Tele Danmark vil lancere lynhurtige ADSL-forbindelser i Danmark fra påske næste år, skriver Berlingske Tidende. ADSL kan overføre data op til ti gange hurtigere end almindelige modemer, men systemet kræver installation af nyt udstyr i alle landets telefon-centraler. Tele Danmark fortæller, at ADSL-linierne vil betyde enden på den konventionelle afregningsform. Kunden skal ikke længere betale for det antal minutter, som man er koblet op, men en fast pris pr. megabyte data, der sendes eller modtages over Internet. Tele Danmark afvikler i øjeblikket to kommercielle forsøg. I det ene kan deltagerne surfe frit for 500 kr. om måneden, mens det andet forsøg indebærer, at kunden skal betale 395 kr. om måneden og 50 øre pr. megabyte. Muligvis vil kunderne kunne vælge mellem forskellige afregningsformer, alt efter forbrugsmønster.