For ti år siden var der ikke andet end mudderflader her. I dag er en af verdens mest moderne byer ved at blive skabt i Songdo, 50 kilometer syd for den koreanske hovedstad Seoul. Korea er virkelig miraklernes land – på et halvt århundrede er landet forvandlet fra en fattig nation af risbønder til et af verdens mest højteknologiske samfund. Og Songdo er et nationalt prestigeprojekt og en prototype på fremtidens digitale storby – det, som koreanerne kalder en u-city. Det er meget trendy at hænge et u på tingene her i Korea – u-life, u-computing, u-health. U'et betyder i dette tilfælde ”ubiquitous”, som er svært at oversætte – men det handler om, at teknologien forsvinder ind i omgivelserne og bliver allestedsnærværende.
Og Songdo er altså en u-city, en fremtidsby, hvor teknologien er tænkt ind helt fra starten. I Europa er vi jo vant til, at byerne er bygget op omkring en gammel bykerne, og så er de vokset ofte ganske ukontrolleret.
Men Songbo er en by, der er planlagt helt fra begyndelsen på tegnebrættet. Planlæggerne har lånt ideer fra andre af verdens metropoler – Songdo har de samme brede boulevarder som Paris, en Central Park der minder om New York, små lommeparker ligesom i Savannah, et kanalsystem som det findes i Venedig og et konferencecenter der ligner Utzons operahus i Sydney. Der bygges også et stort højhus, Incheon Tower på 151 etager, der skal stå færdig om et par år, og der er netop åbnet en bro til lufthavnsøen med Incheon International Airport. Broen – som er verdens femtelængste – reducerer transporttiden til lufthavnen til 10 minutter.
Det lyder måske som et gigantisk Lego-samlesæt og som et koreansk anfald af gigantomani og idétyveri. Man kommer til at tænke på den brasilianske hovedstad Brasilia – bygget midt i junglen – eller Dubais kunstigt-kitschede fantasiverden. Og indtil videre er der da også meget tomt på gaderne i Songdo, hvor 75.000 mennesker skal leve og 300.000 skal arbejde når byen er færdig. Det er stadig én stor byggeplads. Men det er koreanernes ambitioner om at skabe en højteknologisk og bæredygtig fremtidsby, der gør Songdo interessant.
Det bæredygtige spiller selvfølgelig en stor rolle i disse tider med klimadebat og co2-kvoter, og alle bygningerne er konstrueret efter særlige, skrappe miljøkrav. Regnvand samles i beholdere og bruges til køling og kunstvanding. Et netværk af underjordiske pneumatiske rør transporterer beholdere med affald til et centralt forbrændingsanlæg – der er ingen skraldemænd i Songdo. Busser med brændselsceller, vand-taxier og leje-cykler – som det parisiske Velibre system – skal transportere folk på arbejde.
Hvis de altså overhovedet behøver forlade hjemmet for at gå på arbejde. For Cisco, Microsoft og andre giganter er ved at opbygge en enestående it-infrastruktur, der skal fungere som model for andre byer rundt om i verden. Hvert hjem har sin egen videoskærm og kan kommunikere direkte med arbejdspladsen, skolen eller lægen. Bygningerne er så intelligente, at de kan guide folk frem til ledige parkeringspladser eller sende elevatorer ned til stueetagen, når man nærmer sig.
Visionen er, at internet-adgang skal være universel - det betyder ikke noget, om du sidder i din lejlighed, i din bil eller på en bænk i parken. Der er konstant adgang til lynhurtigt internet og du kan frit skifte mellem netværk, fiber, wi-fi og mobilt bredbånd uden at forbindelsen bliver afbrudt. Og alle de mange enheder, maskiner og sensorer rundt om i byen er også konstant koblet på nettet.
I den lejlighed, som ComON besøger, er der installeret en styreskærm på væggen, hvor man kan kontrollere alt fra rumtemperatur og lys til alarm og overvågnings-kameraer. Den kan bruges til at videochatte og ringe gratis til andre beboere i samme bygning, og man kan skrive en besked og efterlade den til sine børn på en digital opslagstavle. Det samme system kan bruges fra fjernsynet med en særlig adapterboks, fra mobilen og enhver internetopkoblet computer. Så beboeren kan tænde og slukke lyset og skrue op og ned for varmen i sin lejlighed fra arbejdspladsen eller et helt andet sted.
I udstillingen Tomorrow City kan man se nogle af visionerne for fremtidsbyen, der endnu ikke er realiseret. Det starter allerede i badeværelset om morgenen, hvor du får et hurtigt sundhedstjek foran spejlet – der naturligvis er en computerskærm – sammen med gode råd til, hvad du skal gøre for at komme i form. Dit personlige fitness-program sendes automatisk til løbebåndet – koreanerne kalder dette for u-Health.
Du kan også få vist et billede af dig selv med forskellige forslag til make-up, frisure og tøj på garderobeskærmen – og skulle der mangle noget, kan det bestilles med et klik. Malerierne på væggen er selvfølgelig digitale billeder, der kan skiftes efter humør. En anden del af udstillingen viser fremtidens u-Street, hvor du kan trykke på butiksruderne for at bestille de produkter, der udstilles, selv når butikken har lukket. På busstoppestedet er der en interaktiv tavle, hvor du kan indtaste din destination og få vist den rigtige forbindelse, og et kort viser hvor alle byens busser befinder sig i real-time.
Kernen i visionen om denne ”ubiquitous city” er, at alle informations-systemer – i kontorer, private hjem, skoler og andre offentlige institutioner – skal snakke sammen og dele data over et fælles netværk. Byen skal dækkes med et netværk med millioner af sensorer, der konstant samler data om alt det, der foregår udenfor og inde i bygningerne. Det kan lyde som en skræmmende Big Brother vision. Men i Korea vil man hellere snakke om alle fordelene for byens indbyggere. Som muligheden for at se, hvor dine venner eller børn befinder sig. Muligheden for at samle real-time data om energiforbrug og co2-emissioner i bygninger. Og den hurtige hjælp fra alarmcentralen, hvis f.eks. gulvet i en ældrebolig registrerer et fald. Det er nogle af ideerne for fremtidsbyen, som skal omsættes til realitet i de kommende år.
Og det er måske hemmeligheden bag det højteknologiske koreanske mirakel. Her tænkes først på alle mulighederne i teknologien i stedet for at fokusere på alle de risici og ulemper, som kan være forbundet med den fagre nye verden. Bekymringen for privatlivets fred spiller ikke den samme rolle som hos os, og det er jo en kendt sag, at forholdet mellem fællesskabet og individet er anderledes i Asien end i de vestlige lande. Her er fællesskabet stadig i centrum og teknologien er en venlig hjælper snarere end en trussel mod individets selvstændighed. Det kan måske også forklare koreanernes kærlighedsforhold til robotten, hvor regeringen blandt andet har formuleret en strategi om, at alle hjem skal have deres egen robot inden 2020.
Det kunne være den berømte husholdningsrobot Mahru-Z, som allerede er i stand til at servere mad – selvom det går meget langsomt. Fra 2012 skal eleverne i de koreanske skoler også undervises af robotter. Nogle danske folkeskoleelever vil måske sige, at dét har vi gjort længe i Danmark. Men uanset de menneskelige læreres pædagogiske evner eller mangel på samme, så tror koreanerne på, at eleverne lærer mere hvis man placerer en robot i klasseværelset.
Og robotterne vil også finde vej til Songdo, der først forventes at stå helt færdigt i 2016-17. Det er et privat selskab - amerikanske Gale International - og ikke den koreanske regering, der står bag det gigantiske byggeprojekt, og Cisco skal levere en stor del af tekniske infrastruktur - herunder den såkaldte Network Building Mediator, der skal sørge for at de forskellige enheder og maskiner i bygningerne kan tale sammen - alle protokoller bliver konverteret til IP-trafik.
Der skal etableres et såkaldt Global Center of Excellence for Smart Connected Communities i Songdo, hvor der skal forskes i, hvordan teknologi kan løse udfordringerne i fremtidens storbyer. Songdo-konceptet skal eksporteres til andre lande - et færdigt urbant byggesæt, hvor man kan samle sin egen storby i bedste Lego-stil.
