Laboranter risikerer at miste efteruddannelse

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 7. november 2002.


KARRIERE & KOMPETENCE:
Laboranter risikerer at miste retten til værdifuld efteruddannelse, hvis de som foreslået i et lovforslag
udskrives af Arbejdsmarkedsuddannelsesloven.

Fra politisk hold langer flere af oppositionspartiernes uddannelsespolitiske ordførere ud efter det udkast, som regeringen har udarbejdet til en ny lov om arbejdsmarkedsuddannelser (AMU).

Det Radikale Venstre: "Det er ikke rimeligt, at laboranterne udskrives af AMU-loven. Regeringen rammer næsten konsekvent de kortest uddannede i deres besparelseskorstog. Det sker også ved indførelse af gebyr på de almene fag på VUC og ved besparelserne på voksenuddannelsesstøtten til de fagspecifikke kurser - begge fra forslaget til finansloven," siger Marianne Jelved (R).

Socialdemokraterne: "Vi vil være særdeles opmærksomme på, hvordan målgruppen defineres, når lovforslaget skal behandles. Vi vil ikke være med til at forhindre opkvalificering og videreuddannelse af laboranter i biotek- og medicinalindustrien, siger Frank Jensen (S).

Enhedslisten: "At laboranterne foreslås fjernet fra AMU-målgruppen er en klar konsekvens af regeringens skattestop og deres snævre uddannelsespolitiske grundholdning. Besparelser og indskrænkninger står højt på regeringens dagsorden, og det er ikke kun laboranterne, der er i klemme," siger Jørgen Arbo-Bæhr, arbejdsmarkedssekretær i Enhedslisten.

12.000 laboranter, 2.000 laboratorieteknikere og 1.000 miljøteknikere slår deres folder på det danske arbejdsmarked. Til dato har denne faggruppe nydt godt af offentligt finansieret efteruddannelse i regi af AMU-systemet, alt imens deres arbejdsgivere har modtaget lønkompensation, når medarbejderne sad på skolebænken.
Men sådan kommer fremtiden ikke til at se ud, hvis det står til regeringen.

I et udkast til en ny lov om arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), hvis høringsperiode sluttede den 14. oktober, lægger regeringen op til, at laborantområdet skal fjernes helt og holdent fra AMU-systemets målgruppe.

Argumentationen er, at laborantuddannelsen i dag er en kort videregående uddannelse (KVU) og ikke - som det var tilfældet tidligere - en kortere erhvervsrettet uddannelse. Derfor skal laboranterne ud i kulden.

Problemet er blot, at cirka 8.000 af de erhvervsaktive laboranter på arbejdsmarkedet i dag har en erhvervsuddannelse (EUD) med fem til ti måneders teoretisk uddannelse efterfulgt af praktik.

Bl.a. derfor har regeringens udspil, der skal behandles i Folketinget ved udgangen af november, udløst vrede i Dansk Laborant-Forening og industrien. De kalder argumentationen bag lovforslaget "hullet" og mener, at laboranterne fortsat bør være en del af AMU-målgruppen.

Slag i ansigtet
"Hvis lovforslaget vedtages, berøver man 12.000 mennesker muligheden for en statslig støttet efteruddannelsesmulighed. Det er uacceptabelt," siger Jens Christian Olsen, faglig sekretær i Dansk Laborant-Forening.
Han kalder lovforslaget et slag i ansigtet. Ikke kun på laboranterne, men også industrien. Desuden peger han på, at adgangen til gratis AMU-efteruddannelse er vigtig, fordi grunduddannelsen på laborantskolen er kortvarig og kun giver en elementær baggrundsviden for at søge ud i en række meget forskellige produktions-, forsknings- og kontrolrelaterede arbejdsmiljøer. Her har AMU-systemet hidtil fungeret som en vigtig faktor i laboranternes muligheder for at specialisere og omskole sig.
Også hans kollega, Lisbeth Holm, formand i Dansk Laborant-Forening, er fortørnet over den foreslåede ændring til AMU-loven.

"Det her vil ramme både udbudet og kvaliteten af AMU-kurserne, der i dag omfatter alt fra, hvordan HPLC-udstyr betjenes over apparatteknik til DNA Sekventering. Kurser, der er blevet skræddersyet over en årrække specielt til laboranterne. Hvis det bliver den enkelte laborant eller rettere arbejdsgiveren, der skal betale gildet, får det uheldige konsekvense. Eftersom laboranter ansat i det private har bedre muligheder for at rejse penge til efteruddannelse, frygter vi, at brugerbetaling vil føre til skævvridning af kompetenceniveauet i den private kontra den offentlige sektor. Derudover vil brugerbetaling føre til en nedgang i søgningen af kurser. Det vil ramme udbudet, fordi en mindre søgning vil betyde, at såvel private som offentlige uddannelsesudbydere ikke vil have en forretningsmæssig interesse i at udbyde visse kurser," siger hun.

Industrien stritter imod
Også i industrien er der modstand mod lovforslaget. Således har uddannelsesrepræsentanter fra både Lundbeck og Novo Nordisk i dagspressen for nylig udtrykt utilfredshed med lovforslaget og peget på, at det kan ramme de mindre biotekfirmaer, som ikke har luft i økonomien og kun har en mindre gruppe laboranter ansat.

Samme holdning har Dansk Industri, hvor konsulent Torben Valgren udtaler:
"Vi kan ikke se nogen fornuftige argumenter for, at laboranterne pludselig skal skrives ud af AMU-målgruppen. AMU er primært målrettet ufaglærte og erhvervsuddannede. Men netop på laboratorieområdet findes der ikke en erhvervsuddannelse. Derfor skal laboranter dække arbejdsmarkedet fra det ufaglærte arbejde helt op til det korte videregående. Sammen med det faktum, at en stor del af laboranterne på arbejdsmarkedet i dag har den gamle EUD-uddannelse, mener vi ikke, de skal fjernes fra AMU-målgruppen.

Det er bl.a. Eva Steiness, adm. dir. i biotekselskabet Zealand Pharma, enig i.
"I vores tilfælde anvender vi kun AMU-kurserne i begrænset omfang. Men min holdning er stadig, at det er paradoksalt, at regeringen opprioriterer biotek- og farmaindustrien, alt imens de stækker industriens - og i særdeleshed de små biotekselskabers - muligheder for at opkvalificere en vigtig medarbejdergruppe. De har jo modsat de større selskaber færre ressourcer til efteruddannelse," siger hun.

I den lille biotekvirksomhed TAG Copenhagen supplerer adm. dir. Jakob Ross-Petersen.
"Biotekindustrien bevæger sig så hurtigt, at vi må tage efteruddannelse i små bidder, når der sker noget nyt. Vi benytter dog primært interne kurser og efteruddanelse hos leverandører," siger Jakob Ross-Petersen, der ikke kan se, at eksempelvis HPLC-kurser hos AMU har umiddelbar værdi for hans virksomhed.

Hos folketingsmedlem Tina Nedergaard (V), der er medlem af uddannelsesudvalget, forsvares undervisningsministerens forslag:
"Vi vil drøfte det her med de øvrige partier i Folketinget. Og hvis der er oplagte problemer i afgrænsningen af målgruppen, så kigger vi på det. Men det er væsentligt at bemærke sig, at teknikergruppen, herunder laboranter, ikke afskæres fra efteruddannelse, selvom de skulle komme uden for AMU-målgruppen. Vi vil fortsat kigge på gruppens efteruddannelsesmuligheder, herunder adgangen til KVU-enkeltfag," siger hun.

Billedtekst:
I regeringens udkast til en ny lov om arbejdsmarkedsuddannelser ligger det i kortene, at
laboratorieområdet skal fjernes fra lovens målgruppe. Hvis loven vedtages, mister laboranterne muligheden at tage gratis kurser i AMU-regi.

Boks:
Vi har talt med
¥ Hanne Hansen, inspektør, Aarhus Tekniske Skole, Laborantskolen.
¥ Jørgen Esbensen, inspektør, Slagteriskolen i Roskilde.
¥ Hanne Willer, chefkonsulent, Teknikersekretariatet (33779105).
¥ Kai Reiter, konsulent, Slagteriskolen, Roskilde.
¥ Jens Christian Olsen, faglig sekretær, Dansk Laborant-Forening.
¥ Lisbeth Holm Pedersen, formand, Dansk
Laborant-Forening. (23819187).
¥ Torben Valgren, konsulent, Dansk Industri.
¥ Eva Steiness, adm. dir., Zealand Pharma.
¥ Jakob Ross-Petersen, adm. dir.,
TAG Copenhagen
¥ Marianne Jelved, uddannelsespolitisk ordfører, Det Radikale Venstre.
¥ Jørgen Arbo-Bæhr, arbejdsmarkedssekretær, Enhedslisten.
¥ Tina Nedergaard, folketingsmedlem (V), medlem af uddannelsesudvalget.
¥ Frank Jensen, uddannelsespolitisk ordfører, Socialdemokraterne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere