Mobilmafia holdt Frankrig som gidsel

De franske mobiloperatører har siden 1997 haft ulovlige prisaftaler. Svindelaftalerne har domineret markedet totalt og involverer den franske finansminister.

De tre franske mobilselskaber Orange, SFR og Bouygues, som er de eneste operatører på det franske marked, har siden 1997 domineret det franske mobilmarked i kraft af et stærkt mobilkartel og en række ulovlige prisaftaler. Det fremgår ifølge Berlingske Tidende af en rapport fra de franske konkurrencemyndigheder.

Den dybdeborende franske ugeavis Den Lænkede And er kommet i besiddelse af en lækket rapport fra de franske konkurrencemyndigheder, og i går kunne avisen afsløre, at både priser og markedsandele på det franske mobilmarked i flere år har været aftalt spil.

»Jeg minder Dem om, at disse tal udveksles mellem de tre operatører som fortrolige. De må på ingen måde blive kommunikeret udadtil og navnlig ikke til vores regulerende instanser (de franske telemyndigheder, red.),« hedder det blandt andet i et notat fra en højtstående leder i mobilselskabet Bouygues.

Dette citat er kun en del af det meget omfattende materiale i rapporten, som tilsammen giver et overordentligt kompromitterende billede af det ulovlige samarbejde.

Siden 1997 har repræsentanter for de tre operatører holdt møde hver måned for "hurtigt at tilpasse deres kommercielle strategi til markedets udvikling," skriver de franske konkurrencemyndigheder i rapporten.

Den nuværende franske finansminister, Thierry Breton, har i perioden 2002-2005 været direktør for France Telecom, og kartelsagen belaster ham nu ganske væsentligt, fordi han har været dybt involveret i de ulovlige aftaler.

For eksempel har Breton ifølge et mødereferat fra 2002 været vidne til, at direktøren for Orange kaldte kartelaftalen for en "Jalta-deling af markedet" - en udtalelse med klar reference til Churchill, Rosevelt og Stalins aftale fra 1945 om at dele Europa efter anden verdenskrig.

Efterforskningen blev sat i gang, efter at en forbrugerorganisation i 2002 anmeldte selskaberne, fordi det forekom mærkeligt, at de tre mobiloperatører i lang tid havde haft næsten ens takster og abonnementspriser samt ekstremt lange bindingsperioder på to år.

Konkurrencemyndighedernes dom ventes at falde inden udgangen af året, og selskaberne kan risikere bøder på op mod 10 procent af omsætningen.

Orange, SFR og Bouygues har afvist alle anklager, og kilder tæt på Thierry Breton afviser ligeledes, at finansministeren er omfattet af sagen.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Marie Søndergaard, Acting Chief Product Owner hos Energinet, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Marie Søndergaard

    Energinet

    Immeo har pr. 1. februar 2026 ansat Patricia Oczki som Marketing Manager. Hun kommer fra en stilling som Head of Marketing and Communication hos Coach Solutions. Nyt job
    netIP har pr. 20. januar 2026 ansat Mikkel Lykke Petersen som Datateknikerelev ved netIP Thisted/Aalborg. Han er uddannet håndværker og har arbejdet som både montør, mekaniker, tømrer og tagdækker. Nyt job