3 kan snart bruge ny teknologi til hurtigere net

Om nogle år kan vi trække på forskellige frekvenser med vores mobiler og dongles. Dét bliver en løsning for teleselskabet 3, mener teleekspert.

Teleselskabet 3 har skudt papegøjen, siger firmaet selv. 3 mener, at de billigt kan skabe Danmarks bedste mobilnet; og dét til ganske få penge. Under forårets auktion over LTE-frekvenserne gav de blot syv millioner for deres LTE-frekvenser, mens de øvrige selskaber TDC, Telia og Telenor måtte punge ud med 333 millioner. TDC har endda lykønsket 3 med deres strategi.

Et af midlerne til at skaffe 3 hurtige hastigheder kan nogle år ude i fremtiden blive spectrum aggregation, en teknologi som stadig er på tegnebrættet, men forventes at give teleselskaberne helt nye muligheder for at skabe stærke datastrømme.

3's nyvundne LTE-frekvenser kan ikke det samme som konkurrenternes. Teleselskabet, der har været pionerer med mobilt bredbånd i Danmark, valgte at satse på at få en mindre bid af de mere gængse frekvenser - de parrede (LTE FDD) - og derudover satse på de uparrede frekvenser (LTE TDD), der kræver en anden teknologi og forventes at blive brugbare senere end de parrede frekvenser. Spørgsmålet er så, om teleselskabet 3 - der i dag praler af at have Danmarks bedste mobile bredbånd - virkelig trak det længste strå under auktionen. Dén diskussion fik to teleeksperter, John Strand fra Strand Consult og telejournalisten Claus Hetting, til at kaste sig ud i en ophedet debat på ComON.

Hvornår har vi det?
John Strand, dansk telebranches grand old man, mente, at 3 stod fint stillet. Teleselskabet kan blot kombinere spektrum fra eksempelvis 1800, 2100 og 2600 MHz spektrum i en og samme datastrøm, mente han.

Men teknologien er ikke på plads, påpegede Claus Hetting, mangeårig telejournalist, pr-mand og tidligere medarbejder hos Nokia. Han mener, at der går fem til seks år, før teknologien - spectrum aggregation - fungerer, så forbrugerne kan få glæde af den.

ComON har spurgt Ericsson, en af verdens største producenter af teleudstyr og leverandør til danske 3, om dets udstyr kan kombinere forskellige frekvenser som 900, 800, 1800, 2100 2600 MHz til den samme datastrøm.

"Funktionen hedder spectrum aggregation og vil blive standardiseret i 3GPP-frigivelsen, der bliver vedtaget i 2011. Vores basestationer vil naturligvis understøtte denne feature, når standarden og markedsefterspørgslen kommer," skrev Ericssons pressemand, Fredrik Hallstan, i en mail til ComON.

Med spectrum aggregation kan teleselskaber kombinere forskellige frekvenser til at skabe en samlet datastrøm til en kunde. I den seneste auktion kom 3 ud med den mindste gængse frekvens, de parrede frekvenser, som bruges til FDD LTE. Her fik selskabet 2x10 MHz frekvens, mens de øvrige fik dobbelt så store blokke. Det betyder i teorien - alt er naturligvis afhængigt af deres og konkurrenternes net af master - at de i første omgang kun kan levere det halve IP-internet til deres kunder i forhold til TDC, Telia og Telenor. Teleselskabet 3 har dog også en klump båndbredde af de uparrede frekvenser, der sandsynligvis kan bruges lidt senere.

Men med spectrum aggregation forsvinder nogle af bekymringerne om, hvilke frekvensblokke et teleselskab har. 3 kan - om nogle år ude i fremtiden - kombinere forskellige frekvensblokke til den samme datastrøm. Hvis kunden således skal spille et krævende computerspil, kan mobilen hente data eksempelvis både over den mindre frekvensblok i 2,5 gigaherz, 3 nyligt har vundet, og en anden frekvens fra et helt andet frekvenslag. Det kunne eksempelvis være en frekvensblok i 800 MHz-båndet, som snart forventes at komme i udbud.

Mobiler er hindring
Teknologien kræver - og det er nok den største hindring - at mobilerne kan bruge den. Det kræver flere chips, der bruger batteri, at bruge teknologien. Derfor går der længere tid, før spektrum aggregation kan gøre nytte. Ericsson, der dog ikke selv producerer mobiler, forventer, at billige telefoner, som menigmand har råd til, er udbredt omkring år 2012 og 2013. I fagsprog hedder det, at der er et økosystem for teknologien.

ComON spurgte desuden en anden telegigant, franske Alcatel-Lucent som leverer LTE-udstyr til AT&T og Verizon, hvornår deres udstyr understøtter den kommende teknologi.

"Vores radiohardware understøtter allerede spectrum aggregation. Nu er det software og integration, der mangler, og dén udvikler vi, så snart markedet er klar til det," fortæller Stephane Jacquelin, produktchef for LTE hos Alcatel-Lucent.

Han er en anelse mere optimistisk end Ericsson om, hvornår folk kan købe billige terminaler. Det vil højst sandsynligt først være dongles og dernæst mobiler, der udvikles til at bruge spectrum aggregation.

"Vi tror lige nu, at vi vil se det første modtagerudstyr, der understøtter spectrum aggregation, i 2012, så vi forventer, at økosystemet begynder at modnes i 2012," siger Stephane Jacquelin.

Alcatel-Lucent producerer dog heller ikke mobiler, men basestationer og anden back bone.

En del af strategi
Teleselskabet 3 bekræfter, at en kommende brug af spectrum aggregation er en del af strategien for at tilbyde hurtige hastigheder til deres kunder.

"Det vil kunne give os en markant større båndbredde," siger Stine Green Paulsen, 3's pressechef.

Hun kan dog ikke fortælle i detaljer om, hvordan 3 vil benytte spectrum aggregation.

Stadig udfordringer i TDC's øjne
Danmarks største teleselskab, TDC, har kig på den nye teknologi. Netdirektør Jess Ibsen forventer dog først, at det er en udbredt teknologi om fire til fem år. Han er altså ikke helt så optimistisk som producenterne Ericsson og Alcatel-Lucent.

"Vi tror, at det er noget, der kommer i spil på et tidspunkt, men lige nu er den kommercielle og tekniske stand ikke noget, som vi kan bruge," siger han.

Han siger, at det kræver mange chips at trække på forskellige frekvensbånd samtidig. Derfor er der behov for meget udvikling for at sikre, at mobilerne ikke bliver store og batterikrævende.

"De skal af med pokkers meget varme, hvis de skal håndtere alle de frekvensbånd samtidig," siger Jess Ibsen.

Han tvivler på, at mobilproducentene vil udvikle intenst på den nye teknologi, mens de stadig har udfordringen med at få deres mobiler til at virke med almindelig LTE-net.

"Spørgsmålet er, om det er noget, som leverandørerne vil bruge meget tid på nu, hvor de har fokus på at udvikle terminaler til LTE," siger Jess Ibsen.

For ham lyder det fornuftigt, hvis 3 forventer at bruge spektrum aggregation, men han forventer ikke, at TDC vil bruge det i udpræget grad, eftersom deres parrede LTE-frekvens kan levere tilfresstillende båndbredder, siger han.

"Det vil være godt til at opsamle frekventerede bånd. De kommercielle bånd er så brede, at det er svært at se de umiddelbare fordele ved at bruge teknologien til at samle dem," siger Jess Ibsen.

De brede LTE-bånd, som TDC, Telenor og Telia fik ved LTE-auktionen, kan i teorien trække hundredvis af Mbit/s. Men TDC har nogle frekvenser - hotspot-frekvenser og radiokæde-frekvenser - som Jess Ibsen frorestiller sig kan komme i spil på LTE-nettet med spectrum aggregation.

Interesserede kan læse mere om LTE-teknologiens muligheder i et blogindlæg, som telejournalisten Claus Hetting har skrevet.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

It-løsninger | København Ø

Automatisering med Copilot & Agentic AI

Høst viden og erfaringer fra andre om, hvordan Copilot og Agentic AI i praksis kan skabe værdi og fleksibilitet i din organisation.

Sikkerhed | Online

Erfaringer fra frontlinjen: Sådan ændrer trusselsbilledet sig

Kort og fokuseret digitalt event: Erfaren frontkæmper fra den digitale sikkerhedsverden giver dig overblik og konkrete anbefalinger til det aktuelle trusselsbillede.

Andre events | Valby

CIO Challenges: Teknologi, transformation og ledelse der flytter forretningen

Hvordan moderniseres en it-platform uden legacy? Hvordan skaber man nye AI‑ og cloud‑drevne forretningsmodeller – uden at miste medarbejdere eller brugere undervejs? På CIO Challenges 2025 får du hands‑on erfaringer fra fire danske CIO’er, der...

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Søren Vindfelt Røn som Data & AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at effektivisere, planlægge og implementere innovative, digitale løsninger for Norriqs kunder. Han kommer fra en stilling som Co-founder & CMO hos DrinkSaver. Han er uddannet Masters of science på Københavns IT-Universitet. Nyt job

Søren Vindfelt Røn

Norriq Danmark A/S

Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Morten Eskildsen som UX Lead. Han skal især beskæftige sig med styrke bureauets kompetencer inden for UX og digital strategi i konsulentteamet og arbejde på tværs af alle afdelinger. Han kommer fra en stilling som CDO, UX & Digital Strategy Consultant hos Zupa. Nyt job

Morten Eskildsen

Signifly

Sentia har pr. 1. oktober 2025 ansat Morten Jørgensen som Chief Commercial Officer. Han skal især beskæftige sig med udbygning af Sentias markedsposition og forretningsområder med det overordnede ansvar for den kommercielle organisation. Han kommer fra en stilling som Forretningsdirektør hos Emagine. Nyt job
Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Anders Kirk Madsen som Tech Lead. Anders skal især beskæftige sig med at hjælpe Signiflys offentlige og private kunder med at styrke forretningen gennem teknisk solide løsninger. Anders kommer fra en stilling som Business Architect hos SOS International. Nyt job