Ministerium for forskning, teknologi og udvikling, Højteknologifond og Globaliseringsråd. I de sidste knap fire år, hvor Danmark har haft en borgerlig regering, har det ikke skortet på fine visioner og initiativer, der skal sætte forskning og udviklingen på dagsordenen.
Statsministeren har fremhævet Finland som mønsterlandet, som lille Danmark kunne lære af, og videnskabsministeren har været i Indien for at se hvordan man gør derude.
Men hvad nytter alle de fine tiltag, når Danmark i samme periode blot er fortsat nedad i opgørelserne over hvor meget de offentlige forskningsbevillinger udgør i procent af bruttonationalproduktet, så vi i dag ligger langt under EU-gennemsnittet, mens lande som netop Finland er rykket fra feltet.
De nøgterne tal fra Videnskabsministeriets eget center for forskningsanalyse taler sit eget sprog og det kan hverken råd eller fonde lave om på.
Det der skal til er penge. Og her ligger bolden hos de politikere, som efter en god sommerferie, nu er på vej tilbage til Christiansborg for at tage hul på efterårets finanslovsforhandlinger.
Kvaliteten af de forskere og eksperter, som skal skabe væksten i de kommende år i samfundet, hænger uløseligt sammen med hvor gode uddannelser vi kan give dem og hvor mange penge, der på universiteter og lignende er til rådighed til forskning og udvikling. Det er det, der skal skabe grundlaget for den fremtidige velstand, som mange, også politikere, desværre tager alt for givet.
Derfor bør de offentlige forskningsbevillinger helt i top på politikernes prioriteringsliste i forbindelse med forhandlingerne om det offentlige husholdningsbudget. Det er ved at være sidste udkald hvis der skal være alvor bag de fine ord om Danmark som vidensamfund.
Offentlige forskningsbevillinger er naturligvis ikke den store folkelige vindersag. Men de ansvarsbevidste politikere, der kan se ud over den kortsigtede gevinst på populisme-kontoen her og nu, bør træde i karakter og gøre op med de fine indholdsløse udmeldinger og kræve penge på bordet.
Det mener ComON.
