De gode gamle tekstbaserede e-mails vil være forældede i år 2005, forudsiger Forrester Research i en ny rapport. Fremtidens elektroniske kommunikationsform hedder i stedet "personal rich media". Dermed menes digitale video- og lydoptagelser, der sendes over Nettet. Rapporten spår at 92 pct. af Internet-forbrugerne vil kommunikere ved at udveksle sådanne multimedie-beskeder i år 2005. Hele 57 pct. af de amerikanske husholdninger vil bruge "personal rich media" mindst en gang om måneden.
Forrester peger på de mange nye Internet-tjenester, som gør det muligt at skabe og lagre billeder, lyd og video lettere end nogensinde før. Med de nye digitale kameraer og camcordere er det meget let at overføre digitalt billedmateriale til pc'en - og videre ud på Nettet. Bredbåndsadgang til Internet vil gøre det muligt at overføre videoklip uden lange ventetider. Rapporten konkluderer derfor, at video e-mail eller i det mindste links til multimedie-indhold snart vil erstatte tekstbaserede e-mails.