Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. juni 2006.
Den amerikanske it-analytiker Steve Arnold er på vej med en ny bog, hvor han beskriver, hvordan virksomheder kan drage nytte af Googles succes. Samtidig advarer han dog imod, at man baserer hele sin forretning på søgemaskinens succes.
Steven Arnold - eller bare Steve - har travlt. Meget travlt. Som ekspert udi fænomenet Google er han en yndet foredragsholder over det meste af kloden, for Google er noget, som både amerikanere, asiatere og europæere interesserer sig for. Da Computerworld møder Steve Arnold i København, kommer han lige fra Paris. Før det var det New York, og før det var det Kina, hvor interessen for Google som bekendt også eksisterer.
Steve Arnold udgav sidste år The Google Legacy, der vakte en del opmærksomhed. I bogen skriver forfatteren, at Google kan udkonkurrere Microsoft som verdens førende it-virksomhed, fordi Google langsomt men sikkert er ved at skabe en lang række af web-baserede applikationer, der kan konkurrere med Microsofts produkter. I denne uge blev bogen højaktuel, da Google kunne fremvise et webbaseret regneark, der vil udfordre Microsofts Excel. Ud over Google Spreadsheet, som regnearket hedder, har Google planer om en hel række af webapplikationer, der kan føjes til tilbud som Gmail og Google Earth.
Nu er Steve Arnold, der mellem de mange rejser holder til i Kentucky i USA, på trapperne med en ny bog om Google, og denne gang går han et skridt videre i sine analyser. I bogen, som kommer til at bære titlen The Google Apocalypse, beskriver Steve Arnold to scenarier. I den første halvdel af bogen lyder tesen, at Google af den ene eller den anden grund fejler og derfor må overlade internet-tronen til andre.
- Der er flere ting, der kan gøre, at Google fejler i større eller mindre grad. Der kan blive truffet juridiske beslutninger, der kan opstå ledelsesproblemer, og der kan komme nye, uventede konkurrenter, siger Steve Arnold.
I bogens anden del fortsætter han derimod scenariet fra The Google Legacy ved at beskrive, hvordan Google vil vokse sig større og endnu mere dominerende i it-verdenen.
Til sidst opfordres læserne så til at tænke strategisk for deres virksomhed ved at forholde sig til de to mulige scenarier. Det er specielt de mange it-virksomheder, der enten forsøger at konkurrere med Google eller som baserer deres forretning på søgemaskinen, som Steve Arnold henvender sig til. Han ser - ikke overraskende - succes-scenariet som det mest sandsynlige, men han mener, at virksomhederne bør forholde sig til, at begge scenarier er mulige.
- Man skal surfe med på Google-bølgen, så man høster alle fordelene ved Googles dominans, men man skal ikke basere hele forretningsstrategien på søgemaskinens eksistens, for så risikerer man at drukne, hvis Google fejler, siger han.
Steve Arnold nævner ECNext, som et eksempel på en virksomhed, der har set lyset i netop at surfe med på Googles succes. ECNext, der ligger i Ohio, har specialiseret sig i at hjælpe blandt andet bogforlag og analysehuse med at synliggøre deres produkter via søgemaskinerne - deriblandt også Google.
- De tjener masser af penge på Googles succes, uden at de risikerer for meget, forklarer Steve Arnold.
The Google Apocalypse udkommer på internettet til september. Det bliver den syvende bog fra Steve Arnold, der har arbejdet som it-analytiker i mere end 30 år.
Billedtekst:
Husk Redningsvest - Man skal surfe med på Google-bølgen, men man skal ikke basere hele forretningsstrategien på søgemaskinens eksistens, for så risikerer man at drukne, hvis Google fejler, siger it-analytiker og forfatter Steve Arnold.
OriginalModTime: 08-06-2006 14:46:27