Navn: Opasia
Adresse: http://www.opasia.dk
Produktion: Tele Danmark
Emne: Portal
Beskrivelse: En Internet-portal er en samletjeneste, der fungerer som genvej til mange forskellige slags informationer, og opfylder mange forskellige behov. Tanken er, at Internet-brugeren skal få de fleste af sine informationsbehov opfyldt samme sted, og derfor benytte portalen som et springbræt, startsiden i browseren, som man besøger man gange dagligt. Portalen er "indgangen" til Internet, der ordner det store informationskaos og formidler et overblik. Tele Danmark's Opasia var den første danske hjemmeside, der kunne smykke sig med titlen "portal". Opasia producerer ikke i større omfang eget indhold, men bygger i stor grad på indholdet fra hundredevis af hjemmesider, der betaler for at komme med i den grafiske Internet-fortegnelse. Eksempelvis finder man dagligt opdaterede avisoverskrifter og nyheder hos Opasia - men når man klikker på en artikel for at læse mere, sendes man til den pågældende publikations hjemmeside.
Design: Opasia findes i to forskellige udgaver, en 2D- og en 3D-verden. Den todimensionelle udgave kan besøges direkte på Internet, og består af almindelige web-dokumenter med simpelt og rendyrket design, der udmærker sig ved ikke at være overdrevent grafiktunge. Opasia 3D er en tredimensional, virtuel verden, hvor man vandrer rundt i et grafisk flot sceneri og besøger de forskellige butikker. Denne udgave kræver, at man har købt og installeret Opasia CD-ROM, hvorfra den tunge grafik hentes. Det må være en smagssag, hvilken udgave man benytter, selvom det kan være svært at se berettigelsen af den farverige, tredimensionelle Opasia-verden, der alligevel bare fungerer som genvej til de samme tjenester som den todimensionelle udgave.
Opdatering: Opasia indeholder en løbende strøm af nyhedsoverskrifter fra Jyllands-Posten, sportsnyheder fra Ekstra-Bladet, løbende anmeldelser af interessante hjemmesider fra Nat&Dag og nyheder om rejsemarkedet fra Travel Market. Tjenesten indeholder kun overskrifter og korte resumetekster - de fulde nyheder skal stadig læses på avisernes hjemmesider. Opasia producerer ikke egne nyheder (dog findes enkelte artikler om specielle emner) og tilfører dermed ikke nyhedsstrømmen øget værdi - men fordelen består i, at man får et overblik, som man ellers kun ville kunne opnå ved at besøge flere forskellige web-steder.
Links: Internet-henvisninger er selve fundament i Opasia. I kategorier som "Nyheder og medier", "Kunst og kultur", "Familie, sundhed og velvære" og "Markedspladsen" finder man beskrivelser og links til danske hjemmesider. I Sundheds-kategorien kan man eksempelvis læse om Statens Serum Institut's nye vaccinations-tjeneste, Danmarks Familieadvokat og læge-hjemmesiden NetDoktor.dk. Opasia er altså primært et sorteret katalog over danske hjemmesider, som f.eks. Jubii eller Yahoo.
Omfang: Foruden de mange henvisninger til danske hjemmesider gemmer Opasia også et diskussionsforum, hvor man kan skrive indlæg og debatere forskellige emner, og en chat-kanal, der minder om Forum's Chat eller Jubii Chat. En nyskabelse er den såkaldte Internetskole, hvor man kan gøre sig klog på mange forskellige emner. Skolen er inddelt så der er noget både for den nye Internet-bruger, for den øvede og for den erfarne. Desuden er der et helt område for de, der har eller gerne vil lave deres egen hjemmeside. Dette område indeholder bl.a. en udførlig vejledning til bygning eller forbedring af egen hjemmeside med eksempler og koder, der er lige til at bruge.
Målgruppe: Primært nye Internet-brugere, der søger et overblik over informationsudbudet på nettet.
Samlet vurdering: Internet-portaler er gode og nødvendige, når de formidler et overblik over det overskuelige Internet og er med til at nedbryde barrierer hos nye brugere, der søger et holdepunkt i det ukendte net-univers. Men i bund og grund er portalerne overflødige, fordi de bidrager ikke til nettets økologi, producerer ikke eget indhold, men samler allerede eksisterende tjenester. Opasia har høstet meget kritik for sin grafiske overflade, der for nogle mere repræsenterer en omvej end en genvej til informationer, men den nybagte Internet-surfer har ikke sådanne bekymringer - hun ønsker bare et startpunkt, hvorfra hun kan forgrene til nettets mange tilbud. Opasia er en velstruktureret, logisk og praktisk portal-tjeneste, der helt klart har en berettigelse i den stund, at man søger et fast holdepunkt i cyberspace. Det betyder dog ikke, at tjenesten ikke kan forbedres; en søgemaskine, web-baseret elektronisk post, event-kalender og køb/salg-marked er blot nogle forslag til nye tiltag, som vil klæde Danmarks måske største portal.