Telia har sendt ekstraregninger til 26.000 forbrugere, som ifølge teleselskabet har sendt 12,5 millioner sms-beskeder, der ikke er blevet afregnet. Det skriver Forbrugerrådets blad Tænk og Test.
De mange ekstraregninger har vakt både forundring og vrede hos forbrugerne. En Telia-kunde i Esbjerg skulle ifølge teleselskabet have sendt 1.781 ufakturerede beskeder. Efter en klage til Telia fik kunden en ny regning på 396 sms-beskeder.
De mange ekstraregninger har fået mange forbrugere til at henvende sig til Forbrugerrådet, og fælles er, at ingen af dem kan genkende det sms-forbrug, de nu får en forsinket regning på.
»Hvis man ikke mener, man har haft forbruget, skal man selvfølgelig ikke bare betale regningen. I stedet skal man henvende sig til firmaet med sin klage, og det er en god idé at gøre det skriftligt, så der er dokumentation for henvendelsen,« siger Anders Hjorth Jensen, telepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet.