Det der foregår i Googles hovedkvarter, virker længere og længere væk fra det, der foregår på nettets store hovedstrøg og i de skumle sidegader. Sidste år lancerede de Wave som ingen endnu aner, hvad man skal bruge til, og i sidste uge blev den snigende verdensfjernhed bekræftet. Inden Google lancerede deres sociale tjeneste Buzz testede de systemet. Men testen foregik kun internt. Google folkene havde blot behøvet at skele til Danmark og den famøse tinglysningsskandale for at se, at man aldrig skal lancere systemer der bygger på interne test. Men det gjorde de ikke. I stedet gik de live.
Med andre ord troede udviklingsholdet på Buzz, at Googles 20.000 interne medarbejdere var et udmærket billede på verden omkring dem. Et slags mikrokosmos der i høj grad afspejlede verden uden for murerne. Den tankegang er kendetegnede for de magtfuldkomne. For dem der ikke længere stiller spørgsmålstegn ved egne beslutninger, men i stedet anser dem for at være selvfølgeligt rigtige. Det er den tankegang, man kan identificere hos unge der er vokset op i whiskybæltet og ser ned på mennesker på overførselsindkomst, mens de bygger deres spinoff af farens virksomhed op fra bunden med gode bidrag fra familiens netværk.
Verden er grim
Når folk aktiverede Buzz, så kunne andre se deres email kontakter, og hvem de skriver flest mails til. Hele deres private onlineliv blev afsløret for venner, familie, kollegaer og forretningsforbindelser. Konen kunne måske se, at kontakten til en gammel flamme ikke var droppet. Voldtægtsofferet, der kalder sig Harriet Jacobs, kunne fortælle, hvordan Buzz havde afsløret detaljer om, hvor hun bor og arbejder til den voldelige eksmand hun gemte sig for og kun kommunikerede med via en anonym Gmail.
Med andre ord var verden en hel del grimmere udenfor Googles verden af succes, bonusordninger, høje lønninger og firmaånd. Udenfor murene findes folk der skjuler information om sig selv, fordi det er afgørende for den måde de har valgt at leve deres liv, at en del af det liv er hemmeligt for bestemte andre. Udenfor Googleplex er der angst, utroskab, sex, kærlighed, børn, hemmeligheder og arbejdsløshed.
Googlemanden bag Buzz, Todd Jackson, har sagt undskyld, undskyld, undskyld mange gange i de seneste dage.
"Folk er meget meget sure, og med god grund. Det er ikke det samme at få feedback fra 20.00 Googleansatte, som at lade Gmail-brugere lege med Buzz i virkeligheden" har han gentaget på sin tur rundt i mediemøllen. Han og resten af Google skal da også have ros for at erkende en fatal fejl, når den bliver tyret i fjæset på dem.
Arrogancen i toppen
Eller måske skal resten af Google ikke have den ros. For selv om Buzz med det samme blev ændret, så det nu auto-forslår kontakter fremfor at auto-tildele kontakter, så mener Googles administrerende direktør Eric Schmidt, der tidligere har udmærket sig ved, at sige, at kun folk der har noget at skjule, skal bekymre sig om den information Google gemmer om dem, at raseriet mod Buzz bygger på misforståelser.
"Som jeg ser det, så forstod vi ikke, hvordan vi skulle kommunikere om Google Buzz og dets privatlivsindstillinger. Det har ført til en masse forvirring, folk troede vi publicerede deres mailadresser og private information, men det var ikke tilfældet," siger Eric Schmidt.
Så selv om Todd Jackson er anstændig nok til at anerkende, at Buzz var en brøler, så går erkendelsen ikke helt til toppen af Google. Set der oppe fra er den blot gal med kommunikationen. Det er skræmmende, fordi det tyder på, at Eric Schmidt, og måske også Sergey Brin og Larry Page, har overbevist sig selv om, at vi som menneskehed ikke har grund til at have basale betænkeligheder ved at et enkelt firma eller totalitært regime ved alt om os. Det de gør er med andre ord i orden. Det er ikke ondt.
Kontraktbruddet
Det er længe siden Google nøjes med at levere den bedste af alle søgemaskiner. Dengang kendte de vores onlineliv bedre end alle andre. Men efterhånden som trådløse netværk og mobile bredbånd afliver offline livet, så kender Google hele vores liv bedre end alle andre.
Udfra en filosofisk eller blot uskyldig tankegang, så må man sige, at Google mere end noget andet firma er ondt. Først og fremmest fordi de praktiserer det annonyme totalitære systems mest skræmmende karakteristika, nemlig fuldstændig overvågning. Hvis man spurgte forfatterne George Orwel eller Aldous Huxley, så ville de kalde Google for ondt. Det er barnelærdom, at noget af os, kun skal være vores eget.
Man kan selvfølgelig bare droppe Google. Men man kan også påpege, at Google i mindre og mindre grad lever op til den underliggende præmis i vores byttehandel af privat information for almen information, nemlig at de skal beskytte vores inderste hemmeligheder langt mere nidkært, end vi selv gør.
