Piratpolitiet klar med 110 nye ubehagelige breve

Antipiratgruppen er klar med en ny bølge af erstatningssager mod danske pirater, hvor næsten 20 procent er rettet mod bittorrent-brugere.

Danskere, der ulovligt henter film og musik, må kigge sig nervøst over skuldrene det næste stykke tid. Det selvbestaltede piratpoliti er nu klar med en ny bølge af sager mod danske pirater. Erstatningskravene ligger på alt fra 10.000 til 200.000 kroner.

»Vi har 110 sager, som vil blive sendt af sted denne uge. Vi skriver til domstolene for at få tilladelse, og så bagefter til teleselskaberne for at få beviser,« siger advokat Jakob Plesner fra Antipiratgruppen, der er i musikindustriens sold.

På den anden side af hækken finder man Piratgruppen, der er tilhænger af retten til at dele software. Gruppens talsmænd har tidligere tvivlet på Antipiratgruppens metoder. Således skulle trafikken på den populære fildelingsteknik bittorent ifølge piraterne være vanskelig at spore, men piratpolitiet hævder selv, at ingen pirat kan føle sig sikker.

»Det er heldigvis - eller måske desværre for nogen - ikke så svært, som man vil gøre det til. Vi har ikke haft besvær med bittorent-brugere,« hævder Jakob Plesner.

Han nægter dog at gå i detaljer med Antipiratgruppens metoder for ikke at hjælpe piraterne med at undgå piratpolitiets net.

Men 20 af de kommende 110 sager er rettet mod brugere af bittorent-teknikken, hvilket tyder på, at Antipiratgruppen har nogle metoder, der virker. Og ifølge Jakob Plesner er der ikke en overvægt af bittorentbrugere, der nægter sig skyldige.

Han medgiver dog, at nogle teknikker er lettere at aflure end andre. Antipiratgruppen har dog hele tiden to it-specialister, der forsøger at afdække de seneste metoder til ulovligt at hente film og sange.

Men nogle af sagerne får dog lov at ligge. Enkelte gange kan de anklagede således sandsynliggøre, for eksempel via kvitteringer, at de har været ude at rejse. En undskyldning med, at det er børnene i huset, der har begået forbrydelsen, holder dog ikke altid.

»De anklagede skal sandsynliggøre, at det ikke er dem selv, der har gjort det, og at det er børnene, der har gjort det. Nogen gange er der nogle filer, hvor man for eksempel vil sige, at det nok ikke er nogle børn, der har set de film,« beretter Jakob Plesner.

Desforuden går det heller ikke at sige, at andre har brugt ens åbne, usikrede netværk. Antipiratgruppen mener af princip, at det er ens eget ansvar at sikre netværket.

I efteråret skrev ComON, at 190 breve med erstatningssager var sendt ud, men Jakob Plesner kan fortælle, at der i alt nu er sendt 261 ud inden for den sidste tid. Af dem nægtede otte procent sig skyldige.

Men for dem, som indgår forlig med det samme, venter der kontant belønning i form af at nedslag i kravet til erstatning.

Det har fået Piratgruppen til at anklage Antipiratgruppen for at bedrive en form for mafiavirksomhed.

»Antipiratgruppen er gået mærkbart ned i krav, og det er også en bevidst strategi for at kræve penge. Nu er det meget mere småbeløb, som de håber at folk betaler uden at skulle hive dem i retten,« mener talsmand Sebastian Gjerding fra Piratgruppen, som anklager Antipiratgruppen for bevidst at gå efter at have en uafklaret rets-situation.

Antipiratgruppen mener dog, at det er almindeligt at tage hensyn til studerende og andre med få penge.

»Det er almindelig sund fornuft, at man tager hensyn til betalingsevne og særlige omstændigheder,« fortæller Jakob Plesner, som endvidere siger, at det vigtigste formål er at forhindre gentagelser.

»Vi har nogle få gentagelsessager, men det er ikke rigtig almindeligt brug af internettet som sådan. Det drejer sig mere om professionelt pirateri. Der er nogle, der spekulerer i det, og de gør det bare igen,« fortæller Jakob Plesner.

Annonce

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

IT-Sikkerhedsrådgiver til Cyberdivisionen i Hvidovre

Københavnsområdet

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Bliv IT-overvågningsspecialist i Forsvarsministeriets IT-organisation, Cyberdivisionen i Hvidovre

Københavnsområdet

KMD A/S

Product Data Insights Lead

Københavnsområdet

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

Maria Juliane Friedrichsen

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

Ronni Randrup

Netip A/S