Test: Acer satser på det sikre med ny tablet

Acer har ikke opfundet den dybe tallerken med Android- tabletten A500, men mindre kan også gøre det. Et par fikse detaljer adskiller den fra sine nærmeste konkurrenter.

Test: Acer satser på det sikre med ny tablet

Computerfirmaet Acer har før haft forrygende succes inden for små størrelser. Selskabet ramte helt rigtigt med netbook-serien Aspire One for nogle år siden, men selv samme model er nu under pres.

Tabletten er efterhånden blevet den nye netbook.

Så hvad har Acer-folkene gjort? De har da skabt en tablet. Og det er de sluppet udmærket fra. 

Her på PC World har vi tidligere prøvekørt Iconia Tab A500, som det nye familiemedlem hedder, og allerede dengang gjorde den et hæderligt væsen af sig. 

Nu er den endelige dom imidlertid klar. Det er ingen iPad. Men det er bestemt heller ikke nogen aPad.

Den byder på et par opture, der særligt indebærer en kompetent skærm og gode tilslutningsmuligheder inklusive et par smarte knapper.

Forstyrrende elementer
Men lad os først runde designet på den 32 gigabyte Wi-Fi-udgave, som vi forleden modtog til test her på redaktionen. 

Som undertegnede også bemærkede under prøvekørslen, er du ikke i tvivl om, at A500 kommer fra Acer, når det kommer til udseendet.

Tabletten er tofarvet på fronten, hvor den børstede, mørkegrå aluminium fra bagsiden løber parallelt med den sorte skærm.

Nogen vil ikke bryde sig om det tofarvede design, men det er med til at give den sit særlige Acer-præg. Der er ikke samme elegante, rene linjer som på iPad 2, og særligt bagsiden er præget af en masse, rent æstetisk, forstyrrende elementer. Men den bliver aldrig grim.

Tabletten har en skærm på 10,1 tommer, er 13,3 millimeter tyk og måler 260 x 177 millimeter. Wi-Fi-udgaven vejer 700 gram, og vil du have 3G, vejer den 30 gram mere.

Det gør ikke just A500 til den tynde fyr i klassen, men den føles heller ikke decideret kvabset. Den er lige en tand større end sin nok nærmeste konkurrent Motorola Xoom, men prisen er tilsvarende mindre. Og så føles den solid. Til gengæld er det besværligt at holde den i den ene hånd og skrive med den anden.

Ligner de andre
Indvendig er A500 udstyret med en Nvidia Tegra 250 dualcore-processor på én GHz og en gigabyte hukommelse.

Det er der ikke noget revolutionerende eller imponerende over.

De mange Android-tabletter, der begynder at komme på banen, ligner i bund og grund hinanden på mange områder. Og A500 ligner på mange måder noget, vi allerede har set.

Den har stort set samme tekniske specifikationer som Motorola Xoom, og de kører begge to på Android 3.0, også kaldet Honeycomb.

Og her deler de to tablets et problem. Som vi også nævnte i anmeldelsen af Motorola Xoom, lider 3.0 af nogle børnesygdomme, selv om styresystemet skulle være skræddersyet til tablets.

Eksempelvis er der en del irritationsmomenter under websurfing.

Styresystemet kan ikke selv finde ud af at tilpasse hjemmesider til tablettens brede format. De dukker konsekvent op som mobilsider. Surfer du for eksempel på Politiken.dk's hjemmeside, dukker den først op som mobilside. Skifter du herefter til den oprindelige hjemmeside og klikker dig ind på ibyen-sektionen, ja så skifter den igen til mobilformat.

Og så har den problemer med videoafspilning. Tablettens bredformaet er som skabt til at se film på. Men web-tv er den godt nok ikke meget for. Den kan simpelthen ikke følge med. Og da vi prøvede at afspille film på hjemmesiden Vimeo, måtte vi skuffede se til, mens skærmen forblev sort.

YouTube klarer den generelt fremragende, men den begynder at kæmpe lidt, når vi kommer op i HD. På den anden side oplevede undertegnede ikke problemer under spil som NFS Shift, der kørte glidende. 

Motorola Xoom-ejere har fået adgang til den nye version Android 3.1, men den er endnu ikke tilgængelig på A500. Det skulle den blive her i juni. Men som vi har skrevet før, skal vi helt frem til Googles kommende "Ice Cream Sandwich"-udgave af Android, der lanceres til vinter, før styresystemet bliver rigtig godt til tablets.

Velfungerende navigationstaster

På trods af skuffelserne med video- og web-tv er der lidt oprejsning at hente andre steder på A500'erens brugerflade.

Den klassiske opbygning med fem vinduer, hvor du kan arrangere widgets og genveje, fungerer upåklageligt. Nederst i venstre hjørne af skærmen er der tre navigationstaster.

En 'tilbage'-knap, én der lukker kørende programmer og får dig ud på 'skrivebordet' og en tast, der giver dig et minioverblik over dine igangværende projekter. Det spiller, som det skal.

I den anden side af skærmen kan du få overblik over Wi-Fi, batteri og så videre.

Batteritiden var i øvrigt ganske forsvarlig. Det holdt fint i to dage, hvor den dog heller ikke blev brugt intensivt til film og lignende.

Acers organisering af for eksempel multimedier i programmet Nemoplayer er vi også ganske begejstret for.

En spændende feature, som følger med A500 fra begyndelsen, er desuden den tyske musik-app Aupeo. 

Den minder i store træk om internetradioen last.fm, hvor du blandt andet kan indtaste navnet på en kunster, hvorefter last.fm afspiller en lang række musikere og numre, som programmet mener, du vil synes om. 

Inde i Aupeo kan du også vælge "Mood Station", der giver dig mulighed for at kombinere forskellige sindsstemninger med genrer. Er du således Schlager-fan i det melankolske hjørne, kan du kombinere de to og lytte løs.

Rent designmæssigt har Acer fået det bedste ud af Android 3.0, og derfor er det ærgerligt, at responsiviteten til tider føles lidt ujævn. Det ser ellers flot ud på skærmen, der med sin opløsning på 1200 x 800 pixel ikke ligger på den lade side. 

Fiffige knapper

På den ene side af A500 tættest ved kameraet sidder to knapper. Den mindste af dem er en smart lille skydeknap, som kan bruges til at låse billedet fast i en bestemt position, så det ikke roterer, når du drejer skærmen.

Ved siden af kan du justere volumen. Knappen er så snedigt indrettet, at den selv orienterer sig om, hvordan du holder tabletten.

Så hvis du vender din A500 på hovedet, bliver 'volumen op' pludselig til 'volumen ned', så det hele tiden virker logisk for brugeren. 

Ved siden af de to knapper sidder et dæksel, hvorunder der gemmer sig microSD card slot og en ubrugt plads, der sandsynligvis er tiltænkt sim-kort til 3G-udgaver af A500.

Power-knappen er placeret i højre side af toppen med lydudgang lige ved siden af. I venstre hjørne af toppen sidder også en mini-hdmi-port. Desværre har Acer undladt at smide et kabel med i kassen, så der er rum for en ekstra investering.

Bunden er hjemsted for strømstikket samt mikro-usb og regulær usb 2.0, hvilket er et sjældent, men kærkomment, syn. Her kan du altså plugge mus og tastatur i. Men men, det må vi desværre vente med lidt endnu. Det bliver nemlig først muligt med opdateringen til Android 3.1.

Der sidder også en docking-port på A500, som kan bruges, hvis man vælger at investere i en docking-station. Det er også muligt at købe et trådløst Bluetooth-keyboard ved siden af.
 
Dolby-lyd i tabletten

Tablets og god lyd er normalt ikke noget, der på nogen måde hænger sammen. Det forsøger Acer at gøre noget ved. 

Selskabet har nemlig proppet Dolby-lyd ind i maskinen. I indstillinger er det muligt at slå "Dolby Mobile" til og fra samt at justere diskant, bas og EQ.

På bagsiden er der placeret to små højtalere, som faktisk gør en udmærket figur. Selvfølgelig mangler de tyngde, dybde og sprødhed, hvad ellers kan man forvente af en tablet? Men hvis har du lagt hovedtelefonerne til side, er de ganske acceptable, hvis I er flere, som skal høre noget samtidig.

På kamerasiden ligner A500, hvad der ellers er på markedet. Udstyret med fem megapixel foran og et to megapixel ansigtskamera kan du både filme og tage billeder med mange indstillingsmuligheder. Kvaliteten er så som så, men fuldt på højde med, hvad vi ellers kender fra tablets og smartphones.

Lander fornuftigt

Når alt kommer til alt, er Acer sluppet fint fra deres første udskejelser i tablet-genren.

A500 er et langt mere lovende og gennemarbejdet produkt, end deres kombi-tablet W500 giver indtryk af, og så er prisen også overkommelig.

Der er ikke voldsomt meget nyt under solen, og Acer har heller ikke taget de store chancer. Godt nok er det plusser i bogen, at Acer ikke som andre har blæst på lydsiden, at designet føles som kvalitet, at skærmen holder, og at der er små detaljer som skærmlås-knappen.

Til gengæld lader Android 3.0 endnu noget tilbage at ønske, og hvad hjælper en USB-indgang, når det først bliver muligt at bruge mus og tastatur, når opdateringen til 3.1 bliver gjort tilgængelig? Heldigvis skulle den komme snart.

Acer Iconia Tab kan fås i omegnen af 3.700 kroner på nettet, og ude i butikkerne ligger den på cirka 4.000 kroner. Til sammenligning ligger Motorola Xoom (WiFi) til omkring 4.600 kroner på nettet. 

Alt taget i betragtning er det nok til, at Acer Iconia Tab A500 lander på lille firetal ud af seks. Den henrykker ikke voldsomt i forhold til, hvad vi tidligere har set, men den falder heller ikke igennem i forhold til konkurrenterne. Acer er bare lidt sent på den i forhold til, hvad A500 bringer til markedet.

Når det er sagt, ser vi meget frem til Android Ice Cream Sandwich, som uden tvivl vil styrke tablets som denne væsentligt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere