Som den første internationale storby har Geneve indført en særskat på 1 pct. af it-leverandørernes overskud, som skal bruges til at finansiere den såkaldte Digitale Solidaritetsfond. Det kontroversielle projekt blev officielt indviet mandag under en konference på Hotel Intercontinental i Geneve.
Det skønnes at 75 pct. af verdens internet-brugere lever i rige lande som sammen repræsenterer mindre end 15 pct. af verdens befolkning. Men ideen om en solidaritetsfond for it-udvikling afvises af de fleste industrilande, som henviser til de mange eksisterende udviklings-programmer. Ideen blev oprindelig bragt på banen af den senegalesiske præsident, Abdoulaye Wade, som også har indbetalt de første penge til fonden sammen med den schweiziske regering.
Pengene skal bruges til at forsyne verdens fattigste lande med mobiltelefoner og it-infrastruktur. Indtil videre har fonden modtaget 6,72 millioner dollar. Den endelige fordeling af midlerne mangler stadig at blive forhandlet på plads.