Brancheorganisationen BSA (Business Software Alliance) går nu i krig mod den ulovlige piratkopiering hos de danske virksomheder. 26 procent af den software, som anvendes i danske virksomheder, kører uden den fornødne licens, skriver De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten. Problemet er især udbredt i virksomheder uden egen IT-afdeling.
BSA vil i første omgang starte en oplysningskampagne, som siden skal følges op med civile ransagninger hos virksomhederne.
»Problemet er enormt. I virksomheder med under 100 ansatte er over 50 procent af den anvendte software ulovlig, mens større virksomheder med egen IT-afdeling har mere orden i sagerne. Vi skønner, at værdien af den software, som der ikke er betalt for, ligger på omkring en halv milliard kroner,« siger formanden for BSA, Niels Appel.
Branchen er kommet frem til tallet ved dels at sammenligne salget af pc'er med salget af software, dels ved at lade analyseinstitutter tjekke hos virksomhederne.
I halvandet år har BSA haft mulighed for at foretage såkaldte civile ransagninger, hvilket er sket i 12 tilfælde. Rekordfangsten var en virksomhed, der havde 400 pc'er kørende uden en eneste licens.