Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2006.
I 1993 var Mike Jetter ved at dø af leukæmi på et tysk hospital. Men da døden
bankede på døren
til sygeværelset, kastede han sig over et it-projekt, der hjalp ham med at overleve. I dag er der solgt over 750.000 licenser til produktet.
Der var faktisk ikke rigtig nogen grund til at leve længere. Hospitalet havde været Mike Jetters hjem i alt for lang tid, og nu så det ud til at blive endestationen for den unge edb-programmør. De sterile omgivelser og lugten af sygdom var i sig selv nok til at ramme helbredet. Men Mike Jetter var meget syg i forvejen. Cancer. Leukæmi. Uhelbredeligt.
Beskeden var klar, kontant og pokkers ubelejlig, når man kun har nået at leve en tredjedel af livet. Men sådan var situationen for tyske Mike Jetter, da han i 1993 lå på et hospital i München og overvejede, hvor lang tid han havde tilbage.
Når man i dag møder manden, der, ifølge lægerne, burde have været død for længe siden, må man sige, at han holder sig ganske godt. De blå, klare øjne og det tætte, blonde hår afslører ikke Mike Jetters fortid på et tysk hospital. Udseendet vidner snarere om fremtidsudsigterne i Californien, hvor han har boet i de seneste ti år.
Måske er det netop kampen mod kræften, der har gjort ham til den mand, han er i dag. Og måske er det netop sejren over sygdommen, der har skabt det lidt drilske og tilfredse blik hos manden, der har grundlagt virksomheden Mindjet, der laver software til at visualisere og præsentere komplekse informationer på computerskærme. Virksomheden har i dag 170 ansatte, og der er solgt over 750.000 licenser til Mindjets visualiseringsprodukter.
I 1989 fik Mike Jetter som 26-årig første gang beskeden om, at han havde kræft.
- Det tog over et år, inden jeg rigtig forstod, hvor alvorligt det var, og at jeg kunne dø af det, fortæller han.
- Det er svært at forholde sig til i så ung en alder, men man bliver nødt til at se problemet i øjnene, og man må acceptere, at leukæmien er blevet en del af livet, og at man ikke bare kan lukke øjnene og få det til at forsvinde.
Kræften blev ikke overvundet i 1989. Ej heller året efter. Eller i 1991, 1992 eller 1993. Den forsvandt kun i perioder, hvor Mike Jetter lige kunne nå at genfinde livsmodet - for så bare at blive slynget tilbage i behandlingscentrifugen endnu en gang.
Man forsøgte sig med kemoterapi, og det hjalp for en stund. Så fik han en knogletransplantation, men selvom han blev rask i et par år, røg han igen tilbage på hospitalet i München. På det tidspunkt var knoglemarvstransplantationer endnu i sin vorden, og da han fik et tilbagefald efter den første transplantation, var hospitalet meget tøvende med at forsøge igen. Man tog dog chancen og gav Mike Jetter 50 procents chance for at overleve.
Når Mike Jetter upåvirket kan berette om sin fortid, er det fordi de eroderende erindringer giver ham mulighed for at konstatere de kolde facts.
- Det gik godt, og jeg blev rask igen - troede jeg. Så fik jeg tilbagefald, og kræften kom igen. Sådan var mit liv dengang, forklarer han til Computerworld.
- Selvom man umiddelbart skulle tro, at den fysiske smerte var det værste, så var det faktisk mere det mentale, der var problemet. Du ligger isoleret i et lille, sterilt rum, og under hele forløbet er du i tvivl, om du nogensinde kommer ud igen. Til at begynde med kunne jeg holde mig lidt i form, men ret hurtigt kunne jeg ikke andet end ligge i sengen. Tilbagefaldet efter den første knoglemarvstransplantation var altødelæggende, og min eneste tanke var: "Nå, jamen det var så det liv..."
Da Mike Jetter fik den anden knoglemarvstransplantation, var udsigten til at overleve nedslående. Lægerne gav ham seks måneder, hvis forsøget ikke lykkedes.
Som han lå der på sygeværelset og ventede, var der kun en ting, han var sikker på: Hvis kræften ikke tog livet af ham, så ville tankerne og usikkerheden gøre det.
- Jeg vidste, at det største problem var det mentale. Jeg var nødt til at finde noget, jeg kunne tro på, så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne få skabt noget substans i min hverdag.
Da han havde arbejdet som programmør i en del år, fik han en idé om at udvikle et stykke software, der kunne bruges til at lave en slags digital "mind-map", hvor folk kunne udveksle idéer, planer og informationer.
- Jeg sad næsten fem eller seks timer hver dag på det værelse og arbejdede på projektet. Det hjalp mig på en eller anden måde med at overleve. Det var som om, jeg ikke kunne dø, fordi der var et stykke arbejde, der skulle udføres. På en eller anden måde forsvandt tanken om, at jeg rent faktisk kunne dø af min sygdom, forklarer han.
Om det var arbejdet eller lægevidenskaben, der reddede Mike Jetters liv, har han ikke selv noget bud på. Men det var arbejdet, der gjorde ventetiden udholdelig, og det er skabelsen af Mindjet, der har været hans pejlemærke, lige siden han begyndte arbejdet i starten af 90'erne.
- Dengang ville jeg have været mere end lykkelig, hvis nogen havde fortalt mig, at jeg skulle leve bare ti år endnu. Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg konkludere, at det faktisk er gået ret godt, griner Mike Jetter.
Da han endelig fik bugt med leukæmien, begyndte arbejdet med at skabe en decideret virksomhed. Han kaldte den Mindjet, og sammen med sin kone, Bettina Jetter, kastede han sig ud i et nyt liv, hvor arbejdet blev omdrejningspunktet.
I 1996 sagde ægteparret auf Wiedersehen til fædrelandet og flyttede til San Francisco, Californien. Der bor de stadig i dag, og selvom leukæmien blev efterladt i Tyskland, er Mike Jetter ikke i tvivl om, at den også påvirker ham i USA.
- Når jeg ser tilbage, så er der ingen tvivl om, at det har ændret mit liv og den måde, jeg ser på livet på. Mit liv med Bettina er på en eller anden måde mere bevidst, og de valg, vi træffer, er vi mere bevidste om, siger Mike Jetter.
For et par år siden overlod han titlen som CEO i Mindjet til en anden, og samtidig droslede både han og Bettina ned for arbejdet. De mange kræftbehandlinger betød, at Mike og Bettina Jetter måtte droppe tanken om at få børn, fordi risikoen var for høj.
- Så vi har god tid til at nyde den californiske sol i weekenderne, fortæller han.
Fortiden kan ikke spores i hans ansigtsudtryk, men de valg og handlinger, han foretager dag ud og dag ind, bærer i høj grad præg af kampen mod kræften, forklarer han. Og han giver gerne sin livsfilosofi videre til andre.
- Hvis du ikke kan lide dit job, så kvit det og find på noget andet at lave. Hvis du ikke kan lide de mennesker, du omgås, så lad være med at bruge tid på dem. Jeg tror, at der er mange mennesker, der er bange for at træffe den slags valg, men når man har været syg, lærer man at værdsætte livet og få det optimale ud af det, lyder budskabet fra Mike Jetter.
Fortællingen minder forbavsende meget om den uendelige historie om Lance Armstrong, der overvandt kræften og blev syvdobbelt vinder af Tour de France. Men der er unægtelig langt fra cykelmirakler på Alpe d'Huez til it-projekter ved Golden Gate Bridge. Og hvis man leder efter en happy ending i historien om tyske Mike Jetter, der overvandt kræften og i stedet udlevede den amerikanske drøm, så er det ikke manden selv, der kommer til at fortælle den. I hvert fald ikke endnu.
- Jeg har ingen garantier. Det har ingen, der har haft kræft. Det er ikke så let, at man bare kan være positiv, og så skal det hele nok gå. Men det er et must, at man tror på fremtiden, og for mig at se er det er bedre at leve fem år med høj livskvalitet, end slæbe sig gennem et helt liv med utilfredshed, siger han.
Billedtekst:
- Det største problem var det mentale. Jeg var nødt til at finde noget, jeg kunne tro på, så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne få skabt noget substans i min hverdag, fortæller tyske Mike Jetter.
OriginalModTime: 10-05-2006 13:26:10
