Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. januar 2007.
Computerdialog er som regel lige så grå som kassen, computeren findes i. Det er forkert, mener en schweizisk forsker. Computere bør have et mere farverigt sprog og skal både kunne bande og diskutere.
- Ret ryggen og hør efter!
- Gider du godt at lade være med at stirre sådan?
- Iiih, hvor er jeg vild med, at du kæler for mine taster - jaah, tryk på det t igen, åååååh.
- Hvis jeg lige må have lov et øjeblik. mine overophedede indre kredsløb gør mig opmærksom på, at din skriftkadence er så høj, at din fejlprocent stiger uforholdsmæssigt. Slap den lidt, makker.
Ovenstående eksempler kunne være nogle af de måder, fremtidens computere henvender sig til os på. Et par af dem kræver ganske vist en interaktivitet og forståelse af brugerens situation, som ikke kommer de næste mange år.
Eksemplerne er mine private forsøg på at overveje, hvordan en computer ville tale, hvis den ikke kun skulle tale beigefarvet. Det er en samtale med den schweizisk-amerikanske forsker Marc Böhlen, der har fået mig ud i de overvejelser. Han har kritiseret den dialog, vi har med computere, for at være tam og ensartet.
Marc Böhlen er en spændende person. Han startede med at tage en uddannelse som stenhugger. Derefter tog han en uddannelse som kunsthistoriker, men midt i skrivningen af sit ph.d. opdagede han, at den mest spændende kunst havde noget med computere at gøre. Det, mente han, krævede en dataingeniøruddannelse, som han derefter tog. Nu er han leder af MediaRobotics Lab på University of Buffalo i staten New York.
Ved første øjekast kan hans tanker om computerdialog virke som en lidt ligegyldig diskussion, om computerne skulle se sjovere ud eller passe bedre ind i hjemmemiljøet eller kontoret.
Men Marc Böhlen har en meget seriøs intention med sit arbejde. Han mener nemlig, at vi ikke udnytter mulighederne i denne fremmedartede kommunikation med maskinen til at udvikle os selv. Samtidig mener han, at computernes fremmedartethed bliver misrepræsenteret og udjævnet.
Resultatet er, at vi ikke bliver udfordret nok, og at vi bliver lokket til at se computere som en anonym og harmløs del af vores dagligliv.
En af grundene til Marc Böhlens kritik er, at computernes rolle er ved at skifte. Historisk er de udviklet som redskaber, og det er håbløst at forlange af et hulkort, at det skal kommunikere på en spændende måde.
Men i dag er computeren ved at blive et socialt redskab. Vi bruger computeren i alle dele af vores liv i form af mobiltelefoner, automatiske telefonsystemer, GPS og så videre. Samtidig er computeren begyndt at forstå flere af de måder, vi kommunikerer på. Computeren er ved at blive en fuldt fungerende social partner i vores liv med diktatsystemer, taleanalyse, aflæsning af stemning via ansigtsudtryk og så videre.
Det kan godt være, at den aldrig kommer til at forstå os eller agere som et menneske, men den kommer stadig tættere på at lade som om.
Psykologisk accepterer vi også computeren som en socialt agerende partner. Der er ingen, der bliver overrasket over et automatisk telefonsystem i dag - selvom det for tyve år siden ville have været dagens nyhed i TV-Avisen. Vi accepterer kunstige talende hoveder som et almindeligt interface til maskinen.
Vi reagerer på den sociale maskine på sociale måder. Jeg har for eksempel tidligere her på siden beskrevet, hvordan pædagogiske agenter kan ændre studerendes opfattelse af sig selv og lette deres indlæring.
Men vi reagerer på en maskine, der er skabt i billedet af en retro 1950'er-artig spejderdreng. Renskuret og uden andre intentioner end at hjælpe gamle damer over gaden.
Det er det, Marc Böhlen er utilfreds med. Efter hans mening burde vi have større ambitioner med computeren. Menneskelig adfærd er kompleks og dynamisk. Der sker uventede ting, og det, vi kan finde på at sige og gøre, varierer kolossalt efter, hvor vi befinder os og med hvem.
I stedet for at efterligne denne brede menneskelige mangfoldighed, er vores kommunikation med maskinen begrænset til den dialog, vi kunne have med en sælger i slips og jakkesæt.
Hvordan skal computere så tale? Mine ubehjælpsomme forsøg i starten af artiklen er ikke udtryk for de mest interessante muligheder. Marc Böhlen har forsøgt sig med to små hidsige damer ved navn Amy og Klara.
De to damer består af en boks med et kamera, et talesyntesesystem og et talegenkendelsesprogram. De befinder sig begge to i en lille kasse, som er hvid indvendig og lyserød udvendig.
Det sidste har en særlig pointe, fordi Böhlen har programmet dem begge to til at hade lyserød. En spidsfindig ironisk kommentar til racisme, for de to damer kan ikke klare synet af hinandens lyserøde yderside - og da deres kamera kun kan se deres egen underside, er de ikke klar over, at de selv er lyserøde.
Deres samtaler drejer sig om artikler fra sitet Salon.com, som de begge læser hver dag. De to maskiner udvælger dele af artiklerne, som de så læser op eller refererer for hinanden. Det er råstoffet for deres samtaler, for det sjove foregår først, når de er kommet rigtig i gang.
Marc Böhlen har programmeret de to små maskiner til at være temmelig irritable. Udover problemet med, at den anden er lyserød, så bliver de irriteret over alle mulige ting. Resultatet er nogle arrige skænderier, som i overraskende grad ligner noget, mennesker kunne have medvirket i. For eksempel denne samtale:
- Hey you!
- Leave me alone.
- What is wrong with you?
- Leave me alone please.
- Weirdo!
- Aha.
- You are such a dork!
Meget menneskeligt - og det lyder endnu bedre, når man hører det (Eksempler kan høres på Marc Böhlens website, se sidst i artiklen).
Det er interessant at høre sådan et eksempel. Det er nemlig klart, når man lytter, at selv en tydeligt kunstig samtale, som bliver ført af maskiner, aktiverer nogle andre reaktioner end normal computerinteraktion. Når vi hører sådan en samtale, går vi straks i gang med at fortolke sociale intentioner og positioner ind i samtalen. Hvem er den stærke? Hvorfor ønsker hun kontakt? Hvorfor ønsker den anden ikke kontakt? Vi bliver chokeret over det verbale angreb og forholder os måske moralsk til det rimelige i det.
Hvilket alt sammen er irrelevant, fordi de to computere jo - formentlig - ikke forstår, hvad de siger, og derfor heller ikke forstår nogen af de sociale, moralske eller psykologiske implikationer.
Dette følelsesspektrum står i kontrast til normal computerinteraktion, som stort set kun kan udløse to følelser: Tilfredshed med, at de virker, eller raseri over, at de ikke gør.
Böhlens lille eksempel viser, hvor stor forskel der kunne være på computerkommunikation. Det demonstrerer også tydeligt, hvilken værdi der kan være i at aktivere vores sociale følelser. Vi oplever den type samtaler som langt mere engagerende og spændende end duksesnakken.
Det er imidlertid ikke Böhlens intention, at denne socialitet kun skal udnyttes til at engagere og underholde os. For det første vil han meget gerne i det hele taget diskutere, hvordan vi taler med computere - hvad man kun kan være enig med ham i.
Den mest spændende mulighed ser han i en løsrivelse fra de sociale bindinger, som det meste af vores samtale er underlagt. Hvis man kunne sætte computeren til at afsøge hele det rum af mulige forståelige samtaler, der findes, så ville vi som mennesker blive udfordret af nye samtaleformer.
Computerens automatiske og strukturerede afsøgning vil bringe os ind i områder af samtalen, som vores sociale normer til daglig udelukker os fra. Man kunne forestille sig, at computeren kunne blive et yderst effektivt redskab til udvikling af både sprog og kreativitet, da samtale og sprogbrug er tæt forbundet til, hvad man overhovedet er i stand til at tænke.
Vi misrepræsenterer computeren ved at forklæde den som en spejderdreng, mener Böhlen. Computeren er noget fremmed, og hvis vi tydeligere kunne se dette fremmede, så ville vores nysgerrighed om computeren blive udfordret. Vi ville få mere spændende overvejelser om, hvad den egentlig er for noget - og sådanne overvejelser vil igen gøre det muligt for os at bruge computeren på en mere spændende måde.
Han har nok ret - vi kan i hvert fald ikke komme uden om, at Amy og Klara er noget sjovere end det meste af det isenkram, vi har stående på vores borde.
Marc Böhlen:www.realtechsupport.org
Amy og Klara, billeder og samtaler:www.realtechsupport.org/new_works/male?dicta.html
Mediarobotics Lab:www.acsu.buffalo.edu/~mrbohlen/mediaroboticsindex.html
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
Billedtekst: Gnavne gamle damer De lyserøde kasser ligner ikke mennesker, men de er vrede og irritable og kan tale sammen på en forbløffende menneskelignende måde.
OriginalModTime: 04-01-2007 14:27:21
