Det bedste danske øl er belgisk

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. december 2002.


Jeg ved det godt. Det er en stærkt provokerende overskrift for en nation, der bilder sig selv ind at være det stolte folkeslag bag verdens muligvis bedste øl. Men det er en bøvet, national misforståelse, at vi muligvis producerer verdens bedste eller næstbedste øl. Vi er muligvis ikke engang med i top ti.

Overskriften er i øvrigt et reklameslogan fra en lille storkøbenhavnsk importør af belgisk øl. Den har slået sig op på nettet med en forretningsidÈ, der ligner den fra den danske dotcom-succes Årstiderne, hvor tekno- og økologibevidste danskere længe har kunnet frådse i friske frilandssalater, savoykål og skozonerrødder.

Nu har vi andre dødelige, som er mere optaget af vitaminindtag i skikkelse af ølgær (B-vitaminer, ikke sandt?) endelig mulighed for at købe det optimale øl på nettet og få det leveret lige til køleskabsdøren fra folkene bag kælderudsalget og e-handelsfirmaet BelgiskBryg.dk.

Og inden nogen i blasfemisk forargelse over at læse om udenlandsk øl kaster avisen fra sig, så lad os sammen lægge hånden på hjertet og ramme en pæl af bundgarnstykkelse gennem myten om, at det kun er øl fra Carlsberg og Tuborg, der dur. Faktum er, at verdens bedste øl fremstilles og drikkes uden for landets grænser i almindelighed og blandt vore sydlige naboer i særdeleshed.

Det er ikke umuligt at opdrive ordentligt øl i Danmark. Men det står ikke i øjenhøjde i supermarkederne, hvis det overhovedet findes der. Enkelte mærker som Guinness, Heineken og Budweiser har fundet vej, men helt ærligt: Vi vil have ordentligt øl. Hvis vi alle sammen i bare en uge blev tvunget til kun at drikke tjekkisk øl, var det kun flyttemand Olsen, der ville bestille en Tuborg igen af egen fri vilje.

Men hvorfor er det så svært at købe ordentligt øl i Danmark? Skyldes det i virkeligheden blot den gamle sandhed om, at monopoler er af det onde? For let's face it: Carlsberg sidder tungt på øl-Danmark. Vist har de ikke formelt eneret på at sælge øl i Danmark, men deres unikke placering i spidsen for det danske ølmarked er ikke opnået, fordi de laver det bedste øl.

Det skyldes snarere, at Carlsberg har formået at skabe sig indflydelse via store økonomiske interesser på tværs af en lang række erhverv kombineret med en effektiv reklamemaskine, der har skabt begreber som Vores Øl samt selvfølgelig deres historiske habitus, som tilmed har kastet en folkelig tv-serie af sig om Bryggeren. Det har placeret imperiet på Valby Bakke i en position, hvor konkurrenterne holdes effektivt fra døren. Sådan ser det i hvert fald ud, når man sidder og skumler over sin Wiibroe til en tier nede på Den Gyldne Fasan.

Ophævelsen af dåseforbuddet burde have været startfløjtet til, at kaskader af øl fra verdens bedste ølbryggere i Tjekkiet, Belgien og Tyskland kunne strømme frit over landegrænserne. Men tværtimod holder det danske retursystem alverdens gode øller væk fra de danske ganer. For de udenlandske ølproducenter er det danske marked ganske enkelt for lille til, at det bare tilnærmelsesvis kan betale sig at fremstille dåser og flasker med de specielle danske stregkoder.

Og dåserne, der under stort ståhej blev frigivet i Danmark i sommer, er blevet et kæmpe flop, for de færreste kan se fidusen i at betale 40 procent mere for det samme, bare fordi det er svøbt i aluminium, der i øvrigt ikke må krølles, hvilket ret beset ellers er den største fornøjelse ved at drikke dåseøl. Carlsberg sad for resten med i det udvalg, der skulle afstikke retningslinierne for retursystemet for de nye dåser, og det rager dem forståeligt nok en bajer, at den danske dåsehandel er blevet en dundrende fiasko.

Når det kommer til øl, er vi blevet fattige og kulturløse og henvist til at drikke industriprodukterne fra en bryggerigigant og en håndfuld provinsbryggier, der overvejende producerer hurtigbrygget discountøl. Det udenlandske øl må vi tænke os til - eller købe til tre-fire gange prisen på en dansk pilsner, når vi altså lige kan finde frem til det.

Heldigvis har vi nettet - og entusiastiske ølkendere, som trodser de urimelige betingelser, der hersker på ølmarkedet i Danmark. Det er på tide, der kommer noget open source i det danske ølsalg. Det er på tide, at monopolet brydes. Microsoft endte for karteldomstolen i USA, men gik fri. Carlsberg ville ikke slippe så let, hvis Øltribunalet var opfundet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere