Mark Brender fra ABC News landede århundredets journalistiske scoop den 28. januar 1986. To
dage forinden var det umulige uheld sket på atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine, og havde sendt
en sky af radioaktivt støv over Europa. Den amerikanske spionsatellit Keyhole (KH-11)
fotograferede timer efter ulykken det ramte område, og leverede skarpe fotografier af den brændende
reaktor-ruin, der landede på præsidentens bord i Washington D.C. Mark Brender fik den geniale ide,
at benytte den civile amerikanske kartograferingssatellit Landsat og den franske Spot til at
fotografere Tjernobyl, og præsenterede de forbløffende resultater i aftenens nyheds-udsendelse. Det,
der overraskede den amerikanske nation, var ikke så meget den radioaktive reaktor, men
smugkigget ind i en verden, der før var forbeholdt magthavere og sikkerhedstjenester; de
elektroniske øjne i himlen. Brender's scoop rykkede en ubehagelig tanke frem i menneskenes sind;
nemlig det faktum, at hver eneste kvadratmeter på klodens overflade daglig bliver fotograferet og
filmet fra rummet.
Spionsatelliter
Den sidste halvdel af det tyvende århundrede har rumforskningen frembragt imponerende billeder
fra andre planetter og måner, men det er ingenting i forhold til de millioner af billeder, der dagligt
optages og gemmes af vores egen planet. Spionsatelliternes kameraer har nået en enorm
opløsningsevne, der tillader dem at fotografere en kaffekop fra deres position hundredevis af
kilometer ude i verdensrummet. Men de militære satelliter er ikke de eneste øje, der overvåger os fra
himlen. NASA, ESA og andre rumfartsorganisationer har opsendt snesevis af
landopmålingssatelliter, der med få meters nøjagtighed fotograferer objekter på jorden. Private
konsortier begynder så småt at opdage, at kameraer i kredsløb kan være en indbringende forretning.
Globale nyhedsmedier som den amerikanske nyhedsstation CNN tørster efter kontrollen over deres
egne kameraer i rummet - spionsatelliter, der med minutters varsel kan sendes ind over kriseområder
på jorden, og levere detaljerede billeder af aktiviteter på overfladen. En massakre i Algeriet, en
skovbrand i Indonesien - endnu inden studieværten har færdiggjort sin tekst, kredser satelliten
allerede over området og afslører, hvad der foregår på landjorden. Billeder, der før var forbeholdt
efterretningstjenester og magthaverne, bliver frit tilgængelige for alle og enhver, præsenteret og
forklaret på tv-skærmen. ABC's Mark Brender har som vision en friere og mere retfærdig
verden, hvor magtbalancen alene opnås gennem, at alle til enhver tid har mulighed for at kontrollere,
hvad de andre laver bag deres grænser. Eksempler findes der mange af; den omfattende globale
nedrustning er udelukkende mulig, fordi spionsatelliterne overvåger, om aftalerne
overholdes.
Kommercielt plan
Men heller ikke de pengestærke nyhedsmedier har monopol på billederne fra rummet. Ideen til at
markedsføre spionsatelliter på kommercielt plan fik Walter Scott, der tidligere ledede Reagans
SDI-program til satellit-styret nedskydning af atommissiler. Sammen med Douglas Gerull
grundlagde Scott et firma, der skulle konstruere og opsende satelliter med avanceret kameraudstyr.
Blandt investorerne findes rumfartsgiganten Aerospace og elektronikkoncernen Hitachi. Firmaet ser
sine kunder blandt store konsortier, energi- og elektricitetsselskaber, miljøorganisationer og andre,
der ønsker informationer om jordens tilstand. Et elselskab kunne bruge satelliten til at overblikke sit
elektricitetsnetværk, et telefonselskab kan opmåle afstanden mellem telefonbokse,
miljøforekæmpere kan følge skovbrande og finde deres arnesteder ... En spionsatellit på det åbne
marked kunne også revolutionere byplanlægningen, hvor luftfotografier hidtil har repræsenteret den
eneste mulighed for at overblikke store områder.
EarlyBird og QuickBird bliver sandsynligvis de første kameraudstyrede satelliter, som enhver med
den rette pengepung vil kunne købe sig ind på og styre direkte. Satelliterne er konstrueret af det
amerikanske firma EarthWatch, der har til huse i Longmont i Colorado. EarlyBird skal om kort tid
sendes op fra det russiske rumcenter Swobodny. Det medbragte kamera kan skyde billeder ned til en
opløsning på tre meter. I løbet af det næste år følger en forbedret udgave, QuickBird, der
fotograferer objekter helt ned til en meters størrelse. Det er stadig ikke tilstrækkelig til at genkende
mennesker, men biler, skibe og andre transportmidler på overfladen kan følges med stor præcision.
En oplagt mulighed, hvor QuickBird kan anvendes, består i sporingen af skibe, der tømmer deres
spildolie i havet.
Martialsk musik
Det er derfor overraskende, at satellit-firmaerne i første omgang har rettet deres markedsføring mod
kunder, som næppe ønsker at bruge teknologien til at fremme verdensfreden. EarthWatch har
udsendt en reklame-CD, der velkommer brugeren med martialsk musik, og forkynder om produktet:
"Højopløsende satellitbilleder fra verdensrummet muliggør en verdensomspændende sporing og
identificering. Billeder i opløsningerne en, tre og fem-meter leverer detaljerede informationer om
våbensystemer, type og tilstand flere gange om dagen ... De er et praktisk visuelt værktøj til
udvælgelse af militære mål." Et andet firma, der søger kunder indenfor militærindustrien, er Space
Imaging. Sammenslutningen af Lockheed Martin, Mitsubishi og Raytheon sælger spionbilleder til
efterretnings- og sikkerhedstjenester i hele verden. Firmaet skal informere de amerikanske
myndigheder om, hvem der køber hvad, men er ellers ikke underlagt begrænsninger. Lande som
Indien og Pakistan, der ligger i oprustningskapløb med hinanden, kan købe detaljerede
informationer om fjendens våbensystemer hos Space Imaging.
Det er ikke billigt, eller nemt, at sende satelliter i kredsløb, og slet ikke, når de skal udstyres med
avanceret fotoudstyr. Derfor er de nye satelliter indtil videre forbeholdt pengestærke konsortier med
storkunder indenfor industrien. Men den største mulige kundegruppe må jo siges at være planettens
samlede befolkning på over fem milliarder mennesker, der måske ikke ønsker at betale millioner for
satellitfotos af deres baghave, men sikkert vil betale en pæn sum, hvis de kan få dagsaktuelle
billeder af deres by, omgivelser eller andre steder. Spionbilleder som hvermandseje - en drøm, som
med Internet er rykket forbløffende tæt på realiteten.
