Nokia fortæller at den nye mobiltelefon, Nokia 6650, er den første UMTS-model, som er klar til serieproduktion. Nokia 6650 kan dog ikke købes lige med det samme - den finske producent fortæller at telefonen kommer på markedet i første halvdel af 2003.
Det kan altså være helt op til ni måneder, før den nye UMTS-mobiltelefon lander i butikkerne. Men Nokia vil levere de første testeksemplarer til teleselskaberne allerede inden nytår.
I modsætning til mange af de prototyper, som forskellige producenter har fremvist, ligner Nokia 6650 ikke en futuristisk sandwich-toaster med skærm, men en ganske almindelig mobiltelefon.
Ved første øjekast kan man ikke ane, at Nokia 6650 er en kombineret GSM/WCDMA-telefon, som tilmed indeholder en række ekstrafunktioner. Med et indbygget kamera og Bluetooth-forbindelse kan enkeltbilleder eller korte filmsekvenser eksempelvis overføres direkte til pc'en.
Nokia fortæller at telefonen vejer 141 gram og måler 132 x 52 x 25 mm. Telefonen indeholder 7 MB hukommelse og har en standbytid på to uger.