Artikel top billede

Test: Samsung Galaxy S4 mod HTC One - hvilken skal du vælge?

For mange vil valget af ny Android-mobil stå mellem Samsung Galaxy S4 og HTC One. Men hvilken skal du vælge? Vi giver dig overblikket og peger på fordele og ulemper ved de to supermobiler.

Efter at have testet Sony Xperia Z, LG Optimus G, Google Nexus 4, HTC One og Samsung Galaxy S4 er der ikke nogen tvivl om, hvilke telefoner som ligger helt i top i Androidland.

HTC One og Samsung Galaxy S4 er bare en smule bedre og mere interessante end det øvrige felt.

For mange vil valget af ny Android-telefon formentlig også stå mellem netop de to modeller.

Mens der i 2012 ikke var nogen tvivl om, at Samsung Galaxy S3 var den bedste Androidtelefon, er billedet mere utydeligt her i 2013.

Efter at være blevet distanceret over de seneste par år har HTC med One formået at komme op på siden af den sydkoreanske elektronikgigant - ja, måske endda overgå den nye Galaxy S4.

Men hvilken telefon er bedst for dig - og hvad skal du vælge?

Her får du en detaljeret gennemgang af fordele og ulemper ved de to supermobiler.

Android med et drys Sense og Touchwiz

Begge mobiler kører Android, men ikke den helt samme version.

Mens Samsung Galaxy S4 har Android 4.2.2, nøjes HTC One med 4.1.2. Betyder det noget? For de fleste er svaret: Nej. 

Der er dog kommet nye tiltag til Googles styresystem med version 4.2, som du kan læse om her.

Det er dog ikke en så voldsom opdatering, og det har Google også understreget ved, at begge versioner går under kodenavnet Jelly Bean.

Normalt skiftes der navn, hver gang en ny Androidversion dukker op.

HTC har i øvrigt lovet, at HTC One hurtigst muligt får en opgradering til den nyeste version.

Overordnet set bør den lille forskel i styresystemsversion ikke have en afgørende indflydelse på dit valg af mobil i det her tilfælde.

Mørkt eller lyst?

Begge mobilproducenter har i øvrigt iført Android deres egne hjemmestrikkede design. Derfor er Galaxy S4 udstyret med Touchwiz, og HTC One har Sense.

Tidligere har Sense fået ry for at være klassens tunge dreng, da HTC gennem årene stopfodrede det med nye funktioner.

Men med den nye Sense 5 har HTC fundet tilbage til en mere minimalistisk stil, som klæder telefonen rigtig godt.

Menuerne er holdt i mørke nuancer, hvor de ofte farverige apps får god mulighed for at poppe frem. Som en nyskabelse har HTC med Sense introduceret Blinkfeed.

Det ligger som udgangspunkt på hjemmeskærmen, og det 'suger' indhold fra forskellige websider, som du selv har udvalgt. Det gør umiddelbart hjemmeskærmen mere dynamisk, da den virker som en hjemmeside, der løbende opdateres med nyt indhold.

Det er dog en smagssag, om man bryder sig om det. Desværre er der ikke meget dansk indhold endnu, men Blinkfeed kan slås fra, så du kan få en traditionel visning af mobilens hjemmeskærm med ur og apps.

Ligner sin forgænger

Mens Sense kan ses som et sort tilknappet jakkesæt, er Samsungs Touchwiz mere en omgang kulørt sommertøj. Der er skruet op for farverne, og Touchwiz virker lyst og imødekommende.

Hjemmeskærmen er næsten identisk med tidligere Samsung-mobiler som Galaxy S3. Der er en vejrudsigt, en Google-søgebjælke og apps samt mulighed for sms og opkald. Det er meget traditionelt.

Umiddelbart er det nemt at navigere rundt på telefonen, men der er tilføjet flere avancerede funktioner til denne model i forhold til den ældre Galaxy S3, og de kan godt være lidt svære at grave frem.

Brølende hestekræfter og store skærme

Android-topmodeller er naturligvis udstyret med de nyeste og hurtigste mobile processorer. 

Samsungs model fås faktisk i flere udgaver, hvor den vildeste har en octacore processor, altså med otte kerner.

Det er dog ikke den udgave, som kommer til at blive mest udbredt herhjemme. Det er i stedet mobilen, som har produktnavnet GT-I9505 og er udstyret med en Qualcomm Snapdragon 600 1,9 GHz processor.

HTC One benytter ligeledes Qualcomm Snapdragon 600, men der er lidt mindre power i processoren med 1,7 GHz.

På papiret er Samsung hurtigst, men det er formentlig ikke noget, som du lægger mærke til ved dagligt brug.

For begge telefoner gælder det, at de er hurtige til at starte apps, og de byder ikke på host og hak.

Navigationen er flydende, og det er en fornøjelse at bruge begge mobiler.

De mange hestekræfter har dog den ulempe, at begge telefoner kan blive varme på skærmen og bagsiden, når motoren har været i gang et stykke tid.

Fladskærmsopløsning på mobilskærmen

Der er forskel på Samsung Galaxy S4 og HTC One, når det gælder skærmen. Samsungs model er udstyret med en på 5 tommer, mens HTC One har en på 4,7 tommer.

De har begge fuld HD-opløsning, 1.920 gange 1.080 pixel.
Altså samme høje opløsning som du kender fra din fladskærm i stuen, men det fungerer egentlig overraskende godt på mobilskærmene.

Pixelfanatikere vil hurtigt have gennemskuet, at PPI'en (Pixel Per Inch) er højere på HTC One. Da skærmen ikke er helt så stor som Samsungs, er de mange pixel derfor mast sammen på et mindre areal.

Betyder det noget, giver det et bedre billede? For de fleste brugere vil det være fuldkommen ligegyldigt, og de vil ikke kunne se forskel.

Tekst, billeder og grafik står i øvrigt skarpt på begge modeller.

Bedst billede på HTC One

Teknisk set er Samsungs model udstyret med en Super Amoled-skærm, mens HTC One benytter Super LCD 3.

Mens der er spræl i farverne på Galaxy S4, er den ikke så god til at vise dem helt korrekt. Her er HTC One faktisk bedre. Sådan var det også sidste år, hvor HTC One X var en smule bedre end Samsung Galaxy S3.

Forskellen ses først rigtigt, hvis de to modeller holdes side om side.

Det er ikke vanvittig stor forskel, men HTC One er dog det bedste valg, hvis du udelukkende fokuserer på skærmen.

Designvalg: Aluminium eller plastik?

Selv om HTC One har en mindre skærm end Samsung Galaxy S4, er der ikke den store forskel i størrelse. 

HTC One er cirka 13,7 centimeter lang og 6,8 centimeter bred.

Samsung Galaxy S4 er cirka 13,6 centimeter lang og 6,9 centimeter bred.

De er også begge to tynde mobiler. HTC One er 9,3 millimeter om maven, mens Galaxy S4 er 7,9 millimeter.

Derfor er de forholdsvis lommevenlige, selv om de er udstyret med store skærme. Hjørnerne er afrundede, og mobilerne er nemme at håndtere.

HTC One er designet i ét stykke unibody aluminium, og derfor er vægten højere end Samsung Galaxy S4. HTC One vejer 143 gram, mens Galaxy S4, der er af plastik, vejer 130 gram.

Gammel indpakning

Det er svært ikke at blive imponeret over HTC One, som føles vanvittig lækker.

Aluminiumsbagsiden er kurvet, så telefonen ligger godt i hånden.

Mobilen har ganske enkelt et eksklusivt udtryk og oser af kvalitet.

Samsung Galaxy S4 skuffer derimod en smule. Designet er stort set det samme som på den ældre Galaxy S3 fra 2012, og designafdelingen hos sydkoreanerne har åbenbart holdt et sabbatår.

Plastikken virker lidt fesen for en topmodel anno 2013, og det knirker, hvis man forsøger at vrikke telefonen lidt.

Når det gælder design, er der ingen tvivl om, at HTC One er den mest indbydende telefon.

Mere lagerplads og adgang til batteri

Selv om designet af HTC One er mere lækkert end konkurrenten Samsung Galaxy S4, kan plastikindpakningen vise sig at være en fordel for den sydkoreanske mobil. 

Bagsidecoveret kan nemlig tages af, og det giver adgang til batteri og en port til Micro SD-kort.

Det er derfor muligt manuelt at øge mobilens lagerkapacitet.

Samsung Galaxy S4 er udstyret med 16 gigabyte fra start (en håndfuld er dog brugt på Android og preinstallerede apps), og med et Micro SD-kort kan kapaciteten øges med yderligere 64 gigabyte.

Den mulighed er ikke til stede på HTC One. Her får du 32 gigabyte fast lagerplads - hvor noget er kapaciteten naturligvis på forhånd er brugt til Android-styresystemet.

Både HTC One og Samsung Galaxy S4 har også en tæt integration med Dropbox, som er en onlinelagertjeneste.

Med HTC One får du gratis 25 gigabyte lagerplads i en periode på to år. Det samme gør sig gældende med Samsung Galaxy S4, men her er lagerpladsen fordoblet til 50 gigabyte.

Totalt set er Samsung Galaxy S4 derfor den telefon, som er mest alsidig, når det gælder omfanget af lagerplads.

Mere 'juice' i Galaxy s4

Samtidig kan det være en fordel, at der er adgang til batteriet, hvis det på et tidspunkt skal skiftes ud.

Det er ikke muligt med HTC One, hvor det for selv professionelle er en udfordring at få åbnet telefonen på grund af dens særlige aluminiumdesign.

Samsungs batteri er i øvrigt på 2.600 mAh, mens HTC One nøjes med 2.300 mAh.

Der er altså på papiret mere juice i Samsung Galaxy S4.
Generelt klarer begge telefoner dog let en dag uden opladning ved normalt brug.

Både HTC One og Samsung Galaxy S4 har i øvrigt indbyggede strømbesparende funktioner, som kan aktiveres, hvis batterilevetiden skal forlænges.

Lækker lyd og fede funktioner

Hvis lyd er vigtig for dig, skal du vælge HTC One. 

Den har indbygget Beats Audio, som forbedrer lydoplevelsen.
Men mere vigtigt: Der er stereo højttalere på fronten af mobilen både over og under skærmen.

Det giver en rigtig god lyd, når der eksempelvis vises videoklip for venner og familie.

Samsung har en lille højttaler, og den sidder på bagsiden af telefonen, hvilket ikke er optimalt.

Ud over at klæde telefonen er stereo højttalere et stort plus for HTC One.

Vanvittig mange muligheder

Der er ingen tvivl om, at Samsung Galaxy S4 er den smartphone, som i øjeblikket har mest at byde på.

Den er udstyret med vanvittigt mange funktioner som Air Gestures og Air View, eller som Samsung kalder det på dansk: 'Luft-bevægelse' og 'Luft-visning'.

Det betyder, at du kan interagere med indholdet på telefonen, selv om du ikke rører ved skærmen.

Det er eksempelvis muligt at scrolle på en webside ved at tilte hovedet en smule forover eller bagover.

Du kan læse mere om de mange muligheder med Samsung Galaxy S4 her.

Spørgsmålet er, om du har brug for alle de innovative funktioner, eller du mener, at det er noget pjat.

Engang var HTC også flydt med lir

HTC har tidligere været meget langt fremme med smarte detaljer og indstillinger i sine telefoner, men det greb om sig, og til sidst var det svært at gennemskue og bruge.

Med One er HTC på vej tilbage mod et mere simpelt udtryk, hvor der er fokus på kerneområder og ikke så meget lir som tidligere.

Det er dog interessant, at begge mobiler har en infrarød sender i toppen. Derfor kan telefonerne bruges til fjernbetjening af fladskærmen i stuen.

Samsung Galaxy S4 har alt i alt langt mere at byde på end HTC One, selv om ikke alle funktioner er lige geniale. Så hvis du ikke kan få nok af nye, innovative funktioner og muligheder, er det den sydkoreanske telefon, du skal vælge.

Skarpskydere med forskellige ammunition

HTC og Samsung har valgt to forskellige tilgange til kameraet på deres telefoner.

Samsung Galaxy S4 er udstyret med et, der skyder fotos i en opløsning på op mod 13 megapixel, mens HTC One nøjes med 4 megapixel. 

Antallet af megapixel siger ikke noget om kvalitet, men kun noget om størrelsen på billedet.

Det er altså mere oplagt at bruge fotos taget med Samsung Galaxy S4 til (store) print end billeder fra HTC One, der har en lavere opløsning.

HTC har valgt at skrue ned for megapixelnivauet for at fokusere på billedkvalitet, hvilket er ganske prisværdigt.

Desværre er HTC One ikke så suveræn, som man måske kunne forvente. Kameraet er bedre end Samsung Galaxy S4 i situationer med svagt lys.

Her kan mobilen tage brugbare billeder uden at fyre blitzen af. Til gengæld er Samsung Galaxy S4 ofte bedre end HTC One i situationer med godt lys. Her er mere spræl i farverne, og billederne er skarpere.

Overordnet set er der ikke nogen af kameraerne, som dumper. Du kan se læse en grundig gennemgang af fotodelen på Samsung Galaxy S4 og HTC One i denne artikel.

Du skal vælge...

Det er ikke altid let at vælge ny mobil - ikke mindst hvis valget af telefon står mellem Samsung Galaxy S4 og HTC One.

De to telefoner minder om hinanden på nogle punkter og er vidt forskellige på andre. 

Lægger du vægt på et flot design, mulighed for at tage brugbare fotos i svag belysning og god lyd, er det HTC One, du skal gå efter.

Er du derimod mere interesseret i godt med lagerplads, mulighed for at skifte batteri og adgang til massevis af innovative smartphone-funktioner, skal du vælge Samsung Galaxy S4.

Der er fordele og ulemper ved begge modeller, men generelt er det to rigtig fornuftige telefoner.

Spørgsmålet er bare, hvilken en der passer bedst til dine behov.

Der er ingen tvivl om, at selv om begge telefoner er dyre, får man meget mobil - eller måske nærmere minicomputer - for pengene.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk IT-sikkerhedsdag 2022 - identificer, beskyt og forsvar

IT-sikkerhedstruslerne mod virksomhederne er i takt med tiden blevet større og værre, fordi virksomhederne er mere end nogensinde før afhængige af data og IT. Det stiller krav til de IT-ansvarlige, der konstant skal tage bestik af det skiftende trusselniveau. Det kræver blandt andet, at it-sikkerhed bliver sat på den strategiske dagsorden i virksomhederne – men hvordan?

25. januar 2022 | Læs mere


Hjemmearbejdets påvirkning på trivsel, helbred og arbejdsmiljø

Fremtidens arbejdsplads er hybrid, det er der ingen tvivl om. Men hvad fører det egentlig med sig? Og hvordan omstiller du og din arbejdsplads sig til det? Det kan du blive klogere på, på denne digitale konference.

02. februar 2022 | Læs mere


GDPR - persondatabeskyttelse i praksis

Håndteringen af persondata og GDPR er for længst blevet hverdag hos de danske organisationer, men derfor er det til stadighed vigtigt og altafgørende, at den løbende overholdelse af GDPR er på plads. Vær med og hør, hvordan du ved hjælp af processuelle greb, værktøjer og systemer kan sikre dette.

08. februar 2022 | Læs mere