Sms? Hvad er sms? I Japan er sms-beskeder et ukendt begreb. Det betyder dog ikke, at japanerne ikke bruger mobiltelefonen til at kommunikere med tekstbeskeder. Faktisk vil den typiske japaner nok ryste på hovedet af de små mobiltelefoner som vi bruger her til lands med lille display, ubekvemme taster og funktionerne, hvor er funktionerne? Hvor er tv-modtageren, betalingschippen, 3D-spillene - ja, kan den ikke engang bruges til at scanne stregkoder? Det er jo ren stenalder sammenlignet med det højteknologiske Japan, hvor en stigende del af medieforbruget sker gennem den allestedsnærværende »keitai« - mobiltelefonen.
Der tales ligefrem om en »keitai kultur« i Japan - en nomadisk kultur, hvor mobiltelefonen og ikke den bærbare eller stationære computer er det centrale informations- og kommunikationsmiddel. Det kan opleves på en tur med undergrundsbanen gennem den japanske metropol Tokyo. Det er sjældent mobiltelefonen bruges til at tale i offentligt - det er uhøfligt overfor de andre passagerer - så telefonen sættes på »manner mode« i toget, og så tekstes der ellers løs for alle pengene. I Japan sender man e-mails til og fra mobiltelefonen - derfor er sms ukendt - og e-mails er langt billigere end sms.
Desuden kan beskederne indeholde mange flere tegn såsom smileys, billeder eller små animationer, så det er nok ikke så underligt, at mobilbeskeder er meget populære i alle aldersgrupper. Faktisk bliver halvdelen af alle e-mails i Japan sendt fra mobiltelefoner - og telefonen fungerer også under bruseren.
Keitai'en bliver også brugt til at gå på nettet - faktisk er det svært at finde en netcafe i de japanske storbyer. Langt de fleste mobiltelefoner der sælges i Japan er store klap-modeller, hvor både skærmen og tasterne er noget større end de modeller, vi er vant til. Her har man allerede taget konsekvensen af, at mobiltelefonen er en informationsterminal og ikke kun et samtaleapparat. »Moshi-moshi!«, den typiske indledning til en japansk telefonsamtale, høres ikke så tit i det offentlige rum.
Alt fra dating til blogging foregår over mobiltelefonen og den daglige nyhedsdosis konsumeres også i stor udstrækning på mobilen. En lang række japanske websteder tilbyder indhold der er skræddersyet til mobile brugere - det kan eksempelvis være hele romaner i elektronisk form, som så læses på mobilens lille skærm. Det kan lyde som en avanceret form for tortur, men bøgerne bliver typisk delt op i små bidder, og der linkes f.eks. til videoklip eller lydfiler. Keitai-romanen Deep Love blev så stort et hit i Japan, at den senere blev udgivet i papirform og filmatiseret.
Japanske mobiltelefoner har selvfølgelig også kameraer ligesom de vestlige modeller, som både kan bruges til stillbilleder og videoklip, og de anvendes blandt andet til at scanne de rektangulære QR-koder, der findes på mange plakater og skilte. QR (forkortelse for Quick Response) ligner en stregkode, men den kan indeholde langt flere data og bruges typisk til at gemme en internet-adresse. Når QR-koden fotograferes med mobilen, startes browseren automatisk på den indkodede adresse. Her kan man så f.eks. hente oplysninger om en koncert eller en vejviser til en offentlig park.
Mobilen bliver også brugt som betalingsmiddel med den såkaldte Felica-chip, der er udviklet af NTT DoCoMo og Sony. Det japanske teleselskab sælger en særlig form for mobiltelefoner kaldet »Osaifu-Keitai« (ordet Osaifu betyder pung), som indeholder en integreret RFID-chip. Den kan så bruges til at betale for billetten i undergrundsbanen og andre steder i det offentlige tognetværk ved at køre telefonen hen over en scanner. Der er tale om et prepaid-system kaldet Mobile Suica, hvor man fylder den mobile »elektroniske pung« med penge ved at betale med sit kreditkort og så kan bruge løs med mobilen. Flere forretninger accepterer også »Osaifu-Keitai« som betalingsmiddel.
En af årsagerne til det store udbud af mobile tjenester i Japan er, at landet allerede for ti år siden fik en mobil datatjeneste, iMode, med e-mail, web, spil, sportsresultater og meget mere. iMode har aldrig slået igennem i resten af verden - der er mere end 50 millioner iMode-abonnenter i Japan, men kun nogle få millioner i resten af verden. Der er flere prismodeller og brugerne kan få ubegrænset datatrafik til en relativt lav pris på få hundrede kroner om måneden.
Den anden vigtige brik i det japanske mobileventyr er telefonerne, som generelt er mere avancerede end de vestlige modeller. Her er alt fra telefoner med indbygget harddisk og fingeraftryksscanner til skridttæller og talesyntese. Nogle modeller, som denne Panasonic P905i, har ligefrem indbygget bevægelsessensorer ligesom iPhone eller Nintendos Wii-styrepind. Japanerne har et køligt forhold til iPhone - den imponerer ikke voldsomt i et land, hvor man er vant til mere fra sin mobiltelefon - og den tætte kobling med iTunes er et problem i en kultur, hvor det er mobilen - og ikke computeren - der er i centrum for det elektroniske liv.
Det kan også blive for meget - en ekspert anslår, at forbrugerne kun bruger mellem 5 og 10 procent af funktionerne på deres mobiltelefoner. Hvis man bliver træt af de mange indbyggede spil, kan man altid få en aften til at gå med at lede efter alle de funktioner på mobilen, man aldrig har fundet.
Og der kommer hele tiden nye funktioner og tjenester. Teleselskabet KDDI har eksempelvis en musiktjeneste, hvor man kan holde telefonen hen til en lydkilde, ringe til et bestemt nummer og oplyst navnet på sangen, der spiller - og selvfølgelig købe den med et klik. Så mangler der bare en service for turister, hvor man kan ringe ind og få oversat japansk til engelsk. Moshi-Moshi?
