Det amerikanske justitsministerium har fremlagt et 90-siders dokument, der begrunder sagen mod Microsoft og skal overbevise dommeren om, at den ikke skal droppes, skriver BBC News. Justitsministeriet skriver bl.a., at Microsoft forsøgte at "tilintetgøre" Java, der betyder, at et stigende antal programmer kan afvikles på andre styresystemer. Netscape Navigator er den primære distributionsform for Java, hedder det i dokumentet, der samtidig påstår, at Microsoft har indgået aftaler med Intuit og Apple rettet mod Netscape/Sun. Firmaet forsøger dels af begrænse brugen af Java, og dels at skabe en platform-afhængig udgave, der betyder at Java-programmerne kun kan køre under Windows, hedder det i anklagen.
Justitsministeriet har videre fortalt, at Bill Gates under afhøringerne i sidste uge led af alvorlig hukommelses-mangel på flere vigtige punkter.