I 1914 grundlagde Karen Blixen og hendes mand en kaffefarm ved Ngong Hills i Kenya, som blev udødeliggjort i hendes erindringsværk Den Afrikanske Farm. Næsten et helt århundrede senere er danskerne vendt tilbage til Ngong Hills – men denne gang er det ikke for at dyrke kaffe. Vestas har opført seks vindmøller i det vindblæste højland, som skal producere 5,1 megawatt til det kenyanske elnet fra denne måned. I løbet af de kommende år skal parken udbygges med yderligere et dusin vindmøller.
Og det er ikke helt tilfældigt, at vindmølle-parken er placeret i netop Kenya. Det statslige elselskab KeyGen henter allerede 75 procent af sin energi fra vandkraftværker og yderligere 11 procent af energien fra geotermiske anlæg, der tapper varmen fra den geologisk aktive undergrund i Great Rift Valley. Et stort område med forsænkninger og vulkaner, der også betegnes som menneskehedens vugge.
Så Kenya har allerede et ”grønt” elnet, selvom KeyGen fortsat henter en del af elektriciteten fra importeret kul og diesel – og det er kun en femtedel af landets indbyggere, der overhovedet har adgang til elektricitet. Det svigtende regnfald og ødelæggelsen af vand-bassiner har påvirket produktionen af strøm fra vandkraftværkerne.
Men regeringen har en plan – et gigantisk vindenergi-projekt, som stiller selv Vestas-vindmøllerne i Karen Blixens elskede Ngong Hills i skyggen. I et tørt område omkring Turkana-søen i det nordlige Kenya skal der installeres ikke færre end 365 kæmpevindmøller – det største vindenergi-projekt på det afrikanske kontinent.
Denne park skal producere 300 megawatt – nok til at dække en fjerdedel af landets samlede el-behov – hvilket bringer Kenya på højde med Danmark, der også henter en fjerdedel af sin elektricitet fra vindenergi.
Prisen for det gigantiske projekt ligger tæt på seks milliarder kroner og parken skal stå færdig i 2012. Det hollandske konsortium bag Lake Turkana Wind Power projektet har leaset 66.000 hektar land på den østlige kant af verdens største permanente ørken-sø.
Stort set hele året blæser stærke vinde hen over den vulkanske jord fra kanalen mellem det kenyanske og etiopiske højland. Den gennemsnitlige vindhastighed er på 11 meter i sekundet og dermed skulle denne plet midt i ørkenen være en af de bedste positioner for vindmøller i verden.
Konsortiet forventer at produktionen senere kan øges til 3.000 megawatt. Det er nok til at dække elforbruget ikke kun i Kenya, men også i nabolandene. Etiopien har allerede bestilt en vindpark til to milliarder kroner i Tigray-regionen, der skal producere 120 megawatt, mens Tanzania vil dække en tiendedel af sit elforbrug med to parker i den centrale Singray provins. Sydafrika har som det første afrikanske land indført en feed-in præmie, hvor vindmølle-ejere kan få penge for den energi de producerer.
Men der er stadig logistiske udfordringer, der skal overvindes. Det gigantiske projekt ved Turkana-søen kommer til at kræve flere tusinde lastvognsture og nye veje til hovedstaden Nairobi, der ligger 500 kilometer fra søen. Det er et barskt, ugæstfrit område, hvor bandit-overfald hører til dagligdagen og de fleste lokale bærer rundt på AK-47-rifler.
Og dertil kommer udfordringen med at konstruere højspændingsledninger og stationer, der skal forbinde området med det nationale elnet. I dag har de lokale byer omkring Turkana-søen kun strøm fra generatorer. Konsortiet lover, at de lokale byer også får strøm fra vindparken.
På længere sigt er det måske ikke vindmøller, men snarere solenergi, som kan løse Afrikas energiproblemer – et internationalt konsortium vil bygge gigantiske termiske anlæg i Sahara-ørkenen, der også skal levere energi til Europa. Men det ligger stadig langt ude i fremtiden. Målet for Desertec-konsortiet er, at 15 procent af det europæiske strømforbrug skal dækkes af termisk energi fra Sahara inden 2050.
I Kenya har man fokus på den nære fremtid – herunder ikke mindst den internationale handel med co2-kvoter. Det kan blive en indbringende forretning for u-landene, hvis virksomheder i rige lande kan slippe for at reducere deres egen co2-udledning mod til gengæld at investere i vedvarende energi i f.eks. Kenya. I det 21. århundrede er co2-kvoter en ny ressource, der kan eksporteres fra Afrika til resten af verden – ligesom kaffe var det i Karen Blixens tid.
De seks vindmøller fra Vestas står nu og snurrer i Ngong Hills, hvor de lokale masaier og de berømte eliteløbere der øver i bjergene nu har fået selskab af de store danske møller, der rager op i det afrikanske landskab. Det første spæde skridt i den grønne revolution, der skal gøre et af verdens fattigste lande til frontløber på miljøområdet.
