IDG World Expo, som arrangerer Linuxworld, regner med omkring 150 udstillere i messehallerne i Moscone Center. Messen er åben fra i dag og frem til torsdag den 7. august.
På programmet er blandt andet et keynote-indlæg fra Bruce Perens, som vil give sit bud på open-source miljøets tilstand - "State of Open Source" - sikkert med henvisninger til den aktuelle SCO-sag.
Et andet programpunkt, Linux Financial Summit, samler repræsentanter for banker og andre finansielle institutioner til en diskussion om Linux' rolle i finans-sektoren.
Firmaer, som leger med ideen om at skifte til Linux, kan informere sig om konsekvenserne i en særlig workshop, CIO Agenda, som er specielt rettet mod professionelle brugere.
Traditionen tro ventes en hel stribe produktlanceringer under messen. IBM vil annoncere en ny Linux-server, Oracle ventes at introducere en portal for Linux-udviklere, og Sun vil sandsynligvis give et smugkig på Project Orion og Mad Hatter.
Microsoft vil også være repræsenteret på LinuxWorld, hvor softwarefirmaet vil præsentere sit "shared source" initiativ.
På den lidt mindre alvorlige side kan deltagerne på messen dyste i Golden Penguin Bowl eller overvære en demonstration af Linux-baserede redningsrobotter, som skal finde en stofpingvin på en forhindringsbane.