Vistas Aero gør dig ineffektiv

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. februar 2007.


Vista fungerer stadig med en brugergrænseflade, der i alt væsentligt ligner det, der blev udviklet i 1980. Blot nu i 3D - men det gør dig ikke mere effektiv.

Det føles som i de gode gamle dage, hvor EU destruerede mængder af fødevarer. Karavaner af lastvogne med krumme agurker eller overproducerede æbler blev kørt på kolossale lossepladser.
Fornemmelsen af tab var enorm. Masser af fuldt spiselige produkter blev smidt ud, masser af menneskers arbejde blev spildt. Dengang for at holde priserne på fødevarer oppe.
Microsofts begrundelse for at udgive Windows Vista er at holde sin indtjening og aktiepris oppe.
Fornemmelsen af tab er omtrent den samme. 8.000 mennesker skulle ifølge Bill Gates have arbejdet i fem til seks år på projektet - og det er lykkedes dem at lave en lidt forandret version af Windows XP.

Pinagtigt for Microsoft, men hvis det var det eneste problem, var det ikke værd at skrive femten linjer om. Det store problem er, at alle vi Windowsbrugere stadig hænger fast i et dybt forældet operativsystem.
Vi spilder vores tid ­- og den glade fremtid, hvor vi kan arbejde strømlinet med vores computere, bliver udsat og udsat.
Den grafiske brugerflade er omkring tredive år gammel.
Den blev udtænkt af nogle unge mennesker, der aldrig havde prøvet den slags før.
Den blev lavet, inden man havde nogen særlig viden om, hvordan mennesker arbejder med computere.
Den blev lavet den gang, programmer var små og simple, og computere ikke kunne noget særligt.
I dag kan computere alt, og vi bruger en forbløffende mængde af vores tid med dem. Men vi arbejder stadig med en brugerflade, som en håndfuld knægte lavede mere eller mindre tilfældigt omkring 1980.
En af hovedpersonerne dengang var Jef Raskin. Han begyndte siden at studere, hvordan vores hjerne virker, når vi bruger computeren. Han er langt fra tilfreds med den nuværende brugerflade.
Et af hans kritikpunkter er, at Windows og lignende grafiske brugerflader er konstruerede til, at nybegyndere har let ved at lære dem. Til gengæld er det svært for øvede brugere at blive virkeligt effektive.
En af grundene er et begreb, man ikke kendte i 1980, nemlig flow. Flow er den situation, hvor vi er enormt koncentrerede, og vores arbejde glider med dobbelt hastighed.
Hvis flow skal fungere godt, må der ikke være uvedkommende ting, der forstyrrer vores koncentration. Hvis vi skal lave flow sammen med et redskab, så skal redskabet ikke kræve vores opmærksomhed.
For eksempel er en blyant et perfekt flowredskab, fordi den altid gør det samme - den kræver ikke noget af vores hjerne.

En kuglepen med seks farver, lommeregner og en blinkende lampe, der fortæller, at den er i brug, er antiflow - den kræver for meget opmærksomhed.
På samme måde er menustrukturen i Windows blevet for indviklet til at fremme flow. En ny facilitet som Aero er antiflow. Når vi skifter fra et vindue til et andet, ønsker vi kun at skifte - vi har ikke brug for at se alle vinduer i 3D. Den slags er en flowstopper.
Det svarer til, at vores blyant knækker, og i Windows knækker blyanten, hver eneste gang du skifter fokus.
Sjovt nok lancerede det lille firma Humanized få dage før Vistapremieren et program, der demonstrerede, hvordan det kunne gøres.
Humanized er startet af Jef Raskins søn Aza og tre medarbejdere. Firmaets formål er at lave brugerflader, der bygger på Jef Raskins forskning.
De har lavet programmet Enso, der eksperimenter med, hvordan man på enklest mulige måde kan komme rundt på computeren. Ved for eksempel at taste "Cha tab cw" kan man hoppe direkte til den browsertab, hvor man har Computerworld åben.
Det kan virke som et tilbageskridt til en karakterbaseret brugerflade, men fidusen er, at den samme kommando kan bruges overalt i Windows, og efter lidt øvelse sker det helt automatisk.
Enso kan starte programmer og hoppe til placeringer på harddisken på samme måde.
Enso er kun et begrænset forsøg fra et meget lille firma med meget få ressourcer. Alligevel kan det lille program formentlig spare mere tid end samtlige fornyelser i Vista.
Vi må håbe, at Enso, open source og alle andre visionære kræfter kan gøre det, Microsoft åbenbart ikke kan eller vil - det er for deprimerende, hvis vi skal vente endnu seks år på Vista 2.0.

Du kan downloade en testversion af Enso her: humanized.com

Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk

billedtekst: Smart ser det ud, men hvad siger vores hjerne? Foto: Microsoft

OriginalModTime: 01-02-2007 14:25:18




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere