Det forsikringsejede outsourcing- og softwarefirma Forsikringens DataCenter (FDC) har valgt KMD som leverandør af mainframe-kapacitet. KMD oplyser at den treårige kontrakt på et større to-cifret millionbeløb er selskabets hidtil største på erhvervsmarkedet.
»Finansverdenen er kendt for at stille ekstra skrappe krav til stabilitet og sikkerhed. Derfor betragter jeg kontrakten som en anerkendelse af, at vores kompetencer inden for driftsikker, rå maskinkraft, som vi har opbygget i det offentlige marked, godt kan konkurrere i erhvervsmarkedet,« siger underdirektør Erik Pedersen, KMD.
Den nye kontrakt betyder at KMD skal afløse SDC som leverandør af mainframekraft til FDC.
»Kontrakten giver vores kunder økonomiske fordele og sikrer, at de fortsat kan regne med skalerbar og sikker it-drift hos os. Den sikrer også, at vi fortsat kan yde det optimale inden for vores kerneområde, som er it-støtte til den nordiske forsikringsbranche,« siger adm. direktør Birgitte Hass, FDC.