Corel har netop introduceret WordPerfect Office 2000, den næste version af den populære kontorpakke, som konkurrerer med Microsofts kommende Office 2000. Hastigheden er blevet markant forbedret, ifølge Corel, og programmerne understøtter nu et uset antal fremmede filformater, bl.a. PDF, HTML, SGML, XML og OLAP. Regnearket Quattro Pro 9 indeholder nye funktioner til dataanalyse, mens præsentationsprogrammet Corel Presentations 9 gør det lettere at publicere til Internet. Med i pakken følger også databaseprogrammet Paradox, tekstbehandlingen WordPerfect 9, Internet-værktøjet NetPerfect og op til 12.000 clip-art billeder, 100 fonte og flere hundrede billeder.
En dansk udgave af WordPerfect Office 2000 kommer på markedet i maj. Prisen for opgradering fra en tidligere version bliver sandsynligvis omkring 1.000 kr. for standard-udgaven, mens den udvidede Professional Edition vil koste 2.000 kr. Hvis man ikke i forvejen har WordPerfect installeret koster kontorpakkerne henholdsvis 4.000 og 5.000 kr. i de fulde udgaver.