Stort galleri:Tag med til kåringen af Årets CIO 2021 - og se hvordan Morten Holm Christiansen blev udnævnt

Artikel top billede

Test: Lækkert Pebble Steel smartwatch lader dig købe et glimt af fremtiden

Wearables er det nye sort - dimser som både er smykker og teknologi. Og Pebble Steel er både flot, brugbart og til at betale. Læs vores store test her.

Version 2 - nu i stål

De fleste tech-opfindere drømmer om at starte en revolution. At opfinde, producere og sælge den enhed, som vil samle jordens folkeslag hos én producent.

Men nogen gange er det nok at finde sin hylde og så dyrke den.

Det sidste er smartwatch-firmaet Pebbles strategi.

Oprindelig var Pebble-uret et projekt på Kickstarter-platformen, hvor man - i håbet om at produktet faktisk blev produceret - kunne lægge sine kroner og så bare vente. I sidste ende leverede Pebble det lovede ur kaldet ... Pebble.

Med over 300.000 solgte enheder siden er Pebble blevet en lidt uventet succes. For godt nok snakker alle firmaer om de såkaldte wearables: Teknologiske dimser som vi ikke bare har i lommen, men som vi har på. Som Google Glas eller et ur som Pebble.

Men Pebbles timing var rigtig. Og mens alle drømte om de påståede kommende smartwatches fra Apple eller Google, kunne et Pebble-ur allerede købes online eller i amerikanske butikker.

Smart, for med første-generations gadgets fra ukendte firmaer som Pebble gælder det om at komme ud på markedet og få skabt loyalitet hos brugerne, men måske i lige så høj grad hos de udviklere, der skal lave de livsvigtige apps til dimsen.

Og hvis du ikke er helt overbevist, så prøv at forestille dig iPhone uden app-storen eller en Android-model uden Google Play. 

Først plastik, så stål

Imidlertid var Pebbles første ur en større sag lavet i plastik. Og mens smag og behag selvfølgelig er forskellig, så sad de farvestrålende Pebble-ure på brugernes håndled og skinnede i al deres plastik-agtige finish.

Så mens Samsung lancerede sit Galaxy Gear smartwatch i farvet gummi og proppede kamera, farveskærm og touch-teknologi ind i sit produkt, satsede Pebble på software og design.

Det helt store skift fra tiden med den originale Pebble fra 2013 og til nu er derfor, at Pebble endelig er kommet med en egentlig app-store, hvor du kan søge og bladre efter de småprogrammer, som uret kan køre, og de mange forskellige urskiver, kaldet watchfaces.

Nye købere vil holdes i hånden

Det var også på høje tid, for mens entusiasterne, der købte de første sendinger fra Kickstarter-kampagnen, måske synes, det er spændende at lede hele internettet igennem efter Pebble-programmer, forventer de lidt mere forsigtige tech-købere at blive holdt lidt mere i hånden.

Og mens Pebbles app-store, som vi har testet på en iPhone 5S, hvor den ligger som en app, er forholdsvis overskuelig og til at gå til, kan man mærke, at det er første generation: Forbindelsen til serveren ryger indimellem, sider forsvinder af og til og et par andre småfejl. Ikke noget som ikke kunne løses ved at gå frem og tilbage i menuen, men det er bare med til at understrege pointen: At du køber dig ind i en trend, ikke en gennemtestet platform.

Til gengæld er selve uret stabilt og let at gå til, men her taler vi også reelt anden generation, som meget passende er nået til version 2.0.1, da vi testede i de første dage af marts.

Samme platform sikrer adgang til gamle apps

I sidste ende betyder Pebbles fokus på software og design, at du fortsat får et smartwatch med en sort/hvid-eInk-skærm på 144 x 168 pixels og strippet for ny teknologi som for eksempel touch.

Selv om Pebble Steel efter sigende skulle have mindst dobbelt så meget lagerplads som det originale Pebble, har udviklerne holdt fast, i at uret maksimalt kan rumme 8 ure/programmer.

På sigt kan der blive åbnet op for hele lageret, men lige nu er begrænsningen på plads.

Det lyder dog umiddelbart værre, end det er, for med den seneste Pebble app kan du gemme en række af dine programmer eller ur-skiver i en såkaldt locker på telefonen. Dermed kan du med få tryk hente programmet ind igen uden at skulle lede efter det i Pebbles app store (som i sig selv også er en app på din telefon).

Ikke verdens mest elegante løsning, men Pebble har i det mindste forsøgt at komme med en løsning.

Belønningen for den konservative tilgang er til gengæld, at allerede eksisterende Pebble-brugere fortsat kan bruge alle programmer fra app-storen, og at det lille tech-firma kan fokusere på økosystemet i stedet for at havne i en overbudskrig om specifikationer med nogle af verdens største tech-firmaer.

Læs vorest test af Samsungs Galaxy Gear smartwatch: Kedeligt kludder

Samtidig betyder påholdenheden på hardware-siden, at Pebble Steel kan holde batteri i op til 7 dage, hvor Samsungs Galaxy Gear forventer et hedt møde med stikkontakten hver dag. De syv dage kommer dog an på, hvor meget du bruger uret, og hvilken type apps du kører på det, for apps der opdaterer regelmæssigt, suger selvfølgelig mere på batteriet og tager hurtigt en dag eller tre af levetiden.

Pebble satser butikken på fedt design og materialer

En af de såkaldte wearables, som Google Glass eller smartwatches, større udfordring er, at der endnu ikke er en social fortælling omkring dem. Lidt som da mobiltelefonen blev introduceret for massemarkedet, og folk lige skulle finde rammerne for brugen - og hvad der egentlig var så smart ved de der SMS'er.

Som Intel fortalte Computerworld under den store mobilmesse i Barcelona: Det handler i mindre grad om teknologi, men mere om, hvorfor og hvordan du bærer et normalt ur eller smartwatch. Og her sender et plastik-ur som Pebbles første generation bare et andet signal end et traditionelt ur i stål.

Læs også: Hot it-trend handler slet ikke om teknologi

Derfor er anden generation, Pebble Steel, lavet i stål, og med i kassen følger både en traditionel sort læderrem og en i metal. Der er dog stadig to farver: Traditionelt børstet stål og så en matsort model.

Klassisk design

Designet er klassisk, og dimensionerne er måske en lille smule anderledes end et normalt ur (se billederne i højre side), men ikke nok til at andre umiddelbart vil kunne spotte, at du har mere teknologi på armen end normalt.

Opladestikket på siden er dog et godt tip om, at ikke alt er, som det plejer at være i ur-land. Uret oplades i øvrigt via en USB-port.

Kvaliteten er godkendt

Kvaliteten virker fornuftig uden skarpe kanter eller lignende. Specielt knapperne virker gennemtænkte og solide, når man trykker på dem. Et par familiemedlemmer fra iPad-generationen startede umiddelbart med at trykke på skærmen, men fraværet af touchskærm er ikke umiddelbart noget, man tænker over.

Mest af alt fordi Pebble Steel ikke er tænkt som en touch-enhed, men som en forholdsvis specialiseret hjælper på håndleddet.

Skærmen er i øvrigt en såkaldt eInk skærm. Det betyder, at den bruger meget lidt strøm og er let at læse i sollys. I mørke er den til gengæld ulæselig, og Pebble har derfor indbygget baggrundslys i skærmen, som tænder, når du ryster håndleddet let eller trykker på et af urets knapper. Det fungerer glimrende, og rystefunktionen kan deaktiveres, hvis man frygter for batterilevetiden på grund af flagrende arme.

Det kan du bruge Pebble Steel til

Et Pebble-urets formål er en slags elektronisk beskedcentral - og en smule mere.

For ja, du kan skifte urskive med et tryk på en knap. Men det bliver temmelig hurtigt en gammel nyhed, og du ender, i dine anmelders tilfælde, hurtigt med en eller to favoritter. Så spændende er klokken heller ikke.

I stedet er det via notifikationerne på uret, at Pebble kan gøre en forskel.

Set udefra er Pebble dybest set en såkaldt second screen, en ekstra skærm til din mobiltelefon.

Og når du modtager SMS'er, Facebook-beskeder, tweets, mails eller lignende, dukker de op på din Pebbles lille skærm akkompagneret af en diskret vibration på dit håndled.

Pengene værd? Umiddelbart ja

Er det smart nok til, at du bare må kaste de 249 dollars efter et Pebbe Steel eller 149 for originalen i plastik? Det kommer an på, hvor højt du værdsætter den slags assistance og friheden fra altid at hive din telefon frem, når den dinger eller brummer. Men der er ingen tvivl om, at denne anmelder efter en lille uge er forholdsvis begejstret.

Som med rigtige kærlighedshistorier skulle vi dog lige først finde hinanden.

For jeg startede med at forbinde mit nye Pebble Steel til alt. Arbejdsmail, Facebook, privat mail og lidt mere.

"Der er ingen tvivl om, at denne anmelder efter en lille uge er forholdsvis begejstret "

Specielt arbejdsmailen fortrød jeg hurtigt igen, da mine 100+ daglige mails begyndte at drøne ind på uret, som brummede i et væk. Selv ikke privatmailen kunne jeg have på, for den modtager en del nyhedsbreve og af til lidt spam. Og tro mig, hvis spam er irriterende i mailboksen, er det mindst 10 gange så belastende at se det dukke op på sit håndled.

Kompromisset er derfor, at Facebook, en enkelt privat arbejdsmail og min arbejdskalender nu har lov til at give beskeder til Pebble, og det ser ud til at være niveauet (for undertegnede) for, hvornår Pebble går fra at være en hjælp til at være en belastning.

Forbudt, uhøfligt eller besværligt

Specielt i bilen, til møder eller andre steder, hvor det enten er forbudt, uhøfligt eller ubelejligt at hive telefonen frem, er det smart at kunne kigge ned på Pebble på håndleddet for at se, om henvendelsen er vigtig nok til, at man skal foretage sig noget.

Indgående kald vises i øvrigt også med enten kontaktpersonens navn eller telefonnummer - og du kan med et enkelt knaptryk afvise eller acceptere opkaldet.

Starter vi desuden musikprogrammer som Spotify på den tilknyttede iPhone, kan man pause og bladre mellem numrene i en playliste.

Mange små programmer

På Pebble kan du desuden installere små programmer. En del af den er naturligt nok fitness-orienteret og spiller sammen med tjenester som Runkeeper. Andre er helt simple og lader dig slå op i en kalender og finde ugenumre og lignende.

Det meste af det er noget, du sagtens kan leve uden, specielt når Pebble kun rummer 8 apps, men der er også enkelte mere avancerede.

En af dem vi faldt over var Package Trackr, hvor du kan indtaste trackingnumre til næsten alle kurertjenester og så løbende følge din pakkes status direkte fra dit ur.

Nogle programmer kræver betalingsapp

Andre programmer, som Smartwatch+, kræver, at du bruger 15-20 kroner på en app til telefonen, for at de kan virke - men til gengæld kan de så tilføje funktioner som fjernstyring af telefonens kamera, vejrinformationer, din telefons kalender eller GPS-oplysninger om hastighed og vejnavn direkte til dit håndled.

Specielt kalenderen kan være praktisk at få på armen, og der er Smartwatch Pro programmet smart, fordi det kan installere en ur-skive med en diskret visning af dit næste kommende møde eller aftale.

Andre vil sikkert installere langt flere og andre apps, men for undertegnede handler det mere om beskeder og overblik end mange apps. Men det er det gode ved Pebble: Du bestemmer selv, hvordan det passer ind i dit liv.

Konklusion: Køb et glimt af fremtiden

Kan du undvære Pebble Steel? Sikkert, men efter lidt tid på armen vænner man sig til det lille ur på 88 gram med metalremmen monteret.

Der er pt. ikke mange af programmerne, som jeg finder nyttige, og behovet for en telefon tilknyttet til flere apps gør, at hverken mit løbe- eller svømmeur bliver skiftet ud lige med det samme.

Lever op til forventningerne

Men det er ok, for det forventede jeg heller ikke. For jeg har arbejdet med ny teknologi længe nok til at vide, at drømmen om én enhed, som kan alt, er utopi. De nyeste smartphones kan meget, men erstatter ikke min bærbare. Det samme gælder de utallige tablets, der flyder i sofaer og på borde derhjemme. Og Pebble Steel erstatter heller ikke hverken det ene eller det andet.

I stedet gør Steel det, som gode nye dimser skal: Uret gør en lille del af mit liv lidt nemmere uden at kræve, at jeg skal lægge mit liv om. Og så er de 249 dollars, knapt 1.350 kroner, til at betale.

For selvfølgelig kan jeg leve, uden at mine SMS'er og indkommende kald vises på mit ur, men hvorfor skulle jeg? Med Pebble Steel kan jeg være med til at prøve en lille smule af en ukendt fremtid. Og så ser det godt ud imens.

Se også: Galleri med billeder af vores Pebble Steel


Loading ikon


Premium
Kæmpe it-problemer i det danske skattevæsen: Har kun kortlagt it-beredskabet for syv ud af 230 it-systemer
Statsrevisorerne skyder en sønderlæmmende kritik af Skatteministeriets it-beredskab af sted. It-beredskabet for kritiske forretningsprocesser "er utilfredsstillende og utilstrækkeligt," lyder det. I værste fald kan det ende med, at staten ikke kan opkræve skatter og afgifter, udbetale løn, SU, sociale ydelser og pension.
CIO
“Der har simpelthen været for få gråhårede medarbejdere involveret i den her udviklingsproces. Folk der ved, hvad der skal til”
"Vi havde ansat nogle unge mennesker i sandaler og med langt skæg for at bryde med det traditionelle it-setup. De her vakse unge mennesker fik også ret hurtigt bygget en supersmart applikation til virksomheden. Men den brager ned, da vi ruller den ud, og den fylder cirka 1,5 procent af alle transaktioner."
Job & Karriere
35-årig kvinde gik amok på hjemmekontoret efter fyring: ”De fjernede ikke min adgang, så jeg slettede p-drevet lol”
En 35-årig kvinde står anklaget for at have slettet 21,3 gigabyte data fra fællesdrevet efter, at hun blev fyret. Nu risikerer hun op til 10 års fængsel.
White paper
En opskrift på succes: Automatisér, byg videre på den eksisterende infrastruktur – og sæt kurs mod skyen
Læs hvordan en koncern satsede på en adoptiv, clouddreven fremtid – med udgangspunkt i standardisering, fleksibiitet og den eksisterende infrastruktur.