Hvis man skal tro en ny analyse, som IDC har fremlagt, vil den elektroniske handel i Indien nærmest eksplodere fra 2.8 millioner dollars i 1997 til 160 millioner dollars i år 2001. IDC's analyse indbefatter transaktioner, der starter på Internet, men ikke nødvendigvis udføres online. Det kan eksempelvis være billetter, der reserveres på nettet, men hentes og betales fra billetkontoret. Prognosen er baseret på en forventet deregulering af det indiske telekommunikations-marked, der stadig er underlagt et statsligt monopol. Fra september måned kan private Internet-udbydere ansøge om en offentlig licens, og det forventes at medføre en stærk stigning i antallet af Internet-brugere - indtil videre kun 150.000 mennesker i et land med næsten en milliard indbyggere.