I sit indlæg under plenumdebatten på FN-topmødet i Geneve har undervisnings-minister Ulla Tørnæs opfordret til en forstærket indsats på tværs af grænserne for at sikre IT-systemer mod elektroniske angreb.
»Når det gælder IT-sikkerhed, skal det internationale samarbejde styrkes for at undgå omfattende cyberangreb,« sagde Ulla Tørnæs torsdag formiddag under FN-topmødet.
Med udgangspunkt i Danmarks rolle som informations- og videnssamfund opfordrede hun til at sætte IKT på den nationale dagsorden i alle lande.
»Det rigtige tidspunkt til at handle er nu. IKT har potentialet til at spille en helt afgørende rolle. Hver nation bør placere udviklingen af informationssamfundet højt på den nationale agenda,« sagde ministeren.
Hun gjorde opmærksom på, at Danmark har iværksat fem uddannelses-programmer, som skal hjælpe afrikanske lande med at udnytte informations-teknologi.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen deltager ikke i FN-topmødet. Kun to europæiske lande har sendt regeringschefen til Geneve - Frankrig og Irland - mens Finland er repræsenteret af landets statsoverhoved. Resten er ligesom Danmark repræsenteret på minister- eller embedsmands-niveau.