Microsoft har netop officielt præsenteret den anden beta-udgave af Windows NT 5.0, den næste version af firmaets styresystem rettet mod virksomheder. På et teknisk seminar, der foregik tirsdag og onsdag i denne uge, præsenterede Microsoft tre beta-versioner af henholdsvis NT 5.0 Workstation, NT 5.0 Server og NT 5.0 Enterprise Edition. Microsoft fortæller samtidig, at beta-udgaven vil blive sendt til samtlige medlemmer af Microsoft Developer Network og desuden til 45.000 beta-testere og 25.000 partnere over hele verden. Når testernes kommentarer er indsamlet, vil Microsoft udsende en tredje beta-version, indet det endelige produkt efter planen kommer på gaden i 1999.