Indhold
BOSTON, USA (IDG News Service)/ 4. februar 1999: IBM har lavet en talende internetbrowser beregnet til blinde og svagtseende, fortæller selskabet.
Home Page Reader, som browseren hedder, koster 149 US dollars. Det er en videreudvikling af en japansk version fra IBM´s laboratorier i Tokyo, som så dagens lys i oktober sidste år.
Browseren anvender IBM´s ViaVoice Outloud tekst-til-tale teknologi oven på Netscape Navigator. Programmet kan genkende HTML-koder og er istand til at oversætte tekst, grafik, datafelter, tabeller og kolonner. Der er også integreret e-mail.
Browseren kommer desuden med et specielt navigationsværktøj, så den synshæmmede kan surfe på Internet.
Den talende browser, som i øvrigt taler amerikansk engelsk, kører på Windows 9x og NT. Den kræver 32 Mb RAM i Win9x og 64 Mb i Windows NT, samt 7-10 Mb af harddisken, og en Pentium 150 MMX eller højere.