikke tjener under Galaksens mørkeste astmatiker...
Overordnet vurdering
Mirai-skærmen er på mange måder testens underhund. Navnlig i vurderingen af skærmens billedkvalitet falder den tydeligt igennem i forhold til testens øvrige deltagere, men heller ikke lyden er for god.
På den anden side kan vi ikke ignorere, at apparatet med en opløsning på 1.920 x 1.080 ifølge producenten skulle kunne håndtere den højeste HD-standard, 1080p (når blot firmwaren er opdateret, hvilket den ikke var på vores testeksemplar). Det er imponerende til en vejledende udsalgspris på blot 10.000 kroner, og som sådan får du på alle måder meget tv for pengene. Det er ikke uvæsentligt.
Men med den aktuelle priskrig på fladskærme in mente skulle det heller ikke undre, om du kan finde et af testens øvrige – og væsentligt bedre – apparater til samme pris, og i dén kontekst kan Mirai-apparatet ikke anbefales.
Samsung LE40R86BD (1)
Betjening
Den overskuelige, danske menu gør det nemt at indstille fjernsynet, både mht. kanaler, billede og lyd. Ligesom på Sony-apparatet er her temmelig mange justeringsmuligheder, men menupunkterne er prioriteret, så man lettest når de mest anvendte indstillinger såsom kontrast, lysstyrke, skarphed etc.
De mere eksotiske indstillingsmuligheder såsom Samsungs Movie Plus-indstilling er placeret i en sekundær menu, så man ikke skræmmes væk af alt for mange menupunkter i første omgang. Dog kunne vi – også her – savne en kort forklaring af de enkelte indstillingsmuligheder, så man ikke behøver at frekventere manualen (som i vores tilfælde var på engelsk, men vi formoder, at man som kunde får en oversat udgave med i købet).
Fjernbetjeningen er ikke voldsomt overskuelig, men dog velfungerende og i øvrigt ganske pæn.
Skift mellem billedformater og diverse inputs foregår nemt og hurtigt, ligeledes via genveje på fjernbetjeningen.
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Samsung LE40R86BD er ganske velforsynet på tilslutningsfronten med hele tre HDMI-indgange, komponentforbindelse, digital lydudgang (optisk) og naturligvis VGA-indgang for pc-tilslutning.
Her er også en velfungerende digital tuner, der ligesom Sonys ditto – men modsat eksempelvis Hitachis – fanger redaktionens lidt besværlige digitale signal uden problemer.
Også med hensyn til opløsning ligner Samsung-apparatet konkurrenten fra Sony. Panelet kan kun vise 1.366 x 768, det vil sige nok til den lille HD-standard 720p, men ikke tilstrækkeligt til storebroderen 1080p. Men her skal vi igen ikke undlade at bemærke, at nok de færreste vil bemærke forskellen, så længe panelet ikke er større end 40 tommer.
Samsung LE40R86BD (2)
Billedkvalitet
Største billedmæssige svaghed ved apparatet er, at det langt fra har testens bedste sortniveau. Tværtimod skal det stå en del lysere end eksempelvis Sony og JVC for at gengive alle detaljer i et mørkt billede. Det vil irritere billedeaficionados. Men problemet er trods alt ikke så udtalt som på Mirai-skærmen.
Motiver i bevægelse gengives acceptabelt, mens apparatet ikke klarer hurtige panoreringer særlig pænt. Her er en vis tendens til hakken og decideret flimmer i motivets kanter. Det er ikke godt nok, og igen gør alle andre skærme end netop Mirai det bedre. Desuden ser vi tendens til flimren i gengivelse af parallelle linjer og mønstre.
Farvegengivelsen hælder ligesom Philips-skærmen til den neutrale side. Hvilket nogle vil hylde, mens andre synes det er en smule ferskt og foretrækker den mere kulørte virkelighed, som navnlig Sony og Hitachi er eksponenter for.
Lydkvalitet
Dette tv mangler også dedikerede bas og diskant-indstillinger, men de prædefinerede lydindstillinger for blandt andet musik og film gør arbejdet så godt, at du næppe savner muligheden. Ligeledes kan entusiaster detailjustere lyden via en equalizer.
Lydbilledet er mere veldefineret og med bedre mellemtonegengivelse end på eksempelvis Sony- og Hitachi-modellerne. Ved moderat volumen er her heller ingen tendens til overstyring eller skingre toner som på Mirai-apparatet. Dog lider også Samsung under, at den virtuelle surround mudrer talegengivelse og gør det en smule sværere at høre, hvad skuespillerne siger. Men i den store sammenhæng gør de indbyggede tv-højttalere et væsentligt bedre stykke arbejde end gennemsnittet.
Overordnet vurdering
Samsung har de senere år markeret sig ved markedsføring af endog særdeles nydeligt designede tv-apparater, og LE40R86BD er bestemt ingen undtagelse. For smukt, det er det, og prisen på knap 13.000 kroner forekommer heller ikke urimelig.
Ligeledes kan man glæde sig over en meget velfungerende digital tuner, suveræn lyd og let betjening.
Billedmæssigt kommer vi imidlertid ikke uden om at uddele hug til koreaneren. Det trækker eksempelvis gevaldigt ned i den samlede karakter, at mørke scener ses som gennem et røgslør, fordi man skal skrue alt for meget op for lysniveauet for at få alle detaljer med. Apparatet høster heller ikke ros for flere eksempler på hak og fejl i gengivelsen af blandt andet panoreringer. Det kan Samsung gøre bedre, og det gør de forhåbentlig også næste gang.
JVC LT-37P80 (1)
Betjening
Fjernsynets menufunktion er dansk og logisk opbygget. Ligesom på eksempelvis Samsung-apparatet er de enkelt indstillinger grupperet efter relevans, så man ikke overvældes af alt for mange muligheder fra første færd.
Som ”nybegynder” vil man tillige glædes over en ualmindeligt god og pædagogisk manual, der guider én godt gennem ethvert tænkeligt spørgsmål. I sit indhold adskiller manualen sig måske ikke stort fra andre producenters, men et gennemtænkt layout og instruktive tekster giver det sidste pift. Udmærket, at JVC har gjort sig den ulejlighed at hjælpe kunderne på vej.
Fjernbetjeningen er ikke et designstudie. Faktisk er den temmelig plasticagtig, men dog relativt overskuelig og nem at hitte ud af. Skift mellem inputs – for eksempel mellem tuner og HDMI-indgang – foregår hurtigt og enkelt, og navnlig skifter tuneren ekstremt hurtigt kanal, hvilket vil glæde uhelbredelige zappere (som undertegnede).
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Panelet har en opløsning på blot 1.366 x 768 og kan således maksimalt vise 720p/1080i, men ikke 1080p. Her er ikke digital tuner, hvilket ellers er standard på en række andre apparater i prisklassen. Så ønsker du det, skal du spørge efter fjernsynets i øvrigt identiske storebror, der har digital tuner og koster cirka 1.000 kroner ekstra. På den led er apparatet – eller alternativt dets storebror – rent udstyrs- og prismæssigt omtrent på højde med konkurrenterne fra Sony og Samsung.
Også på forbindelsesfronten ligner de tre apparater hinanden, selv om JVC-modellen ”kun” har to HDMI-porte og mangler optisk, digital lydudgang. Om det opfattes som en mangel eller ej, afhænger helt af dit behov.
JVC LT-37P80 (2)
Billedkvalitet
I sin billedgengivelse hører JVC-skærmen sammen med Hitachi og navnlig Sony til blandt testens overordnet bedste. Her er god dybde i billedet, flotte farver og fin detaljering i mørke billedpartier, uden man behøver at hæve lysniveauet for at få detaljerne med.
Mystisk nok lykkedes det aldrig at få skærmen til at vise alle de mørke bjælker i vores testbilledsamling; det kunne alle andre apparater ellers. Men eftersom der – som sagt – ikke er problemer med gengivelsen af mørke detaljer i de film, vi har afviklet, må vi tilskrive dette fænomen en ukendt teknisk mærkværdighed ved JVC-apparatet...
Panoreringer og hurtige motivbevægelser klares også rigtig flot, mindst på linje med Hitachi-apparatet og et langt stykke hen ad vejen endda lige så pænt som Sony. 3D kam filtret er også velfungerende og fjerner næsten al tendens til flimmer ved gengivelse af fine mønstre. Her er ikke så meget at være utilfreds med.
Lydkvalitet
Som eneste tv i testbaljen har JVC LT-37P80 ingen virtuel surround-funktion. Men anvender du aldrig funktionen, fordi du alligevel altid kører lyden over dit surround-anlæg, er det naturligvis fuldstændig ligegyldigt.
Til gengæld er lydgengivelsen fin, næsten – men også kun næsten – på højde med Samsung-apparatets, også når der skrues en smule op for styrken. Tillige har apparatet indbygget funktion til dialogforstærkelse ved lav volumen. Et sympatisk træk, hvis man har sovende børn i hjemmet og gerne vil kunne fange alle replikker efter klokken 20:30 uden at skulle skrue alt for meget op..
Overordnet vurdering
JVC-apparatet brillerer ikke med sit udstyrsniveau. Her mangler digital tuner, og apparatet har heller ikke opløsning til at vise 1080p.
Til gengæld er det let at betjene, og kommer man alligevel på vildspor, er der hjælp at hente i testens suverænt bedste manual.
Desuden klarer det billedgengivelsen med bravour. Det ligger i vores optik kun en anelse efter Sony og klarer sig endda marginalt bedre end Hitachi. Så vil du blæse Full HD en hatfuld og er du ligeglad med, om dit tv har DVB-T tuner (enten fordi du alligevel modtager via kabel/satellit eller kører signalet over harddiskoptageren), så er JVC LT-37P80 slet ikke noget dårligt køb. Navnlig ikke, hvis du under den aktuelle priskrig kan finde det på slagtilbud.
Philips 37pfl7662D (1)
Betjening
Ingen af de testede apparater er decideret besværlige at anvende, og navnlig Sony og JVC har usædvanligt gode menuer og/eller brugervejledninger. I toppen af kransekagen finder vi imidlertid Philips-apparatet, hvis lynhurtige og intuitive menusystem gør apparatet nemt at betjene for alle og enhver. Når det tændes første gang, guides man i ét hug gennem både analog- og digital kanalindstilling, og så kan det vist ikke være lettere.
Hardcore TV-entusiaster vil muligvis rynke på næsen af, at vi fremhæver faktorer af denne karakter som et gode. Men for den almindelige forbruger gør det en stor forskel, om et apparat er let at betjene eller ej – og det er Philips 37pfl7662D virkelig.
Fjernbetjeningen er blandt testens mindste, ligesom knapperne er en anelse små og gnidrede. Men den er nem at blive dus med, og det er nu engang det vigtigste.
Tilslutninger, specifikationer og funktionalitet
Udstyrsmæssigt tilhører Philips 37pfl7662D den helt gode del af testfeltet og spiller lige op med Hitachis deltager. Med sin opløsning på 1.920 x 1.080 pixels viser også Philips-apparatet alle HD-signaler op til 1080p uden nedskalering (hvilket producenterne også betegner Full HD, blot for at kaste endnu et begreb i hovedet på deres kunder).
Ligeledes er her blandt andet de obligatoriske to HDMI-stik samt komponentforbindelse og en Common Interface-indgang, så du med rette kort og kanaludbud kan se kodede udsendelser. Fin fremtidssikring.
Den digitale tuner gør et hæderligt stykke arbejde. Dog oplevede vi enkelte udfald – hvilket ikke var tilfældet med tunerne i Sonys og Samsungs apparater. Men problemet var på den anden side langt fra så omfattende som på Hitachi-modellen, og som sådan er tuneren godkendt herfra.
Philips 37pfl7662D (2)
Billedkvalitet
Philips-apparatet har flere gode takter. Det gengiver mørke billeddetaljer i fin stil, næsten lige så godt som deltagerne fra Sony, JVC og Hitachi.
Det håndterer også panorering ganske pænt, blot billedet ikke indeholder alt for små detaljer af betydning, for de har en slem tendens til at gnidre. Ligeledes ses undertiden en meget begrænset tendens til flimmer og pixelfejl, selv ved visning af HD-indhold. Og navnlig vises store, ensartede flader som for eksempel blå himmel en smule mudret. Men det skal man nu stå ret tæt på fjernsynet for at se. Ligeledes er der i gengivelsen af fine linjer en tendens til flimmer.
Samlet er det dog relativt små anker mod en alt i alt udmærket billedgengivelse.
Lydkvalitet
En håndfuld prædefinerede indstillinger gør det let at tilpasse lydbilledet til film, musik eller tale. Det er nemt og velfungerende. Ligeledes kan man finjustere indstillingerne via fjernsynets equalizer-modul. Lidt bøvlet for ikke-lydentusiaster måske, men fint at muligheden er til stede. Til gengæld mangler ”udpenslet” indstilling af bas og diskant. Der er udmærket bund i højttalerne og acceptabel mellemtone.
Her er velfungerende virtuel surround – dog med samme tendens til at mudre stemmerne som hos Sony og Samsung – samt indstilling til automatisk udjævning af lydniveauet. Praktisk, hvis man vil forhindre det hysterisk opskruede lydniveau i TV3s reklameblokke i at blæse stuen omkuld.
Overordnet vurdering
Med 37pfl7662D har Philips lavet et udmærket produkt, der på det billedmæssige felt klarer sig igennem uden hverken alvorlige anmærkninger eller - for den sags skyld – jubelråb.
Apparatet er exceptionelt let at betjene, indeholder digital tuner (dog ikke testens bedste) og kan vise 1080p for fuld skrue – alt sammen til en pris på kun godt 13.000 kroner, hvilket må betegnes som en meget fornuftig prissætning.
Samlet en præstation pænt over det jævne, ikke helt ulig Hitachis deltager, der dog klarer sig marginalt bedre i billedvisningen.
Samlet skema med specifikationer
Konklusion: Og vinderen er...
I testens udskilningsløb faldt Mirai hurtigt igennem på flere felter, men også Samsung markerede sig på billedsiden ufordelagtigt i forhold til konkurrenterne. Så ud til højre med dem.
Herefter blev det samlede testbillede mere mudret. Vi kunne ganske vist konstatere, at Sony havde en god digital tuner og suveræn betjening, ligesom apparatet leverede testens flotteste billede. Så er navnlig billedkvaliteten blandt dine vigtigste parametre, kan vi herfra kun anbefale Sony KDL-40D3000.
På den anden side er her – når alt er sagt og gjort – tale om præstationsmæssige marginaler i forhold til de resultater, navnlig Hitachi, JVC og til dels Philips kunne præstere. Samtidig havde både Hitachi og Philips en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels, hvor Sony og JVC ”kun” kunne vise 1.366 x 768.
Endelig er Sony-apparatet – med mindre du går på online-prisjagt – simpelthen for dyrt i forhold til, hvor meget du får hos konkurrenterne til færre penge.
Så skal vi tage udstyrsniveau, opløsning og til dels pris in mente, må vi således konstatere, at Hitachi med L37V01 har leveret et imponerende apparat i mellemprisklassen. Derfor er det vores samlede testvinder.
Ikke blot æder det 1080p-signaler til morgenmad, det viser også både HD- og standard definition signaler rigtig nydeligt, og således vinder apparatet efterårets stortest af LCD-tv på point. Men mod endog meget kvalificerede konkurrenter og i tæt opløb med både JVC, Philips og ikke mindst Sony.
