Sønderborg vil være it-verdensby

Digital kunst og ny teknologi skal sætte Sønderborg på verdenskortet. Den tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skal gøre drømmen til virkelighed.

Artikel top billede

Foto: Lene Esthave

Fra sit nye kontor på fjerde etage i Sønderborgs markante Alsion-bygning har Charlotte Sahl-Madsen udsigt ud over det havneområde, som fuldstændig skal ændre sit udseende i de kommende år. Den tidligere videnskabsminister har skiftet ministerbilen og kontoret på Bredgade ud med lidt mere beskedne rammer i det sønderjyske, men tempoet er lige så højt som altid. Charlotte Sahl-Madsen har kun været igang i 10 dage og hun har allerede travlt med at udvikle planer for den kunsthal, der skal sætte Sønderborg på verdenskortet.

Konceptet har eksisteret siden 2008, hvor den kendte arkitekt Frank Gehry afleverede sin masterplan for det centrale havneområde i Sønderborg. Her skal der bygges et nyt stort hotel med vandpark og konferenceafdeling, kontorbygninger, lejligheder - og kunsthallen, der er dedikeret til new media art.

Nu er Sahl-Madsen ansat som direktør for fusionsprojektet, der skal kombinere et udstillingssted for digital kunst, et forsknings- og udviklingscenter for it i undervisningen samt et formidlingscenter for velfærdsteknologi. De to sidste er Sahl-Madsens egen idé - og hun lægger vægt på, at det er vigtigt at bringe teknologien tæt på borgerne.

"Jeg er meget opmærksom på, at det hurtigt kan komme til at virke meget abstrakt for mange mennesker. Derfor er vigtigt at komme med konkrete eksempler, hvor borgerne selv kan afprøve de nye teknologier og dermed få konkretiseret mulighederne. Vi har ikke tænkt os at vente på, at kunsthallen står færdig. Mens vi arbejder med fundraising vil vi bruge de eksisterende rammer på havnen til at afholde forskellige events så man løbende kan få et indtryk af, hvad der kommer," siger Charlotte Sahl-Madsen og kigger over mod de lagerbygninger, som om nogle år skal vige pladsen for kunsthallen.

Efter planen skal den nye bygning - "kunsthal" er kun en foreløbig betegnelse og Sahl-Madsen modtager gerne forslag til det endelige navn - stå færdig i år 2017. Men denne dato er ligesom anlægssummen på 200-300 millioner kroner kun et foreløbigt skøn.

Først skal pengene skaffes

Ligesom det nye projekt er den tidligere minister også en blanding af mange verdener. Hun har en fortid som museumsdirektør, udviklingschef i LEGO og direktør for Danfoss Universe parken på Als. Med dén baggrund - og bopæl i det sønderjyske - er det svært at se, at jobbet kunne være gået til en anden person end hende. Et job, hvor hun bogstaveligt talt skal starte helt fra bunden. Indtil videre er Sahl-Madsen den eneste ansatte, og hun skal varetage sit job fra det spartansk indrettede kontor på Alsion. Den første store opgave bliver at skaffe pengene til at bygge kunsthallen.

"Vi har fået et tilsagn fra Sønderborg kommune om et driftstilskud på 10 millioner kroner om året fra den dag, hvor vi åbner for udstillingerne. Men kommunen kommer ikke til at betale for byggeriet. Her skal vi ud og skaffe penge fra private fonde, men det er selvfølgelig helt afgørende for vores fundraising, at den fremtidige drift dermed allerede er garanteret," siger Sahl-Madsen.

Hun regner heller ikke med at skulle ansætte et stort antal medarbejdere til at holde projektet kørende. Der bliver snarere tale om en virtuel organisation, hvor man vil tiltrække de dygtigste folk på feltet verden over og knytte dem sammen over videokonferencer og andre former for telepræsens.

"Vi ville være nogle skarn hvis vi ikke selv mestrer de muligheder som digitaliseringen giver for at samarbejde over store afstande. Jeg er netop nu ved at sammensætte et internationalt board of advisors, og her er meningen heller ikke, at de skal flyve til Sønderborg hele tiden," siger hun.

Fiber over det hele

Sønderborg er allerede en universitetsby og den kommende motorvej - der ventes færdig et år tidligere end planlagt - knytter byen endnu tættere sammen med resten af landet. Den tyske grænse er kun et stenkast væk, lufthavnen ligger lige udenfor byen og et kvarters kørsel op ad Als rammer man oplevelsesparken Danfoss Universe på Als, hvor Sahl-Madsen var direktør i fem år. Hun afviser enhver snak om "udkants-Danmark".

"Hvis der er noget sted hvor man burde etablere et laboratorium for digitaliseringen, så er det her i Syddanmark, hvor der er mere fiber udrullet end noget andet sted i landet. Sønderborg har tradition for at skabe samarbejdsrelationer på kryds og tværs. Vi kan når vi skal, som man siger hernede. Jeg oplever da også allerede en enorm opbakning fra både kommunen og erhvervslivet," siger Sahl-Madsen.

Det nye digitale kunst- og formidlingscenter skal tiltrække besøgende ud over landets grænser - og det kan måske bedst sammenlignes med Ars Electronica Center i den østrigske by Linz, som hvert år afholder verdens største elektroniske kunstfestival. Her samles forskere, kunstnere og mediefolk i september og udforsker teknologiens grænser.

Man kan nok ikke anklage  Ars Electronica for at være folkenært - den gennemsnitlige Linz-borger ryster formentlig på hovedet, når byen én gang om året bliver invaderet af robotglade japanere, kunstnere med antenner på hovedet og mærkelige fartøjer i alle afskygninger. Men festivalen arangerer også hvert år et open air-teater ved Donau-flodens bredder, som trækker mange lokale til. Så det er ikke helt umuligt at kombinere kunst og folkelighed.

"Spændingsfeltet mellem kunst, digitalisering og teknologi er enorm interessant. Det er kommet meget længere end dengang man snakkede videoinstallationer og store ruminstallationer, hvor den besøgende skulle agere gennem forskellige sensorer. Grænserne er forsvundet. Der er amerikanske kunstnere der laver installationer som allerede starter hjemme hos beskueren inden man tager til udstillingen. Vi vil samle det bedste og mest interessante inden for new media art," fortæller den tidl. museumsdirektør.

Hun understreger samtidig, at kunsthallen netop ikke skal være et museum - forstået som et støvet sted med faste udstillinger. Der skal være skiftende udstillinger med digital kunst.

Tag en pause og nyd kunsten

Digitaliseringen er den røde tråd i det nye hus, men foruden kunst skal der også arbejdes med nye læringsformer og formidling af den teknologiske udvikling. Der skal forskes i nye former for digital undervisning - og disse metoder og værktøjer skal så bruges til formidlingen i kunsthallen. Sahl-Madsen vil invitere både virksomheder og borgere til at komme og suge til sig.

"Det er ingen hemmelighed at jeg gennem mit ministerhverv har fået indsigt i, hvor mange innovationsprojekter der modtager støtte indenfor f.eks. velfærdsteknologi, men også hvor svært det er at få den viden ud i virksomhederne. Her synes jeg, at man bør gøre en indsats," siger hun.

Den nye direktør fortæller at formidlingen af nye teknologier skal ske med en kombination af udstillinger og konferencer, hvor man også vil henvende sig til virksomheder.

I pauserne kan konferencedeltagerne så tage et smut ned i kunsthallen og lade sig inspirere af den digitale kunst.
 
"Det er vigtigt at bremse op og stille de store eksistentielle spørgsmål nogle gange. Kunsten er med til at øge vores bevidsthed og pirre sanserne. Jeg mener at det er en stor misforståelse, at ingeniørfaget og naturvidenskabelige fag ikke er kreative. De er faktisk kendetegnet af en enorm kreativitet," siger Sahl-Madsen.

Med sit kontor på Alsion - en kombination af universitet, koncertsal og forskerpark - har hun allerede fødderne plantet et sted, hvor modsætningerne mødes. Kreativitet er også nødvendig for at forestille sig, hvordan Sønderborgs havnefront ser ud om nogle år.

"Kom tilbage om tre måneder, så har jeg nogle eksempler," lyder afskedsreplikken fra den travle ildsjæl. Invitationen er modtaget. Vi vender tilbage.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Sikkerhed | Højbjerg, Aarhus

Cyber Security Summit 2026 - Aarhus

Lær om organisationers evne til at modstå, håndtere og komme videre efter alvorlige digitale hændelser, herunder ledelsesansvar, forretningskritiske afhængigheder og de valg, der afgør, om plan B holder, når systemer eller leverandører svigter.

Digital transformation | Aarhus

AI i det offentlige - Aarhus

Hør hvordan offentlige AI-løsninger skaleres til stabil drift med reel effekt. Få erfaringer, arkitekturvalg og styringsgreb fra frontløbere. Lær at bygge fælles AI-infrastruktur med ansvarlighed, sikkerhed og compliance.

Digital transformation | Køge

Derfor skal du videre fra Dynamics AX – og sådan gør du

Computerworld giver klar viden om vejen videre fra Dynamics AX. Du ser forskellen mellem AX og moderne cloud-ERP og får et konkret beslutningsgrundlag for næste skridt. Tilmeld dig og få styr på skiftet til Dynamics 365 FO eller BC.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

Mikkel Bernt Buchvardt

Elbek & Vejrup A/S