EU-Parlamentet har bestilt en rapport om den globale aflytningsteknologi og mulighederne for økonomisk spionage, der blev præsenteret sidste torsdag. Rapporten kan nu læses i sin helhed på Internet. Den beskriver bl.a., hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA har fået indbygget hemmelige bagdøre i browserne Internet Explorer og Netscape Navigator. I eksportversionerne kan programmerne kryptere med op til 128 bits, men sammen med datapakkerne sendes et hemmeligt felt, kaldet "workfactor reduction field", der indeholder de første 88 bits i nøglen. Feltet kan kun afkodes med en nøgle, som ligger hos NSA. Dermed skal efterretningstjenesten blot knække de sidste 40 bit, før beskeden er læsbar, hvilket ikke tager mere end få minutter.
Lignende bagdøre findes også i andre programmer. Ifølge rapporten har Lotus indrømmet overfor Svenska Dagbladet, at NSA kender 24 ud af de 64 bits i alle nøgler i Lotus Notes.
Rapporten konkluderer, at der hvert år bruges over 20 mia. euro på aflytningsteknologi. De vestlige industrinationer har omkring 120 spionsatelliter i kredsløb, og meget tyder på, at nogle lande misbruger teknologien til industrispionage.