Samtidig med 50-års-jubilæet for den første bestigning af Mount Everest, som fandt sted den 29. maj 1953, vil en nepalesisk sherpa åbne verdens højestbeliggende internet-cafe i bjergbestigernes baselejr, som ligger i 5.300 meters højde.
Projektet er en udfordring, som næsten er større end bestigningen af bjerget. I baselejren er der ingen elektricitet eller permanente bygninger, og lejren er konstant udsat for frysende temperaturer og hårde vinde.
»Den internet-cafe som jeg planlægger skal placeres i en provisorisk hytte med stenvægge og dækkes med et telt,« siger Tsering Gyalzen til Associated Press.
Han fortæller at internet-cafeen ikke kan installeres i en permanent bygning, fordi hele lejren er bygget på en gigantisk, ustabil gletscher, som bevæger sig nogle centimeter hver dag.
Internet-cafeen skal udstyres med otte mobile computere og en satellit-forbindelse til nettet. Strømforsyningen skal klares med dieselgeneratorer og batterier, som oplades med solenergi.
»Der er 19-50.000 bjergbestigere som kommer til Everest-området hvert år. De har selvfølgelig brug for at sende e-mails til venner og familie derhjemme,« siger Gyalzen.