Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. november 2006.
Vi koncentrerer os om synet, når vi laver virtuelle verdener. Men huden kan være lige så vigtig og giver helt andre muligheder.
Du ser på den om morgenen i spejlet. Den kan hænge under øjnene og måske endda være rynket. Du tjekker også, om den er brun eller bleg. Hvor der gror hår på den, og hvor der ikke burde gro hår. Senere på dagen brænder du den måske på kaffekoppen eller skærer den åben med en køkkenkniv.
Så det er ikke, fordi du ignorerer din hud. Men hvis du er ligesom de fleste af os, så tænker du nok mere på den som en beholder og en indpakning end som et sanseorgan.
Det er imidlertid en alvorlig fejl, mener Jill Scott. Hun er professor på Hochschule für Gestaltung und Kunst (HGKZ) in Zürich. Her forsøger hun at lave elektronisk hud, e-Skin, som kan synge hudens sanser elektronisk.
Da jeg talte med hende, fortalte hun om det praktiske arbejde med hudsanserne, men også om nogle spændende perspektiver i sansning og rumfornemmelse.
Et kolossalt og komplekst sanseapparat - sådan mener Jill Scott, at vi skal tænke på vores hud. Til sammen giver huden os et sanseindtryk, som i mængde og kompleksitet let kan måle sig med de sanser, der ellers dominerer vores hverdag - fjernsanserne syn og hørelse.
Huden har ikke mindre end fire forskellige sanser:
Temperatursansen er den, vi oplever mest akut. Den opfanges af nerveender en smule under hudoverfladen.
Tryksansen bruger vi hele tiden. Tryk registreres af nogle særlige celler, der kaldes merkelceller, som ligger et stykke nede i huden.
Vibrationer fanges af et netværk af meget fine, som regel usynlige hår, som dækker næsten al vores hud.
Endelig er der en fjerde og mere løst defineret sans, nemlig proprioceptionen. Proprioception er den måde kroppen sanser sig selv, sin position og sin bevægelse - man kunne kalde den kroppens 3D-oplevelse af sig selv.
Proprioceptionen dannes af blandt andet bevægelsessansninger fra det indre øre, fra stræksansninger i muskler og sener og fra hudens sansninger af tryk og stræk.
Jill Scott mener, at vi har overset huden i vores elektroniske arbejde. Huden er en nærsans og giver nogle helt andre oplevelser end vores fjernsanser. Huden er i høj grad en sans, der giver embodiment. Når vi sanser noget med vores hud, så er det fordi, den er i kontakt med noget andet - og fordi vi er inde i huden, mens det andet er udenfor.
Huden er vores skillelinje til resten af verden. Selvom vi fokuserer stærkt på vores fjernsanser - syn og hørelse - så er den grundlæggende oplevelse af forskellen mellem os og en omverden baseret i hudens sanser.
Det er ikke svært at følge hendes tanker - prøv at forestille dig, hvor forskelligt en biljagt ville opleves med hudens sanser i stedet for at opleve den med synet. En populær netbeskæftigelse som pornografi ville sikkert også opleves anderledes med hudsanserne.
E-Skin er dog i første omgang Jill Scotts forsøg på at bruge hudens sanser til at erstatte eller komplementere fjernsanserne. Det gør hun blandt andet i et aktuelt projekt, hvor hun lader blinde mennesker optræde på en scene ved hjælp af e-Skin.
De blinde har særlige problemer på en scene - for eksempel, at de ikke ved præcist, hvor publikum eller scenen er henne. Det kan løses med e-Skin.
E-Skin er et stykke stof, hvor der er vævet elektronik ind, som kan levere tryk eller vibration.
E-huden styres af en PDA, som man kan have i lommen eller spændt fast på ryggen. PDA'en er en del af et netværk, så den både kan kommunikere med de andre blinde, med en central computer og med udstyr som infrarøde sendere eller RFID-udstyr.
Det fundamentale problem med kende sin placering løses ved at lave et bælte af e-Skin med en slags kompas indbygget.
Bæltet skal bæres direkte på huden, og man kan for eksempel indstille et bredt stykke af bæltet, der vender mod publikum, til at vibrere langsomt. Når man står med ryggen til publikum, vibrerer det på ens ryg. Hvis man vender sig, flytter det vibrerende stykke langsomt om foran. På samme måde kan medspilleres placering markeres med smallere vibrerende spalter på bæltet - en bestemt medspiller kan markeres med en særlig vibrationstype.
Det er den simple version. Det er også muligt at lave en slags blindskrift på huden. Jill Scott har testet e-hud med mennesker, der er født blinde, og de kunne uden besvær genkende og afkode blindskriftbeskeder via e-Skin.
Så ved yderligere at kode mønstre ind i vibrationen, kan man for eksempel markere afstanden til medspilleren eller scenekanten.
Så nu ved de blinde, hvor de står på scenen, men hvordan kommunikerer de med hinanden?
Jill Scott forsøgte med en særlig udgave af e-Skin, som nærmest er en slags skal, man tager på underarmen. Ved at sætte en bevægelsessensor i, er det muligt at lave optagelse af, hvilke gestus personen laver.
Som sagt arbejdede Jill Scott med mennesker, der var født blinde. Af gode grunde var hun noget usikker på, om de overhovedet kunne forstå begrebet gestus.
Men blinde forstår berøring lige så godt som seende. Så hvis man oversætter en gestus til en berøring, så forstår de blinde den fint.
Og så er der pludselig skabt en situation, hvor der sker noget meget mærkeligt: Blinde kan berøre hinanden på afstand.
Ved at bevæge deres arm og berøre deres e-Skinskal kan de sende denne bevægelse videre til en af de andre blinde skuespillere i nærheden.
På den måde har Jill Scott lavet nærsanserne i vores hud om til en fjernsans og en fjernkommunikation. Det er en kommunikation af en ny og mere intim type, end vi kender fra de andre sanser.
Arbejdet med e-Skin er stadig i forsøgsfasen. Jill Scott har ideer om, at hvis man dækker store områder af arme, ben og krop med e-Skin, vil man kunne sende mængder af komplekse data til personen og på den måde måske give en rumfornemmelse, der vil nærme sig en erstatning af synet
Man har i efterhånden mange forsøg vist, at hjernen er meget dygtig til at erstatte en sans med en anden.
Hvis man ved hjælp af et apparat med en masse små stifter tegner et billede på tungen af en blind person, så kan vedkommende ende med at få en slags syn ud af det.
Andre forsøg har vist, at hvis man tegner et simpelt skærmbillede med lydsignaler, så kan det også give et synligt billede.
Hjernen aktiverer simpelthen den del, der normalt har med synet at gøre for at bearbejde sanseindtrykket fra tunge eller hørelse.
Ingen ved, hvordan det fungerer. Det er muligt, at hjernen genkender dataenes struktur som en slags synsinput og sender dem videre til den del, der er specialiseret til det. Eller måske udnytter den bare kapacitet, som alligevel står ledig.
Det er indtil videre kun prøvet med primitive systemer. Ingen ved, hvor langt det kan gå. Måske kan stimulation af hele vores hud gøre den til et kæmpestort øje, der ser lige så godt som vores rigtige øjne.
Vi ved heller ikke, hvordan vores hjerne - eller vores følelser - ville reagere på det. Måske er det godt, at det ikke er noget, der kommer til at ske lige med det samme.
Det umiddelbare mål for Jill Scott, at blinde kan spille teater, vil sandsynligvis blive muligt i en nær fremtid.
E-Skin vil dog slet ikke blive begrænset til det. Jill Scott har selv ideer om, hvordan det kan bredes ud til almindelig brug.
Enhver computerbruger vil også uden problemer kunne se spændende muligheder. Computerspillere ville nok blive begejstrerede over en e-Skinjakke. Hvis de havde den på under spillet, så kunne de mærke, hvordan personerne i spillet rører ved hinanden.
Eller endnu simplere kunne man forestille sig en vibrationsalarm, der var sluttet til vores e-mail. Så kunne den vibrere med forskellige mønstre alt efter, hvem der er mail fra - og måske fjerne en god bid af irritationen ved mailalarmer.
Det mest spændende i Jill Scotts arbejde er imidlertid den måde, hendes forsøg udvider og udvisker grænserne for vores krop. Når vores hudsanser, der ellers mest bruges til at overvåge grænsen mellem krop og omverden, i stedet bliver brugt til at fornemme størrelse af et rum eller måske endda hele rummet og hvem, der er i det, så bliver vores oplevelse af verden og os selv fundamentalt anderledes.
Kombinationen af proprioception, intimiteten i hudens sansning og virtuelt skabte rum er helt ny for vores bevidsthed. Det må give muligheder for interaktion med computeren, visualiseringer og kunstarter, vi aldrig har set før.
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
OriginalModTime: 23-11-2006 14:57:21
