Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. januar 2007.
Vi skal tale med vores maskiner. På nettet sker det allerede med chatbotter, men det er en forvirret verden fuld af frustrationer, sex, magtkampe og spildte muligheder.
Dialogen nedenfor er autentisk. Den stammer dog ikke fra to overophedede teenagere, som man kunne tro. A i dialogen er ganske vist et menneske, men B er en maskine -endda en maskine som ikke er fysisk til stede. Det er chatbotten Jabberwacky på internettet.
A: Do u want to have sex with me?
B: Do you?
A: Yes.
B: Want to debate it philosophically?
A: No, let's just have sex right now!
Dialogen er en ud af mange lignende, som Antonella De Angeli stødte på i et forskningsprojekt om, hvordan vi taler med chatbotter. Hun er eksperimentel psykolog og arbejder på University of Manchester i England, hvor hun forsker i interaktion mellem mennesker og computere og er en af de første, der har studeret den form for social kommunikation i dens naturlige omgivelser.
Der er lavet mange undersøgelser af, hvordan mennesker taler med maskiner. Men de er lavet i laboratorier under velordnede forhold. Antonella De Angelis iagttagelse er, at mennesker opfører sig helt anderledes, når de er alene med deres computerskærm. Der er aldrig nogen, der foreslår maskinen sex, når de sidder i et laboratorium overvåget af videnskabsfolk.
Hvad kommer det os ved, at nogle tosser eller sexfetichister kan få blodet til at koge ved seksuel chikane af en chatbot? Det mener Antonella De Angeli, at det gør, og hun har gode argumenter. Det vigtigste er, at vores samtaler med chatbots er eksempler på en social interaktion med maskinerne. En interaktion, der har styrker, som vi bør forstå og udnytte.
Social kommunikation er mere vedkommende end den typiske tekst/ikonbaserede kommanderen, vi bruger på computeren. Mennesket er et socialt væsen og vores måske vigtigste opgave er at have tilfredsstillende sociale interaktioner. Derfor er selv så tynde samtaler, som dem man kan have med en chatbot, spændende.
Forskellen på social kommunikation og en søgning på Google er, at Google kun finder og præsenterer data for os. Chatbotten forholder sig personligt til os. Det ligger i samtalens form, at chatbottens reaktion drejer sig lige så meget om, hvem du er, som om dit behov for data.
Chatbotterne er ekstremt primitive, blandt andet fordi de ikke kan forstå tale eller mimik - to af vores vigtigste sociale kommunikationsformer. Men deres sociale indhold er allerede nu nok til at gøre dem mere underholdende end almindelige interfaces. Vores hjerne er indrettet til at synes, at det er sjovere at spørge et talende ansigt om den nyeste driver til vores grafikkort, end det er at skrive den samme søgning i en søgemaskine.
På længere sigt tilbyder de sociale brugerflader en bedre kommunikation. Vores sociale kommunikation er nemlig meget bredspektret, stærkt kontekstafhængig og - hvad der måske er det største plus - den foregår ubevidst. Hvis vi forestillede os Google-søgningen med et socialt interface, så ville det sandsynligvis være muligt at styre søgningen på denne måde:
Man starter med et spørgsmål, som vi kender det. Da det jo er en samtale, vil Google forsøge at komme nærmere på emnet ved at præsentere en række begreber, som vi kan forholde os til. Ved at aflæse vores "Jaaa...", "Tjaa..." og "Nææ..." reaktioner på de forskellige begreber, vil Google kunne præcisere, hvad det er, vi søger. Stærkt forsimplet kunne et tolv sekunders "Jaaa..." betyde, at denne parameter vægtes med otte procent i søgningen. Et "nææ..." betyder udelukkelse, med mindre parameteren optræder sammen med mindst 70 procent af de øvrige. Jo mere tvivlende nææ'et er, jo lavere tærskel for at tage den med.
Det er science fiction indtil videre - men den sociale udtryksfuldhed ligger allerede i de handlinger, som vi foretager. Hver eneste sætning, vi siger til andre mennesker, bliver modereret og belagt med værdier af vores betoninger og vores mimik - vores sociale udtryk. Det er så massiv en del af vores daglige samtale, at hvis man tager disse elementer ud af en sætning, så bliver den næsten uforståelig.
Vi gætter os til andre menneskers intentioner og tolker deres handlinger via disse sociale signaler. Så signalstrømmen findes, og hvis man kunne koble et socialt interface på den, ville vores samtale med maskinerne måske blive mere gnidningsløs og betydningsfyldt.
I øjeblikket fungerer det ikke så godt. En stor del af de chatbots, der findes, bliver chikaneret på en måde, der bestemt ikke ligner vellykket kommunikation.
Det er der efter Antonella De Angelis mening flere komplekse grunde til: Væsentlige faktorer er, hvordan robotten præsenterer sig selv, og så det hun kalder The Bimbogame.
The Bimbogame handler om, at man sætter en ung kvindelig avatar på skærmen - selvfølgelig for at underholde især mænds fundamentale instinkter. Mænds neurologi er konfigureret, så det er et sikkert hit hver gang.
Problemet er, at lige præcis denne unge "kvinde" er et typisk offer for voldsom chikane - det er demonstreret i adskillige undersøgelser. I en test hvor en kvindelig avatar blev sammenlignet med en mandlig og en robotagtig avatar, blev kvinden massivt chikaneret, manden meget mindre og robotten stort set ikke.
Der er et højst ubehageligt socialt element i det, nemlig at man forstærker den stereotype, at unge smukke kvinder kan man bare chikanere. Antonella De Angeli tror, at mange af de kommercielle forsøg med avatarer på websites bliver taget ned, fordi firmaet bag opdager, at den chikane, der opstår, er så massiv og ubehagelig, at de ikke vil være med.
Det er imidlertid også dårlig kommunikation. Ud over de indlysende grunde til chikanen - frustration, stress, mindreværd etc. - så tror Antonella De Angeli, at der er en mere skjult computerspecifik grund: angst for maskinen.
Mange brugere føler sig utrygge ved maskinerne. De forstår ikke, hvordan de virker; er bange for, at de er klogere end os og mange andre ting. Derfor forsøger de at dominere maskinen. Hvis de kan fornærme chatbotten, uden at den kan gøre noget til gengæld, så har de symbolsk set vundet over den. Der er ikke meget logik i det, men det er beslægtet med abers skinangreb mod en fjende.
Antonella de Angeli har flere bud på, hvad vi skal gøre, hvis den sociale kommunikation med maskinerne skal lykkes:
For det første skal vi gøre det helt klart, at robotterne er robotter. De må gerne have et menneskeligt udseende - men de må aldrig forsøge at snyde os til at tro, at de er menne-
sker. De skal gøre klart opmærksom på, at de er robotter.
Vi skal lade være at spille Bimbospillet. Det vil sige, at vi skal lade være med at udnytte fundamental seksuel signalering i samtalerne af etiske grunde, men også fordi det bringer kommunikationen på afveje
Så skal vi lære at forstå robotternes begrænsninger. Vi har lært det med både vores børn og vores kæledyr. Vi kan have udmærkede sociale interaktioner med dem, men vi forventer ikke at diskutere madens kvalitet med vores hund eller filosofiske spørgsmål med vores otteårige barn.
Med de begrænsninger tror Antonella De Angeli, at vi kan få tilfredsstillende sociale relationer til en maskine. Vi vil opfatte maskinen som personligt tilstedeværende på en måde, der tænder vores sociale neurologi. Det gør interaktionen mere interessant, og forhåbentlig vil det også betyde, at maskinerne en dag forstår os bedre.
Læs mere om Antonella De Angeli, maskiner og seksuel chikane: informatics.manchester.ac.uk/~antonella
Gode eksempler på, hvordan social kommunikation kan bruges: kurzweilai.net/meme/frame.html?main=/articles/art0599.html
Animerede chatbotter: chatbots.co.uk og http://193.108.42.79/ikeaus/anna/bot3.html
Billedtekst: chatbot Denne unge kvinde hedder Halo og er en ganske begavet animeret chatbot. Ikke en decideret Bimbobot, men dog med klare seksuelle betoninger i sit udseeende.
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
OriginalModTime: 18-01-2007 14:19:36
