Et lille amerikansk softwarefirma, Bristol Technology, har sagsøgt Microsoft under henvisning til, at firmaet har tilbageholdt vigtig kildekode, der er nødvendig for at firmaet kan udvikle sine programmer. Bristol Technology udvikler såkaldte "emulatorer", kunstige Windows-miljøer, der betyder, at programmer skrevet til Windows kan afvikles på Unix-platformen. Wind/U, som programmet kaldes, har været en stor succes, og har lokket mange programmører over i Windows-verdenen. Bill Gates fremhævede i en tale på "Unix Expo" i 1996 det eksemplariske samarbejde mellem Microsoft og Bristol Technology. Men firmaet hævder nu, at Microsoft har mistet interessen i samarbejdet og nægter at genforhandle aftalen, der sikrer Bristol adgang til kildekoden til Windows NT. Uden kildekoden kan firmaet ikke tilpasse sin emulator, så de nyeste Windows-programmer kan køre på Unix.
Ifølge Bristol Technology skyldes Microsoft's kovending, at Windows NT har vundet store markedsandele, og firmaet derfor ikke længere vil støtte Unix-platformen. Microsoft har afvist sagsanlægget som ubegrundet. Flere informationer om sagen fra sagsøgerens synspunkt findes på www.bristol.com.