DSB har opgivet at vente på, at Dankortet bliver frigivet til Internet-betalinger, og satser i stedet på at udvikle egne betalingssystemer, skriver Jyllands-Posten. I øjeblikket kan man bestille billetter hos DSB på nettet, der leveres per post med et girokort eller kan hentes på stationen. Fra november starter DSB en større Internet-butik, hvor det bl.a. bliver muligt at gå helt ind i systemerne og foretage pladsreservationer. Gert Birnbacher, Internet-chef hos DSB, siger til avisen, at man udvikler et betalingssystem, der er baseret på de mobiltelefoner, som en million danskere går rundt med. DSB vil installere et online-system i togene, der kan kommunikere direkte med GSM-telefoner - det kunne eksempelvis betyde, at chip-kortet kan debiteres billetprisen i det øjeblik, hvor man træder ind i toget. Online-systemet skal være færdig installeret i 1999.