Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 4. september 2003.
Ingrediensleverandør Chr. Hansen har taget initiativ til et nyt forskningsprogram, der skal afdække antibiotika-resistens i fødevarer. Projektet har fået tilsagn om 20 mio. kr. fra EU's 6. rammeprogram.
Et nyt forskningsprogram, der skal afdække antibiotika-resistens, skal sikre, at kommende EU-regler bliver vedtaget på et solidt, fagligt grundlag, oplyser Svend Laulund, Chr. Hansen.
"I øjeblikket kan vi godt frygte, at man ender med at få vedtaget nogle uigennemtænkte regler, som for eksempel stiller krav om en masse unødvendige forsøg på dyr. Det er der jo ingen, der ønsker," siger han.
Svend Laulund er desuden koordinator på projektet for branchesammenslutningen European Food and Feed Cultures Association.
"Man har brugt bakteriekulturer i fødevarer i tusinder af år, men først for nylig har vi fået genetisk indsigt i, hvorfor bakteriekulturerne virker, og om der eventuelt kan udvikles skadelig resistens i forædlingen," siger han.
Ifølge Svend Laulund har op mod en fjerdedel af den føde, vi indtager, været igennem en eller anden form for gæring eller bakteriel forædling, uden at dette medfører sundhedsskadelige effekter. Men branchen frygter, at de stramme og uklare regler, der gælder for antibiotika i dyrefoder, skal overføres til fødevarer.
Skadelig antibiotika-resistens
"Vi kender ikke til problemer med antibiotikaresistens i fødevarer i dag, men med den aktuelle fokus, der er på fødevaresikkerhed, ønsker vi med dette forskningsarbejde at få klarlagt, om der eventuelt er skadelig antibiotika-resistens i de bakteriestammer, vi anvender i fødevareindustrien," siger han.
Projektet har fået lige ved 20 mio. kr. i støtte fra EU's 6. rammeprogram, og målet er foruden at få beskrevet de bakteriekulturer, der anvendes i industrien, at få en genetisk forståelse for mekanismerne ved antibiotisk resistens samt at forstå, hvordan man undgår at overføre resistens i fødekæden.
Desuden foreligger der en stor kommunikationsopgave, der skal hindre, at udviklingen inden for fødevarer bliver sat i bås med eksempelvis GMO.
"Antibiotika-resistens er en naturlig egenskab ved bakteriekulturer. Men det er ikke det samme, som at der er tale om en skadelig antibiotika-resistens. Så derfor skal vi have tilvejebragt det videnskabelige grundlag for, hvad der virker og hvorfor," siger Svend Laulund.
Ud over Chr. Hansen deltager fra Danmark også Fødevaredirektoratet og Statens Serum Institut i projektet, der i alt har 14 deltagere fra hele Europa.